|
Trang til søde sager
Længere
tids overforbrug af sukker og søde sager giver mange forstyrrelser i kroppen, og kan
bl.a. medvirke til overvægt.
Trang til søde sager bør normalt tilfredsstilles ved at
spise sunde søde sager - altså friske og evt. tørrede frugter.
Men får du ofte en næsten besættelsesagtig trang til
noget sødt, udgør det et problem, du bliver nødt til at løse, hvis du ønsker at blive
friskere - eller hvis du er overvægtig og ønsker at komme ned i vægt.
Det, som de fleste overvægtige har mest lyst til, når
de oplever falsk sult (sult som ikke skyldes behov for næringsstoffer), er
fedt- og sukkerrige fødevarer. Altså netop de fødevarer, som alt for let sætter sig
eller giver andre problemer.
Det er også almindeligt, at mange bliver næsten
afhængige af kulhydrater i form af brød, pasta o.l.
Kulhydrater omdannes til sukker i kroppen (eller til
fedt). Det er især raffinerede kulhydrater, som alt for hurtigt bliver til sukker, og
derved kan forstyrre dit blodsukker.
Læs evt. artiklen om overspisning og
kulhydrater
Mulige årsager
Når du spiser sukker (eller salt) begynder kroppen at
fremstille endorfiner, som er kroppens eget beroligende stof. Det er måske grunden til at
din trang til søde sager stiger i takt med, hvor stresset du er.
Chokolade indeholder også en del næringsstoffer
så måske skriger din krop efter chokoladen, fordi du mangler nogle af de mineraler,
fedtsyrer mv., der er i chokoladen. En anden grund til at nogle især oplever ustyrlig trang
til chokolade kan være at chokolade både indeholder sukker, fedt, forskellige
smagsstoffer og stimulerende stoffer. Altså flere grunde til at netop chokolade frister mange
med hang til sødt.
Noget tyder på at sukker og andre kulhydrater fremmer
dannelsen af stoffet serotonin i hjernen og mangel på serotonin har muligvis
negativ indflydelse på humør og velvære. Måske er der også et sammenhæng mellem
underskud af B-vitaminer og mangel på serotonin.
En ustyrlig lyst til brød og andre kulhydrater kan
derfor være et behov for mere serotonin (og evt. et tegn på andre mangeltilstande).
I specielle situationer oplever mange kvinder en øget
trang til kulhydrater. Det gælder f.eks. når de gennemgår puberteten, under graviditet,
tiden efter overgangsalderen og i tiden op til menstruationen.
I de perioder falder kvindekroppens indhold af hormonet
østrogen, mens indholdet af progesteron stiger.
Den rykkede balance får mængden af serotonin i hjernen
til at falde. I et forsøg på at øge mængden af serotonin øger kroppen trangen til
chokolade, kager, søde sager - - eller måske blot kulhydrater i form af brød o.l.
Uhæmmet trang til kulhydrater kan også være
forårsaget at lavt blodsukker. Blodsukkeret kommer ned under et vist niveau og din krop
begynder at hige efter søde sager eller andre kulhydrater (som jo bliver til blodsukker).
Mange af de symptomer, der kan opstå ved problemer med
blodsukkeret kan let forveksles med "psykiske" eller "mentale"
problemer. En følelse af stress og uro kan delvist være forårsaget af biokemiske
forstyrrelser - som f.eks. "lavt blodsukker".
Trang til stimulerende mad (f.eks. meget salt, sødt
eller stærk mad) kan dække over en underliggende træthed eller udmattelse. En anden
forklaring på ustyrlig trang til søde sager er derfor mangel på søvn eller mangel på
god søvn.
Lad os se på, hvordan du kan få styr på hang til det
søde:
10 tips ...
der tager trangen til søde sager
- Spis lidt af det, du har ustyrlig lyst til. Moderate
mængder af det søde kan faktisk være med til at forhindre, at du spiser for meget af
det.
Er du på slankekur, og kæmper mod en næsten
konstant trang til chokolade eller andet af "det forbudte", er det bedre at
spise lidt en gang imellem frem for at vente så længe, at du pludselig går bersærk og
spiser alt for meget.
Hvis du hele tiden siger til dig selv, at du ikke må spise det, du
har lyst til, ender det let med, at du får endnu mere lyst - og til
sidste kaster dig over netop det, du havde bestemt dig for ikke at spise.
- Du kan bekæmpe din hang til søde sager eller andre
fødevarer med stærk selvkontrol - men kun for en tid.
Hvis du nægter dig selv noget sødt for længe ad gangen, risikerer du, at du
pludselig falder i den anden grøft og spiser en masse slik på én gang.
Viljestyrke er en god og nødvendig ting, men det er ikke
nok. Løsningen er bl.a. en næringsrig men forholdsvis
kaloriefattig kost, som du begynder at holde af.
Læs evt. også artiklen om den ideelle kost
Det hjælper bl.a. til en bedre appetitregulering og et
normalt stofskifte.
- Spis, når du er sulten. Drop alle større måltider. Spis
mange små måltider.
Hyppige måltider med 2-3
timers mellemrum er med til at sikre en god appetitregulering og holder dit blodsukker i
balance (men du skal naturligvis kun spise, hvis du er sulten).
Derved undgår du, at pludselige fald i blodsukkeret får
din krop til at skrige efter noget sødt.
Det gælder især om at undgå fødevarer med hurtigt
nedbrydeligt raffineret sukker - f.eks. det hvide sukker, som også findes i slik og
kager. I stedet bør du spise de fødevarer, som bliver optaget i blodet over en længere
og dermed mere stabil periode, og som indeholder andre næringsstoffer ud over blot
sukker. Det gælder blandt andet frugt, grøntsager, fuldkorn, nødder, frø og bønner.
- Mange fødevarer er blevet fremstillet for at appellere til
din medfødte og tilegnede smag for sødt, salt og fedt.
Du må gradvist overvinde din trang til at spise disse
fødevarer.
Og det er meget lettere at overvinde
trangen, når de ikke er i
nærheden.
Lad være med at bringe de ting ind i dit hus, som du
prøver at undgå, og/eller sørg for at de er ude af syne og svære at få fat på.
- Har du stærk trang til søde sager, så prøv med friske
frugter (eller mindre mængder tørrede frugter). Det vil tilfredsstille din trang til det
søde på en sundere måde.
Anvend frugt (og
eventuelt grøntsager) som erstatning for slik og søde sager. Søde frugter, især
tørrede frugter, er gode erstatninger (men undgå at spise for mange ad gangen).
De sundeste erstatninger for søde sager er friske
frugter. Du kan eventuelt også lave frugtis, frugtsalater eller frugtdesserter.
Har du stærk trang til noget sødt efter dine måltider,
så prøv
- At spise lidt langsommere.
- At spise lidt mindre.
- At slutte af med et stykke frugt.
- Gør hvad du kan for at indføre sunde, næringsrige
kostvaner og din trang til søde sager bliver efterhånden mindre.
- Er du ofte træt eller udkørt, så gør noget for at
organisere dit liv, så der også er plads til hvile og nok søvn.
- Spormineralet Krom kan i nogle tilfælde hjælpe med at
regulere blodsukkeret. Tag mindst 200 mcg. dagligt. Også andre mangler kan medvirke til en
"ukontrollerbar" trang til søde sager eller stimulanser, så vær dækket ind
med vitaminer, mineraler mv.
- Er du overvægtig vil et sundt og fornuftigt
slankeprogram, baseret på en bedre kost og livsstil, efterhånden hjælpe dig ned i vægt
uden du hele tiden behøver at kæmpe mod hang til søde sager o.l.
- Når du ændrer kost og livsstil på en god måde, vil du efterhånden få
mindre lyst til det usunde og mere lyst til det sunde.
Få inspiration fra bogen "Sikker
Slank i 7 trin"
Er du svært overvægtig - og føler dig direkte afhængig af søde sager, og
evt. andre fødevarer, som du bare "skal" spise hver dag eller - bør du
læse bogen "Fat for life?" (Vil du
altid være overvægtig?).
Copyright John Buhl. Sidst revideret 23 januar 2005
|
|