Nomedica - den naturlige løsning

Om Nomedica Hvordan rask? Hvordan slank? Emner Butik
Til Nomedica startside Nomedica på Facebook   Ugeskrift for Lægfolk ARKIV  

 


Ugeskrift for lægfolk

Nyheder fra Nomedica uge 34, 2015


  1. Afhængighed
    Den sandsynlige årsag til afhængighed er blevet opdaget, og det er ikke, hvad du tror
  2. Kosttilskud -- kun, hvad du har brug for (2)
 

Det er bedre at forstå lidt end at misforstå en masse

– Anatole France, 1844-1924, fransk forfatter.


Afhængighed

Afhængighed af stoffer -- men også af stimulanser, alkohol, spil, usunde fødevarer mv. -- spiller en stor rolle i vores samfund og i mange menneskers liv.

Denne gang en artikel af Johann Hari, som kommer med en spændende teori om emnet.

Der er mere til emnet, end beskrevet af Johann Hari, men han har afgjort fat i noget interessant her ...

Den sandsynlige årsag til afhængighed er blevet opdaget, og det er ikke, hvad du tror

Oversat og bragt med tilladelse fra forfatteren: Johann Hari

Artiklen på engelsk i Huffington Post: The Likely Cause of Addiction Has Been Discovered, and It Is Not What You Think.

Oversat af Robert Svendsen

---

Det er nu et hundrede år siden, narkotika først blev forbudt - og gennem hele dette lange århundredes krigsførelse mod narkotika har vi fået fortalt en historie om afhængighed af vores lærere og vores regeringer. Denne historie er så dybt integreret i os, at vi tager den for givet. Det synes indlysende. Som den skinbarligste sandhed. Indtil jeg for tre og et halvt år siden drog ud på en 30.000 mils rejse for min nye bog, Chasing The Scream: The First And Last Days of the War on Drugs, for at finde ud af, hvad der virkelig driver narkokrigen, troede jeg det også. Men hvad jeg lærte på vejen er, at næsten alt, hvad vi har fået at vide om afhængighed, er forkert - og der er en helt anden historie der venter på os, hvis bare vi er klar til at høre den.

Hvis vi helhjertet tager denne nye historie til os, vil vi være nødt til at ændre meget mere end selve narkokrigen. Vi bliver nødt til at ændre os selv.

Jeg lærte det fra en usædvanlig blandet gruppe af personer, jeg mødte på mine rejser. Fra de overlevende venner af Billie Holiday, der hjalp mig til at indse, hvordan grundlæggeren af krigen mod narkotika forfulgte og hjalp med at dræbe hende. Fra en jødisk læge, som var smuglet ud af Budapest ghettoen som baby, for som voksen mand at afsløre hemmelighederne bag afhængighed. Fra en transseksuel crack-forhandler i Brooklyn, som blev undfanget, da hans mor, en crack-afhængig, blev voldtaget af sin far, en ansat politimand i New York. Fra en mand, der blev skjult på bunden af en brønd i to år af et torturerende diktatur, for senere at ende ud med at blive valgt som Uruguays præsident og begynde de sidste dage af krigen på stoffer.

Jeg havde en helt personlig grund til at søge efter disse svar. En af mine tidligste erindringer som barn er, at jeg prøver at vække en af mine slægtninge og ikke er i stand til det. Lige siden da har jeg i mine tanker vendt det grundlæggende mysterium ved afhængighed … hvad er det, der får nogle mennesker til at blive så besat af narkotika eller en bestemt adfærd, indtil de ikke kan stoppe igen? Hvordan kan vi hjælpe de mennesker til at komme tilbage til os? Da jeg blev ældre, var der en anden af mine nære slægtninge, som udviklede et kokainmisbrug, og jeg faldt i et forhold med en heroinafhængig. Jeg gætter på, at afhængighed føltes ligesom hjem for mig.

Hvis du havde spurgt mig, hvad det er, der forårsager stofmisbrug i starten, ville jeg have set på dig, som var du en idiot, og jeg ville have sagt: "Stoffer?" Det er da ikke svært at forstå. Jeg troede, jeg havde set det i mit eget liv. Vi kan alle forklare det. Forestil dig, at du og jeg og de næste tyve personer, der passerer os på gaden, tager et virkeligt potent stof i tyve dage. Der er stærke kemiske kroge i disse stoffer, så hvis vi stoppede på dag enogtyve, ville vores krop have brug for denne kemi. Vi ville have en vild trang. Vi ville være afhængige. Det er, hvad afhængighed betyder.

En af de måder denne teori først blev fastslået skete ved forsøg med rotter … dem, der blev injiceret i den amerikanske psyke i 1980'erne, i en berømt annonce af Partnership for a Drug-Free America (partnerskabet for et stoffrit Amerika). Du kan muligvis huske det. Forsøget er enkelt. Sæt en rotte i et bur, alene, med to vandflasker. En indeholder bare vand. Den anden er vand tilsat heroin eller kokain. Næsten hver gang du kører dette eksperiment, vil rotten blive besat af vandet tilsat narkotika og kommer efter mere og mere, indtil det dræber den.

Annoncen forklarer: ”Kun ét stof er så afhængighedsskabende, at ni ud af ti laboratorie-rotter vil bruge det. Og bruge det. Og bruge det. Helt til døden. Det kaldes kokain. Og det kan gøre det samme for dig.”

Men i 1970'erne var der en professor i psykologi i Vancouver ved navn Bruce Alexander, der observerede noget besynderligt ved dette eksperiment. Rotten er sat i buret alene. Den har intet andet at foretage sig end at tage narkotikaen. Han spekulerede over, hvad der ville ske, hvis vi prøvede dette anderledes? Så byggede professor Alexander en ”rotte-park.” Det er et luksuriøst bur, hvor rotterne ville have farvede bolde, den bedste rotte-mad, tunneler at løbe rundt i og masser af venner: alt det, en rotte i byen kunne ønske sig. Alexander ønskede at vide, hvad der nu ville ske.

I rotte-parken prøvede alle rotterne naturligvis begge vandflaskerne, da de ikke vidste, hvad der var i dem. Men det der skete næstefter var overraskende.

Rotterne med det gode liv kunne ikke lide vandet tilsat narkotika. For det meste undgik de det. Sammenlignet med de isolerede rotter indtog de mindre en fjerdedel. Ingen af dem døde. Mens alle de rotter, som var alene og ulykkelige blev storforbrugere, var der ingen af de rotter, som var i det glade miljø, der blev storforbrugere.

Først troede jeg, det blot var en særhed ved rotter, indtil jeg opdagede, at der på samme tid som rotte-park eksperimentet fandt noget tilsvarende sted med mennesker. Det blev kaldt Vietnam-krigen. Time Magazine rapporterede, at brugen af heroin var lige ”så almindeligt som tyggegummi” blandt amerikanske soldater, og der er solide beviser til at underbygge dette. Omkring 20 procent af de amerikanske soldater var blevet afhængige af heroin der, ifølge en undersøgelse offentliggjort i Archives of General Psychiatry. Mange mennesker var forståeligt nok rædselsslagne. De troede, at et stort antal narkomaner var på vej hjem igen, når krigen sluttede.

Men i virkeligheden stoppede omkring 95 procent af de afhængige soldater ganske enkelt, ifølge den samme undersøgelse. Meget få var på afvænning. De udskiftede et skrækindjagende bur med et behageligt og ønskede dermed ikke længere stoffet.

Professor Alexander argumenterer for, at denne opdagelse er en stor udfordring for både højrefløjs synspunktet, at afhængighed ses som et moralsk svigt, som skyldes for meget hedonistisk fest, og for det liberale synspunkt, at afhængighed er en sygdom, der finder sted i en kemisk terroriseret hjerne. Faktisk hævder han, at afhængighed er en tilpasning. Det er ikke dig. Det er dit bur.

Efter første fase af rotte-park forsøget, gik professor Alexander et skridt videre med denne test. Han gentog de tidlige eksperimenter, hvor rotterne var ladt alene, og blev tvangsforbrugere af narkotika. Han lod dem bruge det i 57 dage - hvis noget kan fange dig, så er det det. Så tog han dem ud af isolationen og anbragte dem i rotte-parken. Han ville vide, at hvis du er kommet i denne tilstand af afhængighed, om din hjerne da er så terroriseret, at du ikke kan komme dig igen. Har narkotikaen taget helt over? Hvad der skete er - igen - slående. Rotterne syntes at have ganske ringe sitren ved ophør, men de stoppede snart med deres storforbrug og vendte tilbage til at have et normalt liv. Det gode bur reddede dem. (Den fulde reference til alle undersøgelserne, jeg diskuterer, findes i bogen.)

Da jeg først lærte om dette, blev jeg forundret. Hvordan kan det være? Denne nye teori er så radikalt et angreb på det, vi er blevet fortalt, at det føltes, som det ikke kunne være sandt. Men jo flere forskere jeg interviewede, og jo mere jeg undersøgte deres studier, jo mere opdagede jeg ting, der ikke synes at give mening - medmindre du tager højde for denne nye tilgang.

Her er et eksempel på et eksperiment, der sker rundt om dig, og meget vel vil kunne ske for dig en dag. Hvis du bliver kørt over i dag, og du brækker din hofte, vil du sandsynligvis få diacetylmorfin, det medicinske navn for heroin. På hospitalet omkring dig vil der være masser af mennesker, som også får heroin i lange perioder som smertelindring. Den heroin, du får fra lægen, vil have en meget højere renhed og styrke end den heroin, som bliver brugt af gade-narkomaner, der må købe fra kriminelle, der blander det op. Så hvis den gamle teori om afhængighed er rigtig - at det er stofferne, der gør det, som får din krop til at blive afhængig af dem - så er det indlysende, hvad der skulle ske. Masser af mennesker burde forlade hospitalet og forsøge at score et skud heroin på gaden for at tilfredsstille deres vane.

Men her er det mærkelige: Det sker så godt som aldrig. Som den canadiske læge Gabor Mate var den første til at forklare mig, så standser medicinbrugere bare trods måneders brug. Det samme stof, der anvendes over samme tidslængde, gør gade-brugerne til desperate misbrugere og efterlader de medicinske patienter upåvirket.

Hvis du stadig tror - som jeg plejede - at afhængighed er forårsaget af kemiske kroge, giver det ingen mening. Men hvis du tror på Bruce Alexanders teori, så falder billedet på plads. Gade-narkomanen er som rotterne i det første bur, isoleret, alene, med kun én kilde, hvor de kan hente trøst. Den medicinske patient er som rotterne i det andet bur. Hun vender hjem til et liv, hvor hun er omgivet af de mennesker, hun elsker. Lægemidlet er det samme, men miljøet er anderledes.

Dette giver os en indsigt, der går langt dybere end behovet for at forstå misbrugere. Professor Peter Cohen hævder, at mennesker har et dybt behov for at knytte sig og danne forbindelser. Det er den måde, vi opnår tilfredshed. Hvis vi ikke kan knytte bånd med andre, knytter vi os til noget andet, vi kan finde – vingesuset fra en roulette eller stikket af en sprøjte. Han siger, at vi helt må holde op med at tale om ”afhængighed” og i stedet kalde det at ”bonde.” En heroinafhængig har bondet med heroin, fordi hun ikke kunne bonde fuldt ud med noget andet.

Så det modsatte af afhængighed er ikke ædruelighed. Det er forbindelse mellem mennesker.

Da jeg forstod alt dette, fandt jeg det langsomt overbevisende, men jeg kunne stadig ikke ryste den nagende tvivl af mig. Siger disse videnskabsfolk, at kemiske kroge ikke gøre nogen forskel? Det blev forklaret mig - du kan blive afhængig af at gamble, og ingen vil tænke, at du injicerer et spil kort i dine årer. Du kan have al afhængigheden og ingen af de kemiske kroge. Jeg gik til møde i Gamblers 'Anonyme i Las Vegas (med tilladelse fra alle de tilstedeværende, der vidste, jeg var der for at observere), og de var så tydeligt afhængige som de kokain- og heroinmisbrugere, jeg har kendt i mit liv. Alligevel er der ingen kemiske kroge på et spillebord.

Men jeg spurgte naturligvis stadig, om ikke kemikalier spiller en rolle? Det viser sig, at der er et eksperiment, som giver os svar på dette i temmelig præcise termer, som jeg lærte om i Richard DeGrandpres bog The Cult of Pharmacology.

Alle er enige om, at cigaretrygning udgør en af de mest vanedannende forandringer i vores omgivelser. De kemiske kroge i tobak kommer fra et stoffet nikotin. Så da nikotinplastre blev udviklet i starten af 1990'erne, var der en enorm bølge af optimisme - cigaretrygere kunne få alle deres kemiske kroge, uden de andre beskidte (og dødbringende) virkninger af cigaretrygning. Det ville de blive befriet for.

Men kontoret for Surgeon General har konstateret, at kun 17,7 procent af cigaretrygere er i stand til at stoppe med at bruge nikotinplastre. Dette er ikke ingenting. Hvis kemikalierne står bag 17,7 procent af afhængigheden, som det viser sig, betyder det stadig millioner af liv ødelagt globalt. Men hvad det ydermere afslører er, at den historie, vi har lært om årsagen til afhængighed, der har med de kemiske kroge at gøre er faktisk reel, men kun en mindre del af et meget større billede.

Dette har kæmpemæssige konsekvenser for den et hundrede år gamle krig mod narkotika. Denne massive krig - som jeg indså det, dræber folk fra indkøbscentrene i Mexico til gaderne i Liverpool - er baseret på den påstand, at vi er nødt til helt fysisk at fjerne en hel vifte af kemikalier, fordi de terroriserer folks hjerner og skaber afhængighed. Men hvis stofferne ikke er drivkraften bag afhængighed, men at blive hægtet af i virkeligheden er det, der driver afhængigheden - så giver dette ingen mening.

Ironisk nok, så øger krigen mod narkotika faktisk alle de større kræfter bag afhængighed. For eksempel besøgte jeg et fængsel, i Arizona - ”Tent City” - hvor indsatte tilbageholdes i små isolations bure af sten, ”The Hole”, i ugevis som straf for deres stofmisbrug. Det er så tæt på en menneskelig genskabelse af de bure, som garanterede den dødbringende afhængighed hos rotterne, jeg kan forestille mig. Og når de fanger kommer ud, vil de være uarbejdsdygtige på grund af deres kriminelle straffeattest. De vil med garanti være endnu mere afskåret. Jeg så dette udspille sig i de menneskelige historier, jeg mødte rundt omkring i hele verden.

Der er et alternativ. Du kan bygge et system, der er designet til at hjælpe stofafhængige til at genoprette forbindelsen med verden - og på den måde lægge afhængigheden bag sig.

Dette er ikke teoretisk. Det sker. Jeg har set det. For næsten femten år siden havde Portugal en af de værste narkotikaproblemer i Europa med 1 procent af befolkningen afhængige af heroin. De havde forsøgt en krig mod narkotika, men problemet blev bare ved med at vokse. Derfor besluttede de sig for at gøre noget radikalt anderledes. De tog den beslutning at afkriminalisere alle stoffer. De overførte alle de penge, de plejede at bruge på at arrestere og fængsle narkomaner og brugte dem i stedet på at bringe dem i kontakt med deres egne følelser og det bredere samfund. Det mest afgørende skridt er at få dem ind i sikre boliger og i støttende jobtilbud, så de har et formål i livet, og der er noget at stå op for om morgenen. Jeg iagttog den måde, de blev hjulpet på, i omsorgsfulde og indbydende klinikker, hvor de kunne lære at genskabe forbindelsen med deres følelser efter års traumer og bedøvelse med narkotika.

Et eksempel jeg lærte om, var en gruppe af misbrugere, som fik et lån til at oprette et flyttefirma. De var en gruppe, og pludselig var alle bundet til hinanden, til samfundet og følte sig ansvarlige for hinandens omsorg.

Resultaterne af alt dette er nu taget for gode. En uafhængig undersøgelse fra ”British Journal of Criminology” fandt, at efter den totale afkriminalisering er afhængigheden dalet og det intravenøse stofmisbrug er faldet til 50 procent. Jeg vil gentage, at intravenøs stofmisbrug er nede på 50 procent. Afkriminalisering har været så åbenlys en succes, at meget få mennesker i Portugal ønsker at gå tilbage til det gamle system. Den vigtigste forkæmper mod afkriminalisering tilbage i 2000 var Joao Figueira, landets øverste narko-betjent. Han udgød alle de dystre advarsler, som vi ville forvente fra Daily Mail eller Fox News. Men da vi sad sammen i Lissabon, fortalte han mig, at alt det, han forudsagde, var ikke sket … og han håber nu, at hele verden vil følge Portugals eksempel.

Dette er ikke alene relevant for de narkomaner, jeg elsker. Det er relevant for os alle, fordi det tvinger os til at tænke anderledes om os selv. Mennesker er væsener skabt til fællesskaber. Vi har brug for at knytte bånd og mærke kærlighed. Den viseste sætning i det tyvende århundrede var E.M. Forsters – ”only connect.” Men vi har skabt et miljø og en kultur, der afskærer os fra at knytte venskaber eller som blot tilbyder en parodi af det på internettet. Fremkomsten af afhængighed er et symptom på en dybere sygdom, i den måde vi lever på - hele tiden at rette blikket mod det næste skinnende objekt, vi skal købe, i stedet for på de mennesker, der er rundt omkring os.

Forfatteren George Monbiot har kaldt dette for "ensomhedens tidsalder". Vi har skabt menneskelige samfund, hvor det er lettere for folk at blive afskåret fra alle menneskelige forbindelser end nogensinde før. Bruce Alexander - skaberen af rotte-parken - fortalte mig, at alt for længe har vi udelukkende talt om individuel helbredelse fra afhængighed. Vi har nu brug for at tale om social genoprettelse - hvordan vi alle i fællesskab kan blive helbredt for isolationens sygdom, som sænker sig over os som en tyk tåge.

Men dette nye vidnesbyrd er ikke alene en udfordring for os politisk. Det tvinger os ikke bare til at ændre vores tankesæt. Det tvinger os til at ændre vores hjerter.

At elske en narkoman er virkelig hårdt. Når jeg så på de narkomaner, jeg elsker, var det altid fristende at følge det hårde kærligheds råd som fremstilles af reality shows såsom Intervention - fortæl misbrugeren at tage sig sammen eller skær dem af. Deres budskab er, at en narkoman, som ikke vil stoppe, bør afvises. Det er logikken i krigen mod narkotika, vi indfører i vores privatliv. Men i virkeligheden lærte jeg, at det kun vil gøre deres afhængighed endnu dybere - og du kan miste dem helt. Jeg vendte hjem fast besluttet på at knytte narkomaner nærmere til mig end nogensinde tidligere i mit liv - at lade dem vide, at jeg elsker dem betingelsesløst, uanset om de stopper, eller om de ikke kan.

Da jeg vendte tilbage fra min lange rejse, kiggede jeg på min ex-kæreste, i abstinenser, rystende på min gæsteseng, og jeg tænkte anderledes om ham. I et hundrede år nu har vi sunget krigssange om misbrugere. Det forekom mig, da jeg tørrede hans pande, at vi skulle have sunget kærlighedssange til dem alle sammen.

Den fulde historie om Johann Haris rejse - fortalt gennem historier om mennesker, han mødte - kan læses i Chasing The Scream: The First and Last Days of the War on Drugs, udgivet af Bloomsbury. Bogen er blevet rost af alle fra Elton John til Glenn Greenwald til Naomi Klein. Du kan mere på www.chasingthescream.com.

De fulde referencer og kilder til alle de oplysninger, citeret i denne artikel, findes i bogens omfattende slutnoter.

Hvis du ønsker flere opdateringer om bogen og dette emne, vil du kunne lide denne Facebook-side

Følg Johann Hari på Twitter


Kosttilskud -- kun, hvad du har brug for (2)

Som nævnt i sidste uge er dine valg af sunde fødevarer langt vigtigere end hvilke kosttilskud, du tager — ikke mindst fordi de plantestoffer, de fleste mennesker får for få af, ikke på fornuftig måde kan indtages som kosttilskud. De findes kun i tilstrækkelige mængder og variation i sunde fødevarer.

Er din kost næringsfattig er løsningen at ændre dine kostvaner. Der er ingen anden god løsning. Tag kosttilskud sideløbende, indtil du er sikker på at være dækket ind fra din kost.

En del mennesker har risiko for at komme i underskud af vitaminer eller mineraler. Og de bør enten ændre deres kost, så den er dækkende -- hvis det er muligt -- eller tage kosttilskud.

Læs mere i artiklen: Har du brug for tilskud af vitaminer eller mineraler?

Det kan evt. forbedre optagelsen, at tage kosttilskud sammen med et måltid.

Når du sørger for at få nok vitaminer og mineraler fra din kost og/eller fra kosttilskud er det med til at forebygge sygdomme og sikre et godt helbred.


   

Søg efter indhold på nomedica.dk og slankenyt.dk:

 

Gratis nyhedsbreve:

Ugeskrift for lægfolk er et gratis nyhedsbrev om sund kost, livsstil mv. Udkommer hver uge via e-mail.
Tilmeld dig her >>

Slankenyt er et gratis nyhedsbrev om overvægt og slankekure. Udkommer via e-mail hver uge eller de fleste uger.
Tilmeld dig her >>

Vegetarbladet er et gratis nyhedsbrev om vegetarkost, der udsendes via e-mail.
Tilmeld dig her >>

Bemærk:

Vi opbevarer naturligvis informationer om din e-mail sikkert og fortroligt, og du kan let framelde dig igen.


Om overvægt og slankekure
Hvordan slank? (den vigtigste side om emnet)
Den grundlæggende årsag til overvægt
Vægtkontrol
Slankeprodukter
Hurtigere vægttab
Sund slankekost
Slankenyheder


Hvordan rask?

Gennemgå disse sider i rækkefølge:
Hvordan rask?
1) Spis dig sundere
2) Undgå stimulanser
3) Sov godt
4) Dyrk motion
5) Få nok sol og frisk luft
6) Rask uden medicin


Sygdomme og symptomer
Hvad er sygdom?
Sygdoms trinvise udvikling


Medicin
Lægemidler
Helbreder medicin?
Bivirkninger
Nedtrapning af medicin
Naturmedicin


Om sundhed og velvære
Hvad er sundhed
Kroppens immunforsvar
Den ideelle kost
kost og sundhed


Bøger:

Hvordan Rask?

Bogen beskriver på en letforståelig måde de ændringer i kost, livsstil mv., der styrker kroppens helbredende evner.
Læs mere her.


Kunsten at ændre vaner 

En bog om hvorfor det er så svært at ændre vaner, og hvad du gør for alligevel at klare det!
Læs mere her


Zoneterapi - lær det selv

Hvor svært kan det være?

2. udgave af den populære bog. 92 sider. 
Læs mere her


Sikker Slank

En bog, der har hjulpet tusindvis af danskere ned i vægt på en sund og sikker måde.
Læs mere her.


Bøger og helseprodukter online

Spar 5 - 30 % på populære kosttilskud, naturlægemidler mv. her: helseonline.dk

Fuld returret på alt, onlinerabat på det meste, fuld sikkerhed og hurtig levering.


Teksterne på nomedica.dk er skrevet/redigeret af John Buhl.

Har du spørgsmål, kommentarer e.l., kan du skrive til mig her



Copyright Nomedica v/John Buhl.

Vigtige brugerbetingelser: Indholdet på Nomedica.dk er udelukkende til informationsbrug. Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for nødvendig lægebehandling - de må ikke og kan ikke bruges som grundlag for at stille diagnoser eller fastlægge behandling. Læs mere her.