Nomedica - den naturlige løsning

Om Nomedica Hvordan rask? Hvordan slank? Emner Butik
Til Nomedica startside Nomedica på Facebook   Ugeskrift for Lægfolk ARKIV  

 


Ugeskrift for lægfolk

Nyheder fra Nomedica uge 39, 2008

Sidst revideret 13-10-2008


  1. Nyt studie: Fedtfattig veganerkost mindsker risiko for alvorlige sygdomme
  2. Smertestillende medicin kan give børn astma
  3. Mangel på B-12 vitamin øger måske risiko for demens
  4. Mail: For højt stofskifte
  5. Mail: Soja
  6. Mail: Sundt at tilsætte kostfibre til maden?
  7. Mail: Er blendede frugt og grøntsager i orden?
  8. Lidt af hvert
  9. Eftertanke

Kære læser

Du er velkommen til at indsende spørgsmål, kommentarer e.l. til nyhedsbrevet.

God weekend!

Med venlig hilsen
John Buhl


”Den væsentligste årsag til problemer er løsninger.”

-- Eric Sevareid


1) Nyt studie: Fedtfattig veganerkost mindsker risiko for alvorlige sygdomme og for tidlig aldring

Plantebaseret kost mindsker risiko for tidlig aldring og sygdomsrisiko.

I et studie, offentliggjort i The Lancet Oncology, opdagede Dean Ornish og kollegaer, at omfattende livsstilsændringer, inkl. en fedtfattig veganerkost, øger kroppens evne til at bekæmpe tidlig aldring, kræft, hjertesygdom og andre kroniske sygdomme.

30 mænd med lav-risiko prostatakræft gennemførte omfattende ændringer i deres livsstil.

Ændringerne i livsstilen førte efter 3 måneder til øget niveau af telomerase, et enzym der beskytter og reparerer DNA. Mængden af telomerase i blodet steg i gennemsnit med 29 % i løbet af de tre måneder.

Ændringer i livsstilen inkluderede en kost rig på frugt, grøntsager, fuldkorn, bønner og sojaprodukter, moderat motion (fx at gå i en halv time hver dag), og en times streshåndtering dagligt (fx i form af meditation).

Kilde: Ornish D, Lin J, Daubenmier J, et al. Increased telomerase activity and comprehensive lifestyle changes: a pilot study. Lancet Oncology [advance online publication]. September 16, 2008; DOI 10.1016/S1470-2045(08)70234-1.

Kommentar

Her et lille filmklip med Dean Ornish og på hans hjemmeside kan du finde mange interessante oplysninger og tips.


2) Smertestillende medicin kan give børn astma

Håndkøbsmedicinen paracetamol, som mange forældre bruger til at slå feber ned hos de små, er nu sat i forbindelse med væsentlig øget risiko for astma senere i livet.

Et omfattende studie af 205.487 børn viser, at de børn der har fået paracetamol i deres første år, har 46 % øget risiko for at lide af astma, når de er 6 eller 7 år gamle.

Resultatet af studiet viste også, at jo højere dosis og jo oftere børnene havde fået paracetamol, desto højere risiko for astma. Det viste sig fx, at børn der havde fået paracetamol mere end én gang pr. måned i det foregående år, havde tre gange så stor risiko for astma, sammenlignet med de børn der ikke havde fået paracetamol i de første 12 måneder.

Der var også øget risiko for høfeber og eksem.

Øget forekomst af astma i løbet af de sidste 50 år falder sammen med en stigning i brugen af paracetamol.

En af forklaringerne er, at paracetamol måske forårsager ændringer i kroppen, der gør barnet mere modtagelig for inflammation og allergi. En anden mulig forklaring kan være, at paracetamol gives til børn mod problemer, der har en sammenhæng med øget risiko for astma -- fx livsstilsfaktorer, eller en underliggende infektion der giver feber (og derfor øget brug af paracetamol).

BBC 19-9-2008

Kommentar:

Paracetamol er et febernedsættende lægemiddel, der bl.a. findes i produkter som Pamol, Pamol Flash, Panodil, Panodil Zapp, Paratabs, Pinex, Paralgan, Panam Retard, Paratabs, Fortamol, Kodipar, Pinex Comp og Paracetamol "SAD". Kilde: Wikipedia


3) Mangel på B-12 vitamin øger måske risiko for demens

Ældre mennesker med en lavere end gennemsnitlig mængde B12-vitamin i blodet har over 6 gange højere risiko for at hjernen skrumper -- hvilket er forbundet med en højere risiko for senere at blive dement.

Det konkluderer forskere i et studie foretaget på Oxford universitet i USA.

Forskerne studerede en gruppe af mennesker, der var mellem 61 og 87 år gamle, i en periode på fem år. Og det viste sig altså, at der var en sammenhæng mellem lav forekomst af B12 i blodet og øget risiko for at hjernen skrumper ind.
NEUROLOGY 2008;71:826-832

Kommentar

De fleste multivitaminer indeholder B12-vitamin, men af forskellige grunde er det for nogle mennesker svært at optage/udnytte vitaminet i tilstrækkelig grad. Derfor er det en god idé, at bestemte udsatte grupper tager ekstra tilskud -- fx vegetarer og ældre mennesker.

B12-vitamin er uskadelig i selv meget store doser (kroppen opbygger blot et lager eller udskiller overskuddet).

Tilskud af B12 kan købes i tabletter med op til 500 mikrogram pr. tablet. Jeg tager selv en stærk B12-vitamin på 125 mikrogram, men kun af og til.


4) Mail: For højt stofskifte

Tak for dit nyhedsbrev som jeg læser med stor interesse.

Jeg har fået målt et lidt forhøjet stofskifte i Østerbro undersøgelsen. Hvad ville du gøre ved det?

Jeg har tidligere fået mit alt for høje kolesteroltal ned til normalt ved en selvbestaltet kostomlægning.

Jeg har tidligere fået mit alt for høje blodtryk ned til normalt med yogaøvelser og en masse åndedrætsøvelser.

Jeg har tidligere fået slidgigt smerter i højre knæ væk ved at spise glucosamin og f.eks. persille.

Jeg har ikke taget medicin i mange år, og håber du ved noget som kan få mit stofskifte ned.

Hilsen Ellen

Hej Ellen

Flot klaret, at du på den måde har fået styr på højt kolesteroltal, højt blodtryk og slidgigt med kostændringer, yoga og tilskud!

Et let forhøjet stofskifte betyder måske ingenting. Det kan være noget midlertidigt, men jeg går ud fra, at du allerede har fået besked på, at det skal måles igen senere.

Det er svært, at sige, hvad du kan gøre, uden jeg kender hele din situation, men generelt set vil en meget sund kost, som beskrevet her sandsynligvis hjælpe.

Undgå også alle stimulanser -- inkl. kosttilskud, urter e.l. "der giver energi", meget høje doser af vitaminer, for mange stærke krydderier og fx stimulerende naturlægemidler. Tag dog et vitamintilskud, der indeholder en dagsdosis af alle vitaminer og mineraler. (Din læge kan enten råde dig til eller fra at tage ekstra jod som tilskud eller i kosten).

Med venlig hilsen
John Buhl


5) Mail: Soja

... jeg vil også lige sige, at jeg for lang tid siden googlede: "soya" og ude i venstre margin stod: "Sandheder om soya". Det kunne jeg naturligvis ikke lade være med at læse, har du læst disse sandheder? Jeg har i al fald undladt soya siden læsningen, men det var måske at overreagere?

Venlig hilsen
Birgitte

Kære Birgitte

Den artikel om "sandheden om soja" har jeg læst. Den er fyldt med forkerte oplysninger, samtidig med at den helt undlader at nævne alle de undersøgelser der tyder på en gavnlig virkning af soja!?

Jeg er ikke fan af soja, men jeg ser den slags useriøse artikler som et langt større problem, end de mulige problemer der er med soja, da disse artikler blot forvirrer mange af de mennesker der ønsker at leve sundt.

Der er grunde til at holde igen med sojabønner (de er meget fedtrige, og de indeholder planteøstrogen som måske ikke er smart for nogle mennesker), men ingen grund til at være bange for at spise sojabønner af og til, og de indeholder også masser af sunde næringsstoffer.

Med venlig hilsen
John Buhl


6) Mail: Sundt at tilsætte kostfibre til maden?

Jeg tænker: Vi vil gerne have mad ind i hovedet, godt, sund mad med den rette sammensætning og mængde. Mængden skal være så vi føler os "ikke længere sultne", dvs. maven skal være tilfreds. Fra maven og til endepunktet, må det være formålet at sunde stoffer, vitaminer og andet godt opsuges, alt for meget fedende stoffer går hurtigt gennem systemet. Som jeg forstår fibres indvirkning er de med til at sørge for den hurtige transport. Hvorfor tilsætter vi så ikke bare fibre til noget mere af vores mad? Det kan jo købes i koncentreret form?

Med venlig hilsen
Niels

Hej Niels

Så enkelt er det desværre ikke.

Hvis formålet udelukkende er hurtig transport kan du givetvis opnå det ved fx at tilsætte kostfibre. Men hurtig transport har meget lidt at gøre med sund ernæring.

Du ønsker alle de vitaminer, mineraler, fedtsyrer, aminosyrer og bogstavelig talt hundredvis af plantestoffer fra sunde fiberrige fødevarer (frugt, grønt, bønner, fuldkorn, nødder), der vil gavne din krop, ikke blot kostfibrene.

Sunde fødevarer har et naturligt højt fiberindhold. Altså ingen grund til at tilsætte flere kostfibre til en sund kost.

Med venlig hilsen
John Buhl


7) Mail: Er blendede frugt og grøntsager i orden?

Jeg vil gerne vide, om det har stor betydning for indhold af vitaminer og mineraler, at man blender frugt og grønt. Jeg spiser f.eks. en del frugt i smoothies og har engang læst, at jo mindre stykker man skar sine grøntsager i, jo mindre blev vitaminindholdet. Omvendt synes jeg ofte, at man kan indtage større mængder i blendet form.

Venlig hilsen
Anne

Hej Anne

Du får stadig en masse gavnlige vitaminer og andet godt fra blendede grøntsager og frugter, og hvis det får dig til at indtage større mængder, så suppler gerne den frugt og grønt du ellers spiser med de blendede.

Hvis du spiser/drikker de blendede grøntsager/frugt lige efter, du har blendet dem, mister de ikke vitaminer af betydning.

Med venlig hilsen
John Buhl


8) Lidt af hvert

Fysisk træning styrker ældres hukommelse

Fysisk aktivitet i 20 minutter hver dag kan reducere problemer med hukommelsen. Det fremgår af en ny undersøgelse publiceret i Journal of the American Medical Association (JAMA)
(videnskab.dk 17-9-2008)

Fødevarestyrelsen advarer mod farlige sports- og slankepiller

Fødevarestyrelsen advarer mod kosttilskudsprodukter af mærket Olimp med en kombination af stofferne synefrin og koffein. Produkterne er både ulovlige og farlige. Produkterne der sælges under navne som Thermo Speed Extreme, Therm Line II og Lady Therm kan give hjerte-kar-lidelser, knogleskørhed og påvirke centralnervesystemet. Læs mere.

Kommentar

Pas altid på udenlandske og ikke-godkendte kosttilskud!
Min mening om slankprodukter her. Min mening om kosttilskud her

For mange drikker for meget

Nye beregninger viser, at 20 % af voksne danskere drikker mere end Sundhedsstyrelsens anbefalede genstandsgrænser. Det er væsentlig flere end hidtil antaget.
Læs mere i Ugens tal.

Kommentar:

Det er i høj grad Sundhedsstyrelsens egne kampagner om, at vi gerne må drikke, blot mænd ikke drikker mere end 21 og kvinder mere end 14 genstande om ugen, der har medvirket til mange misforståelser om alkohols skadelige virkninger.

Sundhedsstyrelsens grænser er alt for høje, og kan let bringe visse personer ud i et misbrug/overforbrug af alkohol, og de mængder er direkte sundhedsskadelige for mange.

Blot en enkelt genstand om dagen er nok til at kvinder har øget risiko for brystkræft. Og selv Fødevarestyrelsen har opfordret til en nedsættelse af grænseværdierne. Fx her. Gravide, kvinder der ønsker at blive gravide og ammende bør holde sig helt fra alkohol.

Der er mange andre eksempler på, at alkohol under de anbefalede grænser fremmer risikoen for sygdomme, afhængighed mv.

Sundhedsstyrelsen bør gøre skaden god igen ved at bide i græsset og erkende, at de har sovet i timen, og få de anbefalede grænser sat ned!

Skjulte bakterier i fødevaremaskiner gør tusindvis syge

Tusindvis af danskere bliver hvert år syge af bakterier i kyllinger, hakkekød og koteletter, fordi der ikke er rent nok i fødevareindustrien.

(Ingeniøren 19-9-2008)

Plastkemikalie medvirker måske til livsstilssygdomme

En ny undersøgelse antyder, at bisphenol A -- som ofte anvendes i plastikprodukter og belægningen af konservesdåser -- er en medvirkende årsag til nogle livsstilssygdomme.
Miljoeogsundhed.dk

Læger sylter viden om bivirkninger

Selv om lægerne skal indberette alle bivirkninger af ny medicin de første to år og alvorlige bivirkninger i det hele taget, sker det stort set ikke.

Et par af de mulige forklaringer, der nævnes i artiklen, er at lægen ikke får penge for at indberette og at det er besværligt.
Jyllands-Posten 20-9-2008


9) Eftertanke

Hvem sagde at fysik/kvantefysik behøver at være kedelig?

Se filmen her, og læs den interessante artikel.

Er du interesseret i kvantemekanik fra en lidt anden synsvinkel -- og hvordan principperne kan give et anderledes syn på livet og den verden, vi lever i -- så se filmen "Verden på hovedet"


”Hvis du finder en god løsning, og binder dig til den, kan løsningen blive dit næste problem.”

-- Dr. Robert Anthony


Søg efter indhold på nomedica.dk og slankenyt.dk:

 

Gratis nyhedsbreve:

Ugeskrift for lægfolk er et gratis nyhedsbrev om sund kost, livsstil mv. Udkommer hver uge via e-mail.
Tilmeld dig her >>

Slankenyt er et gratis nyhedsbrev om overvægt og slankekure. Udkommer via e-mail hver uge eller de fleste uger.
Tilmeld dig her >>

Vegetarbladet er et gratis nyhedsbrev om vegetarkost, der udsendes via e-mail.
Tilmeld dig her >>

Bemærk:

Vi opbevarer naturligvis informationer om din e-mail sikkert og fortroligt, og du kan let framelde dig igen.


Om overvægt og slankekure
Hvordan slank? (den vigtigste side om emnet)
Den grundlæggende årsag til overvægt
Vægtkontrol
Slankeprodukter
Hurtigere vægttab
Sund slankekost
Slankenyheder


Hvordan rask?

Gennemgå disse sider i rækkefølge:
Hvordan rask?
1) Spis dig sundere
2) Undgå stimulanser
3) Sov godt
4) Dyrk motion
5) Få nok sol og frisk luft
6) Rask uden medicin


Sygdomme og symptomer
Hvad er sygdom?
Sygdoms trinvise udvikling


Medicin
Lægemidler
Helbreder medicin?
Bivirkninger
Nedtrapning af medicin
Naturmedicin


Om sundhed og velvære
Hvad er sundhed
Kroppens immunforsvar
Den ideelle kost
kost og sundhed


Bøger:

Hvordan Rask?

Bogen beskriver på en letforståelig måde de ændringer i kost, livsstil mv., der styrker kroppens helbredende evner.
Læs mere her.


Kunsten at ændre vaner 

En bog om hvorfor det er så svært at ændre vaner, og hvad du gør for alligevel at klare det!
Læs mere her


Zoneterapi - lær det selv

Hvor svært kan det være?

2. udgave af den populære bog. 92 sider. 
Læs mere her


Sikker Slank

En bog, der har hjulpet tusindvis af danskere ned i vægt på en sund og sikker måde.
Læs mere her.


Bøger og helseprodukter online

Spar 5 - 30 % på populære kosttilskud, naturlægemidler mv. her: helseonline.dk

Fuld returret på alt, onlinerabat på det meste, fuld sikkerhed og hurtig levering.


Teksterne på nomedica.dk er skrevet/redigeret af John Buhl.

Har du spørgsmål, kommentarer e.l., kan du skrive til mig her



Copyright Nomedica v/John Buhl.

Vigtige brugerbetingelser: Indholdet på Nomedica.dk er udelukkende til informationsbrug. Oplysningerne må på ingen måde tages som erstatning for nødvendig lægebehandling - de må ikke og kan ikke bruges som grundlag for at stille diagnoser eller fastlægge behandling. Læs mere her.