Ugeskrift for lægfolk
Nyheder fra Nomedica
uge 02, 2014
-
Sund og kaloriefattig kost — hvorfor er det så svært?
-
Forhøjet kolesteroltal øger risikoen for brystkræft
-
Søvnforstyrrelser forbundet med tidlig død for mænd
|
|
|
Det er netop
muligheden for at realisere en drøm, der gør livet interessant.
— Paulo
Coelho
Sund og kaloriefattig kost — hvorfor er det så svært?
Dette er et uddrag fra 1200 PLUS forløbet (et sikker slank forløb,
jeg omtalte
i
sidste slankenyt), som giver et bud på, hvorfor det er så svært at
spise sund mad uden for mange kalorier.
Emnet er dog ikke kun relevant for overvægtige, der ønsker at tabe
sig.
Det burde være enkelt at skabe et underskud af kalorier på 500 -
1.000 kcal dagligt og tabe ½-1 kilo om ugen, og for svært overvægtige at
skabe et kalorieunderskud på 1.000 - 1.500 kcal (måske mere) dagligt, og
sikre et hurtigt vægttab. Men i praksis kan det være meget svært at
fastholde et kalorieunderskud længe nok til, at tabe alle overflødige
kilo.
Spørgsmålet er, hvorfor det er så svært at smide de ekstra kilo.
Og endnu vigtigere: hvorfor er det så svært at holde
kalorieindtagelsen på et fornuftigt niveau efter et vægttab, så du
bliver i stand til at fastholde vægttabet?
Dyrene i naturen har ingen problemer med at indtage præcist det antal
kalorier, de har brug for. Det klarer de uden kalorietabeller — og uden
ernæringseksperter, der udregner hvor mange proteiner, kulhydrater,
kostfibre og alt muligt andet, de bør spise.
Dyrene, som lever og spiser på en måde, som de er biologisk
tilpasset, har en meget præcis fornemmelse af kaloriebehov.
Gennem millioner års udvikling har dyrene fået indbygget en
regnemaskine i deres gener (arvemasse), der nøjagtigt beregner hvad og
hvor meget, de bør spise.
Derfor er en elefant, som en elefant skal være, en kat som en kat
skal være, en hjort som en hjort skal være. Hverken for tykke eller for
tynde (såfremt de er i stand til at finde nok af deres naturlige føde).
En svale, der spiser alt for meget, flyver ikke længere som en svale.
Derfor spiser og flyver svaler, som de altid har gjort, og som naturen
har bestemt er bedst for netop svaler.
Det er kun, når dyr bliver fodret med mad, som de ikke er biologisk
tilpasset, at de kan begynde at veje for meget (som det fx kan være
tilfældet med kæledyr, eller når landmanden bevidst feder sine dyr op).
Og der er forklaringen også på menneskers overvægt. Vi er kommet alt
for langt væk fra vores naturlige kost og livsstil.
Eftersom vi tror, vi er klogere end naturen, fremstiller vi vore egne
fødevarer. Og meget af det, vi spiser, er så forarbejdet og tilsat så
mange tilsætningsstoffer, at de er meget forskellige fra de fødevarer,
som vi er biologisk tilpassede gennem millioner års udvikling.
Fødevareindustrien gør meget for, at deres produkter bliver solgt i
store mængder. Derfor er forarbejdede fødevarer — lige fra almindelige
morgenmadsprodukter og brød til slik og kager — designet til at
tilfredsstille din krops indbyggede trang til kalorier.
Det er fødevarer, som tilfredsstiller din trang til sukker, fedt og
salt — men uden du bliver helt mæt og tilfreds, før du har indtaget for
mange kalorier.
Mange af os er blevet så vant til, at det, vi spiser, skal smage på
en anden måde, end de fødevarer, vi finder i naturen.
Vi har også vænnet os til at justere og rette på den mad, vi selv
tilbereder, så den smager, som vi er blevet vænnet til, at "rigtig mad"
nu engang skal smage.
Vi tilsætter og fjerner, indtil vi har ændret de naturlige fødevarer
så meget, at de passer til vore smagsløg — og til vores trang til
kalorierig og stimulerende mad.
Vi fjerner en masse gavnlige stoffer under forarbejdningen, og får
stærkt raffinerede produkter som sukker, hvedemel og olie.
De giver os mange kalorier, men kun lidt mæthed.
Fødevareindustrien eller os selv tilsætter salt, krydderier,
farvestoffer, sukker, olie, smagsforstærkere mv. til de "forfinede"
fødevarer, så maden smager af mere og giver os den oplevelse, vi ønsker.
Men når vi piller for meget ved naturen, og indtager for mange
fødevarer, som vi egentlig ikke er beregnet til at spise, får vi
problemer.
Mange begynder at veje for meget.
Mange begynder at fejle for meget.
Læs evt. også artiklen:
Hvorfor er det så svært at spise sundt?
Forhøjet kolesteroltal øger risikoen for brystkræft
En undersøgelse offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift
Science viser, at for meget kolesterol i blodet kan medvirke til, at
brystkræft spreder sig.
Problemet er, at et biprodukt af kolesterolet virker som hormonet
østrogen, hvilket kan øge spredning og væksten af brystkræft.
Der er dog tale om et forsøg på mus, så det er endnu uvist, i hvilken
udstrækning det også gælder hos mennesker.
Kilde: Donald P. McDonnell m.fl. 27-Hydroxycholesterol Links
Hypercholesterolemia and Breast Cancer Pathophysiology
Science 29 November 2013: 1094-1098. [DOI:10.1126/science.1241908]
Kommentar:
Løsningen er at sænke et forhøjet kolesteroltal med sundere kost og
motion. Det er som regel muligt rimeligt hurtigt at få et højt
kolesteroltal ned.
Søvnforstyrrelser forbundet med tidlig død for mænd
Søvnproblemer kan være med til at forudsige for tidlig død hos ældre
mænd.
Forskere fandt, at ældre mænd, der havde symptomer på
søvnforstyrrelse - såsom problemer med at falde i søvn eller holde sig
sovende om natten, havde en øget risiko for at dø af hjerte-relaterede
problemer.
Forskerne analyserede data fra 23.447 mænd, som blev fulgt mellem
2004 og 2010.
Efter at have taget højde for andre potentielle faktorer, herunder
kroniske tilstande, livsstilsfaktorer og alder, fandt forskerne, at
problemer med at falde i søvn øgede risikoen for at dø af
hjerte-relaterede årsager med 55 procent, sammenlignet med mænd, der
ikke havde søvnforstyrrelser.
Undersøgelsen viste også, at det ikke betød noget om problemerne var,
at personen havde svært ved at falde i søvn, havde problemer med at sove
igennem eller konsekvent vågnede for tidligt. Alle havde øget risiko for
tidlig død.
Kilde: Xiang Gao m.fl. The Association between Insomnia Symptoms and
Mortality: A Prospective Study of US Men.
Circulation. 2013; published online before print November 13 2013,
doi:10.1161/CIRCULATIONAHA.113.004500
Kommentar:
Som vi har været inde på mange gange tidligere er god søvn og nok
søvn meget vigtigt for helbredet.
For mennesker med alvorlige søvnproblemer er det ofte vigtigere at
satse på bedre søvn end noget andet.
Se dybt ind i
naturen, og du vil forstå alt bedre.
— Albert
Einstein