Ugeskrift for lægfolk

Nyheder fra Nomedica uge 20, 2008


  1. Forventningen om en god latter mindsker stress
  2. Mail: Jeg er nok fanatisk vegetar
  3. Mail: Koffeinfri kaffe
  4. Mail: Kernesund familie
  5. Lidt af hvert

Kære læser

Du er velkommen til at indsende spørgsmål, kommentarer e.l. til nyhedsbrevet. 

God weekend!

Med venlig hilsen
John Buhl


”Øvelse gør ikke perfekt. Perfekt øvelse gør perfekt.”

-- Vince Lombardi, fodboldtræner


1) Forventningen om en god latter mindsker stress

Blot forventning om munter latter, som når du ser en sjov film i fjernsynet, er nok til at øge mængden af sundhedsfremmende hormoner i kroppen og sænke niveauet af potentielt skadelige stress-relaterede hormoner.

Det viser ny forskning, der understøtter den opfattelse, at tro, tanker og følelser har reelle og målbare biologiske virkninger.

I et studie fra 2001 påviste Dr. Lee Berk fra Loma Linda University i Californien, at forskellige følelsesmæssige tilstande ændrede sig til det bedre, når folk grinede.

I 2006 viste han i et forsøg at alene forventningen om at se en sjov film var nok til at sætte skub i niveauet af endorfiner (som giver velvære) og væksthormoner i kroppen, hvilket hjælper immunsystemet.

I maj 2008 rapporterer Berk om sit nyeste eksperiment, som viser at blot forventningen om latter mindsker mængden af tre stresshormoner i kroppen.

Mængden af stresshormonet cortisol faldt med 39 % i en gruppe mænd som forventede, at de skulle se en sjov film, sammenlignet med en gruppe mænd, der vidste, at de ikke ville se en sjov film.

Mængden af stresshormonet adrenalin faldt med 70 %.

Mængden af dopac, der også er et hormon der produceres som respons på stress, faldt med 38 %.

Bark mener, at forsøget viser en kraftfuld biologisk påvirkning fra håb eller forventning, og vi kan gøre meget for vores fysiske sundhed ved at opsøge positive oplevelser, der får os til at le.

The American Physiological Society 7-4-2008


2) Mail: Jeg er nok fanatisk vegetar

Hej John

Jeg er vegetar, og har været det hele mit liv.

Jeg har i perioder følt mig lidt besværlig, når jeg spiste ude, men jeg har aldrig spist kød fordi det var besværligt eller uhøfligt ikke at gøre det. Men der er den store forskel jo også, for det betyder rigtig meget hvorfor man kalder sig vegetar.

Hvis det kun er pga. af sundheden er det jo nemt at springe over nogle gange, men for mig er det moralsk og religiøst forkert, og jeg kunne ikke finde på det.

Jeg tager det der er ved siden af og holder lav profil, hvis jeg er et sted hvor det ikke er godset at være vegetar, og roser evt. det andet mad meget =) Så længe jeg ikke prædiker for folk om hvad der efter min mening er moralsk rigtigt at gøre, så synes de det er interessant og spørger ofte ind til det, eller de tager sig slet ikke af det.

Men et sted jeg kommer gør de altid et stort nummer ud af at "dén der skål med det specielle mad" er til mig. Det irriterer mig, for de spiser også selv salat og kartofler! og når jeg bare spiser ude en aften, så springer jeg soyapølser og den slags over, jeg bliver jo mæt alligevel =)

Hvis nogen spørger om jeg spiser fisk, spørger jeg dem, om de nogen sinde har set en fisk vokse på en busk eller et træ? For det har jeg aldrig selv set ;-)

Jeg føler ikke at det, at jeg er vegetar gør nogen forskel socialt!! Men jeg forstår udmærket den store forskel det er for folk der er blevet vegetar som voksne.

Jeg er nok fanatisk vegetar ... jeg mener ikke at man kan kalde sig vegetar hvis man spiser fisk, fordi vegetation er det der vokser op af jorden. Ikke noget levende der kan flytte sig fra et sted til et andet, om det så går, svømmer eller flyver.

Jeg har dog altid spist æg og mælkeprodukter, men det har jeg i sinde at stoppe med. For det holder ikke 100 % i forhold til mine holdninger om dyrevelfærd, da mange køer bliver malket 5 gange om dagen og får ødelagt deres ryg af det kæmpe yver det giver dem. Det vil jeg ikke støtte.

Jeg holder mig til enten eller princippet. Du kan ikke gå og være dyreforkæmper og så samtidig spise det kød der kommer fra et dyr der har lidt, eller drikke den mælk. Ligeledes kan du heller ikke kalde dig vegetar og så spise kød for høflighedens skyld.

Man har via rundspørge fundet ud af, at 9 ud af 10 der kalder sig vegetarer, spiser kød når ingen ser det. Så er det efter min mening noget vås at kalde sig vegetar.

Pointen er, at det at jeg er vegetar kun påvirker det sociale hvis jeg lader det gøre det. JEG beslutter om det skal gøre en social forskel! Det gør du også!

Når du har besluttet dig for at støtte alt det gode en vegetar støtter (kornpriserne for de fattige, miljøet, din sundhed og din moral) så er der ingen der skal rokke dig til at lave sidespring.

Når man står fast har andre nemlig større respekt for det man gør. Det gælder også når man fravælger alkohol.

Jeg er glad for jeg gør det som jeg gør. Jeg kan se og høre at andre respekterer det og bliver inspireret. Det glæder mig på verdens vegne.

Jo flere vi står sammen, jo større effekt har det for vores verden der så hård behøver det.

Mvh.
Barbara

Kommentar

Her kommer Barbara ind på andre aspekter af at være vegetar – ud over det sundhedsmæssige.

Hvad mener du – kan der være et etisk/moralsk aspekt i at fravælge animalske fødevarer?

Kan man være for fanatisk, eller er det kun helt fint at holde fast på sine principper?

Jeg hører gerne fra flere vegetarer og andre, der spiser meget sundt. Hvordan klarer du problemet med at spise sundt, når du er ude? Behøver det at være et problem?


3) Mail: Koffeinfri kaffe

Hej John.

Man hører ofte, at mange har problemer med uro/søvnbesvær og hjertebanken, efter at have drukket kaffe pga. koffeinen, som bl.a. i mailen fra Helle.

Jeg undrer mig bare over, at der aldrig er nogen der nævner, at der findes KAFFE UDEN KOFFEIN, både som almindelig og som frysetørret "Nescafé".

Jeg har selv haft ovennævnte symptomer, men efter at jeg er begyndt at drikke koffeinfri kaffe, sover jeg nu uden problemer.

Og det er da hyggeligt med en kop aftenkaffe.

Indeholder koffeinfri kaffe ikke antioxidanter?

Tak for et interessant nyhedsbrev.

Med venlig hilsen
Bente

Hej Bente

Koffeinfri kaffe indeholder også antioxidanter.

Du har helt ret i, at koffeinfri kaffe kan være en løsning i den situation (hvis man er MEGET følsom overfor koffein, skal man dog være opmærksom på, at koffeinfri kaffe stadig indeholder meget lidt koffein).

Der findes flere metoder til at fjerne koffein fra kaffe. I værste tilfælde kan der muligvis være små rester af de opløsningsmidler, der i nogle tilfælde bruges til fjerne koffein, være tilbage i kaffen.

I de fleste tilfælde bruges dog vist enten kuldioxid eller vand til at fjerne koffeinen, og det skulle være helt harmløst.

Alt i alt må konklusionen være at koffeinfri eller koffeinlet kaffe er sundere end kaffe med koffein.

Med venlig hilsen
John Buhl


4) Mail: Kernesund familie

Hej John! :-)

Den aktuelle debat vedr. bogen “Kernesund familie”, når nye højder. Kan se at selv den danske Sundhedsstyrelse nu har ladet sig inspirere, og kommer nu med en kommentar til sagen. Ja, ligefrem en advarsel! Læs her

Jeg har selv læst dele af bogen, som efter min overbevisning har nogle gode pointer og råd – såsom at skære ned eller afholde sig fra mejeriprodukter og søde sager. Dog også nogle lidt “poppede” råd.

I særdeleshed debatten om mejeriprodukter er interessant, da den typiske opfattelser vedr. netop mælkeprodukter overvejende er positiv. Jeg er af den overbevisning, at det ikke er ene gode sager, vi finder i disse produkter – herunder bl.a. mættet fedt og mælkeprotein.

Måske du har en kommentar til den aktuelle sag?

På forhånd tak!

Lars Holm Christensen

Hej Lars

Jeg er enig med dig i, at der er mange gode råd i bogen, men efter min mening også anbefalinger og påstande, der er tvivlsomme og mindre gode. Og det er jo altid fint med en debat.

Der er flere argumenter for at give børn mælk (det væsentlige er, at mælk er meget næringsrig). Men der er også gode argumenter for at lade være!

Jeg holder på, at det bedste er, at babyer får modermælk og når perioden med modermælk er ved at være slut, suppleres modermælk med anden mad. Ikke komælk. Heller ikke gedemælk.

HVIS man fravælger komælk er det naturligvis vigtigt, at man sikre sig at barnet får alle næringsstoffer på anden måde. Jeg er helt enig med synspunktet i artiklen fra Sundhedsstyrelsen om, at ris-, havre- eller sojamælk ikke kan eller bør sammenlignes med mælk. Disse mælkeerstatninger kan sagtens anvendes, og med fordel, men ikke i den tro, at de indeholder de samme næringsstoffer som rigtig mælk.

Man skal tænke sig om, især når det gælder spædbørn!

Med venlig hilsen
John Buhl

PS: Jeg hører gerne fra andre, der har læst bogen ”Kernesund familie”. Hvad mener du om bogen?

Du kan læse mere om bogen Kernesund familie og evt. købe den her


5) Lidt af hvert

Søgemaskiner gør os ikke klogere

Australsk forskning tyder på, at vi sorterer den information fra, som vi ikke er enige i. Selv om en internetsøgning giver en masse relevante oplysninger, har vi en tendens til at vælge den information, der passer bedst med vores overbevisning.
Ingeniøren 12-5-2008

Luftforurening kan give blodpropper

Et nyt studie fra amerikanske forskere viser, at skadelige partikler fra biler og fabrikker også kan udløse blodpropper. Luftforening kan udløse blodpropper i benet, og i de værste tilfælde kan de blive dødelige. Forskere ved Harvard University fandt, at risikoen for blodpropper er 70 pct. større i områder, hvor den årlige koncentration af forurening er en fjerdedel højere end gennemsnittet.
Jyllands Posten 13-5-2008

Konditionstræning forærer dig 12 år

En ny canadisk undersøgelse viser, at konditionstræning kan udsætte aldringen markant. Mennesker, der bliver ved med at dyrke konditionskrævende motion gennem det meste af livet, kan forsinke den biologiske aldring med op til 12 år.
Jyllands Posten 10-5-2008

Uvidenhed øger brug af hovedpinepiller

Voldsom stigning i salget af svage smertestillende lægemidler. Vi ved ikke nok om de præparater, vi putter i munden, og alligevel spiser vi hovedpinepiller som aldrig før. De færreste af os bekymrer os om hovedpinepillernes bivirkninger.
Jyllands Posten 10.05.08

Sådan overlever du et hospitalsbesøg

10 gode råd til dig der skal på hospitalet
Det burde være lægernes opgave at finde fejl i behandlingen af patienter. Men i virkeligheden er det ofte patienten selv, der må råbe op.
24timer 7-5-2008

Laseroperationer ødelægger synet

80 danskere får hvert år ødelagt deres syn i de såkaldte laseroperationer, men den risiko fortæller de private øjenklinikker intet om.
Politiken 9-5-2008

Tarmskylning er udokumenteret og risikabelt

Det er ikke kritikernes opgave at bevise, at metoden er virkningsløs – det er tilhængerne, der skal dokumentere, at det virker
Dagens medicin 2008-05-09

Pollen kan give madallergi

Hver femte dansker lider af pollenallergi, og er du en af de uheldige, bør du være opmærksom på en række madvarer.
Jyllands Posten 8-5-2008


"Den eneste sikkerhed/tryghed i livet kommer fra at gøre noget ualmindeligt godt."

-- Abraham Lincoln