Ugeskrift for lægfolk

Nyheder fra Nomedica uge 17, 2008


  1. Syv eller flere æg om ugen øger risiko for at dø for tidligt
  2. Mail: Ang. at være vegetar og spise ude
  3. Mail: Højt blodtryk
  4. Mail: What the Bleep
  5. Lidt af hvert

Kære læser

På grund af flytning, hvor vi samtidig fik problemer med vores telefon- og Internetforbindelse, modtog du ikke nyhedsbrev i sidste uge.

Har du bestilt varer i butikken i sidste uge, beklager vi den ventetid, du måske har oplevet!

Du er velkommen til at indsende spørgsmål, kommentarer e.l. til nyhedsbrevet. Send til john@nomedica.dk

God weekend!

Med venlig hilsen
John Buhl


1) Syv eller flere æg om ugen øger risiko for at dø for tidligt

Midaldrende mænd, der spiser 7 eller flere æg om ugen, har øget risiko for at dø tidligere.

Det viser en amerikansk undersøgelse, offentliggjort i the American Journal of Clinical Nutrition.

Mænd uden diabetes kunne spise op til 6 æg om ugen, før risikoen for at dø i den 20-årige periode steg. Indtagelse af 7 eller flere æg om ugen var forbundet med 23 % øget risiko for at dø i perioden.

Blandt mænd med diabetes viste det sig, at enhver indtagelse af æg var forbundet med øget risiko for at dø -- uanset årsag -- og meget tydede også på øget risiko for hjerteanfald og hjerneblødning.

Forskerne studerede 21.327 mænd, der er del af den store ”Physicians Health Study”.

I en periode på 20 år, døde lidt over 5.000 af mændene, og det viste sig altså, at mænd der spiste 7 eller flere æg om ugen havde 23 % øget risiko for at dø i perioden.

Diabetikere, som spiste æg – uanset mængde – havde dobbelt så høj risiko for at dø i perioden.

Det er uvist om andre faktorer spiller en rolle eller hvad præcist i æg, der evt. øger risikoen for tidlig død. Forskerne anbefaler derfor flere studier for at be- eller afkræfte resultatet af denne undersøgelse.

Kilde: American Journal of Clinical Nutrition, Vol. 87, No. 4, 964-969, April 2008
Egg consumption in relation to cardiovascular disease and mortality: the Physicians' Health Study

Kommentar til undersøgelsen i tidsskriftet:
American Journal of Clinical Nutrition, Vol. 87, No. 4, 799-800, April 2008


2) Mail: Ang. at være vegetar og spise ude

Jeg har modtaget en del mails vedr. vegetarkost, efter vi havde emnet oppe i sidste nyhedsbrev. Jeg bringer nogle af disse mails i denne og de næste uger, og modtager gerne dine kommentarer! ...

Hej John.

Jeg spiser fisk, så det gør det lidt lettere. Hvis jeg har mulighed for det, spørger jeg, om der kan være noget med fisk. Hvis jeg skal på restaurant og har indflydelse, vælger jeg indisk, da de oftest har super lækre vegetarretter.

Hvis nogen jeg holder af har lavet mad, og det betyder meget, om jeg smager på det, så tager jeg et lille stykke kød, evt. bare en smagsprøve -- og roser kokken.

Det vigtigste er, at man ikke lige pludselig propper sig med kød.

Jeg kan også finde på at lave kikærter hjemmefra, købe spinatruller eller soyapølser i helsekosten og så lige spørge, om jeg kan få lov at varme det ved siden af.

Det betyder meget for mig, at jeg ikke mister noget socialt på grund af mine spisevaner. I bund og grund vil jeg hellere være en del af fællesskabet og så gå på kompromis med min sundhed. Heldigvis har jeg mange venner der også er vegetarer. Det hjælper på det. Jeg tror, man inspirerer andre bedst ved ikke at være fuldstændig fanatisk. Så vil der nok være flere der har mod på at blive vegetarer.

Man skal i hvert fald aldrig vælge det sociale fra pga. kosten. Det er regel nummer 1 for mig.

MVH. Syrene

Kommentar:

Jeg hører gerne fra vegetarer (eller andre der spiser meget sundt til daglig), hvordan de klarer at spise ude. Behøver det at være et problem? Hvordan klarer du at spise sundt, når du er ude?


3) Mail: Højt blodtryk

Hej John,

Jeg har netop fået konstateret for højt blodtryk og er nu i medicinsk behandling med Centyl med kaliumchlorid.

Jeg har de sidste 6-8 måneder levet meget meget sundere end jeg har gjort tidligere. Jeg har tabt 8 kg og fortsætter den gode livsstil.

Kan jeg gøre andet, så jeg evt. kunne undvære medicinen og få mit blodtryk normalt igen.

Mvh Kirsten

Hej Kirsten

Rigtig flot, at du er begyndt at leve meget sundere, og har tabt 8 kilo!

Ja, du kan givetvis gøre mere. Hvis du stadig har problemer med blodtrykket, er det nok fordi, du ikke i tilstrækkeligt omfang har ændret dine kostvaner.

Radikale forbedringer i kosten får som regel et højt blodtryk ned i løbet af forholdsvis kort tid.

Læs evt. mere om højt blodtryk

Med venlig hilsen
John Buhl


4) Mail: What the Bleep

Hej John

Jeg har netop i dag modtaget ”Verden på hovedet”/What the Bleep, som jeg har set med stor interesse. Jeg skal nok se den flere gange for at få alt med, også selv om jeg på ingen måde behøver ”overtalelse” i forbindelse med de synspunkter, der fremsættes deri.

Meget af dette matcher fuldkommen mine egne overbevisninger, men det har været rart at få de forskellige videnskabsgrenes bidrag hertil.

Faktisk har jeg selv gennem de seneste knap 14 år foretaget min egen ”græsrods-forskning” efter at jeg i 1994 (som 46-årig) blev udsat for en lang række spontane spirituelle oplevelser, som udvidede mit livssyn og 'installerede' en drivkraft i mig, der bevirkede, at jeg forlod mit job i en bank og i de efterfølgende år kastede mig ud i universitetsstudier inden for psykologi, alm. filosofi, verdensfilosofi og videnskabsteori.

I dette forløb berørte jeg i min projektskrivning emner som Psi-forskning og spirituelle oplevelser, og skaffede mig herved en basis for at skrive en
bog, som jeg har kaldt 'Det imaginale livssyn - introduktion til en kreativ tænkemåde' (2005). Senere (2007) blev det til en lille bog om golf, som jeg kaldte 'Golf, - det dybe mysterium'. Begge kan siges at have appel til folk, der godt vil gå et skridt videre i deres verdensopfattelse. Begge bøger kan lånes på biblioteket eller købes gennem mig. Desuden kan man få en lille smagsprøve på disse bøger på min hjemmeside www.tippe.dk, hvor man også kan finde de fleste af mine projekter samt et par artikler.

Mvh
Elisabeth Egekvist

Kommentar:

Jeg hører gerne flere kommentarer og meninger om filmen What the Bleep.
Læs mere om What the Bleep her


5) Lidt af hvert

Rygsmerter går over af sig selv

Ryggen reparerer sig selv og aktivitet er bedre end ro, viser en ny norsk undersøgelse.  At være aktiv kan forkorte problemets varighed. Også selvom det kan virke modstridende og fremprovokere smerter.
Læs mere i Jyllands Posten 22-04-2008

Kommentar:

Almindelig zoneterapi, som man i de fleste tilfælde sagtens selv kan klare (eller få lidt hjælp til fra en partner) giver ofte lindring ved rygsmerter. Zoneterapi til hjemmebrug er let at lære.

Udmattes du mentalt af for mange valg?

Det er fint nok at tænke, men at skulle træffe mange valg, i modsætning til bare at tænke over flere muligheder, kan være mentalt drænende.
Jyllands Posten 22-4-2008

FN-rapport fra 400 forskere: Gensplejsning er ikke løsningen

Gensplejsning løser ikke verdens fødevarekrise.

Verden producerer rigeligt mad til alle på kloden, og fødevarerne er både billigere og bedre end for 40 år siden. Alligevel går flere end 800 millioner sultne i seng. Det skyldes det nuværende handelssystem med massiv landbrugsstøtte til produkter i den vestlige verden, som rammer små landbrug i fattige egne så hårdt, at de ikke kan producere mad nok til deres egen befolkning, konkluderer rapporten.
Ingeniøren 17-04-2008

Medicinalfirmaer misbruger lægenavne

Medicinfirmaer skriver artikler, som de forsøger at få anerkendte læger til at skrive under. De forsøger at købe forskere til at stå som forfattere af positive artikler om firmaernes egne produkter.
DR 23-04-2008

Forskere: Farvestoffer i maden giver vores børn damp

Britiske forskere betragter det nu som sikkert, at farvestoffer skader børnenes helbred. De opfordrer til et forbud.
Ingeniøren 16-04-2008