Ugeskrift for lægfolk
Nyheder fra Nomedica
uge 05, 2015
- Frisk luft — en vigtig betingelse for sundhed og velvære
- Luftforurening øger risikoen for hjertesygdom
- Luftforurening forbundet med medfødte defekter
- Autisme forbundet med luftforurening
- Hvad du kan gøre
|
|
|
Vi skal bruge tid som
et redskab, ikke som en sofa.
— John F. Kennedy
Frisk luft — en vigtig betingelse for sundhed og velvære
Frisk luft er en vigtig men undervurderet betingelse for sundhed og
velvære. Og luftforurening er ofte en overset faktor ved dårligt helbred
og sygdomme.
De helbredsmæssige konsekvenser af luftforurening er et stort problem
i det meste af verden — især for mange af de mennesker, der lever i
byerne.
Faktisk forårsager luftforurening mere end 3 millioner dødsfald på
verdensplan hvert år og forårsager 3,1 procent af alle tilfælde af
invaliditet.(1)
I rygeres hjem er tobaksrøg ofte den største kilde til
luftforurening.
Selv om vi er kommet langt vedr. rygning, er der stadig et godt
stykke vej til, at alle rygere helt forstår risikoen forbundet med, at
børn indånder tobaksrøg eller bliver udsat for partikler fra tobaksrøg.
En undersøgelse viste for nylig, at hver femte ryger vægter forældres
behov for at ryge i hjemmet højere end børnenes behov for at indånde
røgfri luft (2).
Luftforurening øger risikoen for hjertesygdom
Luftforurening er en af de risikofaktorer for hjertesygdom, som kan
undgås - på samme måde som rygning og for meget fedt i kosten kan undgås
- og noget som læger bør advare patienter om, at de bør undgå.
Det viser en ny opgørelse fra 20 hjerteeksperter, der samtidig
opfordrer folk til at tage skridt til at beskytte sig mod at indånde
forurening fra trafik, opvarmning og industri, når det er muligt, og at
politikerne vedtager love, der mindsker luftforurening.
Problemet er, at de luftbårne partikler forårsager inflammation i
lungerne og kommer ind i kredsløbet, hvor de giver inflammation i
blodkarrene og derved medvirker til dannelse af blodpropper og
hjerterytmeforstyrrelser.(1)
Luftforurening forbundet med medfødte defekter
Det er kendt, at børn, ældre og mennesker med svækkede respiratoriske
systemer (såsom astmatikere) har tendens til at være særlig følsomme
overfor virkningerne af eksponering for ozon, nitrogendioxid,
svovldioxid og partikler.
En undersøgelse fra Tel Aviv University er den første til at vurdere
sammenhængen mellem luftforurening og medfødte misdannelser.
Resultatet viste, at eksponering for højere niveauer af
luftforurening under graviditeten er forbundet med øget forekomst af
medfødte misdannelser.(3)
Autisme forbundet med luftforurening
Jo større eksponering for fine partikler, der udsendes fra
afbrænding, køretøjer og industri jo større risiko for autisme.
Børn, hvis mødre blev udsat for høje niveauer af
finpartikelforurening i slutningen af graviditeten har op til dobbelt så
stor risiko for at udvikle autisme som børn af mødre, der indåndede
renere luft. Det rapporterer forskere ved Harvard School of Public
Health.
Forskerne indsamlede data om 116.430 kvinder, hvor kvinderne boede
mens de var gravide og niveauer af partikelforureningen. Konklusionen på
undersøgelsen var, at høj eksponering i tredje trimester fordobler
risikoen for autisme.(4)
___
Ren luft risikerer at blive en mangelvare i en ikke al for fjern
fremtid, hvis ikke politikerne rundt omkring i verden tager sig sammen.
Herhjemme kan vi begynde med i langt højere grad at regulere eller
forbyde forurening af vores fælles luft via brændeovne og anden
unødvendig forurenende opvarmning af boliger.
Selv om en
ny lov er en opstramning og et skridt på vejen, er det slet ikke
nok.
Ældre mennesker og syge med et svækket immunsystem bør i særlig grad
gøre, hvad de kan, for at indånde så frisk luft som muligt. Det samme
gælder gravide og småbørn.
Det er med andre ord især vigtigt for udsatte personer at undgå
luftforurening. Det gælder:
- gravide (deres fostrer)
- små børn
- personer med luftvejsproblemer
- personer, der er disponeret for hjerte-kar-sygdomme
- ældre personer
- personer med et svækket immunsystem.
- alle alvorligt syge mennesker.
Hvad du kan gøre
Sørg for et godt indeklima. Dit indeklima bliver belastet af
stort set alt, hvad du foretager dig i dit hjem — de stoffer, der damper
ud af nye møbler, stegeosen fra køkkenet, udåndingsluft, støvmider, fugt
osv. Det samme gælder på arbejdspladsen.
Det bedste er mest enkle råd til bedre indeklima er grundig
udluftning hver dag. Åbn vinduerne, så der er gennemtræk i fem-ti
minutter to til tre gange om dagen året rundt.
Bor du i et område med meget trafik, lufter du ud på tidspunkter,
hvor der er mindst trafik, og/eller ikke ud mod vejen.
Dyrk så vidt muligt motion udendørs og på steder, hvor luften
er renest (fx i parker, ved skov eller strand e.l.).
Undgå så vidt muligt luftforurening fra brændeovne, og lad
selv være med at bruge brændeovn.
Det kan være næsten umuligt at undgå røg fra naboernes brændeovne,
men fx ved at lufte ud på den rigtige side af huset, afhængig af
vindretningen, kan det gøre en forskel.
Undgå enhver form for tobaksrøg — også passiv rygning.
Hvis du bor i en storby tæt på en trafikeret vej, så hold dig så
vidt muligt indendørs, når forureningen er værst eller "flygt" over
i en park, til standen eller til en skov og brug tiden på motion e.l. i
den friskere luft, og/eller luk vinduerne tæt og luft grundigt ud, når
udeluften er renest mulig.
Eftersom en stor del af udendørs forurening trænger ind i bygninger,
kan det for nogle særligt udsatte mennesker, der bor i områder med meget
luftforurening, være en god idé at få installeret ventilationsanlæg med
filter i deres hjem.
___
Kilder:
(1) Robert F. Storey m.fl. Expert position paper on air
pollution and cardiovascular disease. European Heart Journal. DOI:
http://dx.doi.org/10.1093/eurheartj/ehu458 First published online: 9
December 2014
(2)
Hver femte ryger blæser på børnene (Berlingske 22.12.2014)
(3) Liat Lerner-Geva m.fl. The possible association
between exposure to air pollution and the risk for congenital
malformationsOriginal Research Article. Environmental Research, Volume
135, November 2014, Pages 173-180
(4) Marc G. Weisskopf m.fl. Autism Spectrum Disorder
and Particulate Matter Air Pollution before, during, and after Pregnancy:
A Nested Case–Control Analysis within the Nurses’ Health Study II Cohort
Environ Health Perspect; DOI:10.1289/ehp.1408133. Online 18.12.2014.
Abstract
Når dit liv
er besidde-centreret, er det vigtige, hvad du har. Når det er
princip-centreret, er det vigtige, hvem og hvad du er.
— Nido Qubein