Ugeskrift for lægfolk
Nyheder fra Nomedica
uge 06, 2014
Folk elsker
at høre "gode nyheder" om deres dårlige vaner.
— John
McDougall
Protein & proteinkure
I Danmark spiser vi proteiner som aldrig før. Det er en følge af, at
flere slankekure anbefaler et stort proteinindtag. (dr.dk/nyheder)
Vi går amok i protein. Især paleo-diæten og andre proteinrige diæter
får danskerne til at storspise bl.a. skyr, mandler og æg. (landbrugsavisen.dk)
Og flere andre medier har i den senere tid beskrevet, hvordan vi
danskere indtager mere og mere.
Det sker på trods af, at der ikke er videnskabelig dokumentation for,
at en meget proteinrig kost er en god løsning på vægtproblemer.
For ikke så længe siden satte en stor undersøgelse endda
spørgsmålstegn ved påstanden om, at protein forebygger fedme.
Undersøgelsen viste faktisk en øget forekomst af overvægt blandt
personer, der indtog meget protein.(1)
Kræftens bekæmpelse anbefaler af gode grunde, at vi spiser mindre kød
og mere grønt og brød med fuldkorn og kostfibre.
Det er dog korrekt, at en kost med ekstra protein kan give øget
mæthed og på kort sigt fremme et vægttab. På længere sigt er det straks
mere tvivlsomt.
Der er god grund til at være på vagt overfor proteinkure. Der er
risiko for, at de kan gøre endog meget skade på længere sigt!
Seniorforsker, DTU fødevareinstituttet, Agnes Pedersen, udtalte til
Tv-avisen, at der ikke er grund til at bekymre sig om protein i den
danske kost. Vi får tilstrækkelig protein og har fået det i mange år.
Overlæge Peter Marckmann blev også spurgt i udsendelsen. Han udtrykte
sine bekymringer om risikoen for nyresygdomme ved at spise for meget
proteinrig mad. Han arbejder med nyresyge patienter og mener, at vi i
Danmark kan få mange flere nyresyge som følge af, at vi overdriver
indtagelsen af protein.
Marckmann advarer om, at en fordobling af proteinindtagelsen, som
ofte anbefales til overvægtige, overbelaster nyrerne, får nyrerne til at
svulme op og med tiden udvikler ardannelser, så deres funktion bliver
forringet, og det kan gå helt galt.
Se
udsendelse i Tv-Avisen her
En relativ ny undersøgelse bekræfter, at der sandsynligvis er en
væsentlig risiko for at udvikle alvolige nyresygdomme på en meget
proteinrig kost.
Forskerne studerede 20 rotter, der var delt op i to grupper med 10 i
hver. Den første gruppe blev fodret med en proteinrig kost, hvor 45 % af
kalorierne kom fra protein. Den anden gruppe fik en kost med normalt
proteinindhold. Forsøget varede i 12 uger, hvilket svarer til 9
menneskeår.
Undersøgelsen viste, at en meget proteinrig kost øgede risikoen for
at udvikle nyresygdom og havde en negativ virkning på urinvejene,
nyrernes form og gav øget risikoen for blandt andet nyresten. Kosten
gjorde også urinen mere sur og gav øget udskillelse af calcium i urinen
(indikerer at knoglerne mister kalk pga. den store mængde syredannende
protein).(2)
Forskerne advarer om, at en meget proteinrig kost nok også hos
mennesker kan få alvorlige konsekvenser for helbredet.
Et andet problemer er, at stor indtagelse af animalsk protein ændrer
tarmfloraen og derved øge forekomsten af inflammation (betændelse) i
kroppen. Faktisk kan større mængder kød og mejeriprodukter hurtigt ændre tarmfloraen og
forårsage betændelse.
En undersøgelse fra Harvard University offentliggjort i tidsskriftet
Nature fandt, at kosten hurtigt ændrer på din tarmflora — altså de
mikroorganismer, der bor i dine tarme.
Det har længe været kendt, at kosten påvirker typen og aktiviteten af
de mikroorganismer, der holder til i tarmene, men Harvard Forskerne
fandt, at selv det, vi spiser på kort sigt, kan have drastiske
konsekvenser for typen og antallet af mikrober i vores tarme og deres
evne til at øge forekomsten af betændelse i mave-tarmkanalen.
Forskerne fandt, at senest to dage efter indtagelse af en kødbaseret
kost, steg forekomsten af potentielt sygdomsfremkaldende bakterier i
tarmene.
Harvard forskere opdagede også, at de mikrober, der findes i
fødevarer, hurtigt koloniserer tarmen. Det gjaldt både bakterier, svampe
og vira.
Det mest bemærkelsesværdige var, at forskerne kunne se, at en
animalsk baseret kost forårsagede en vækst af mikroorganismer, der er i
stand til at udløse inflammatorisk tarmsygdom efter kun to dage på en
sådan kost.(3)
Undersøgelsen giver derved et fingerpeg om, hvorfor netop en
plantebaseret kost uden eller næsten uden kød, mejeriprodukter og andre
animalske fødevarer, ofte er en effektiv kost mod sygdomme, hvor
inflammation spiller en rolle — fx hjertesygdomme, diabetes, gigt og
endog kræft.
Læs også artiklen:
Helbredende kost er plantebaseret kost
Kostplaner og kostideer baseret på animalske fødevarer — ikke mindst
de ekstreme diæter som stenalderkost, Atkins, Dukan og måske endda
"Verdens bedste kur" o.l., — vil på længere sigt kunne skade helbredet
ved at ændre tarmfloraen og på andre måder.
Vi har tidligere været inde på problemer med inflammation i kroppen.
Læs evt. artiklerne:
Betændelseshæmmende kost giver bedre helbred og øger levealderen
Mere kød i kosten, mere betændelse i kroppen
Betændelseshæmmende kost
Sammenhæng mellem betændelse og kroniske sygdomme
Kosten kan enten fremme eller modvirke inflammation i kroppen, og det
er på mange måder vigtigt at undgå en kost, der fremmer inflammation.
Professor Bente Klarlund Pedersen udtaler til bladet Helse, at det
sikreste tegn på en inflammation i kroppen (en såkaldt tavs
inflammation, som vi ikke mærker) er, at livvidden er større end
halvdelen af højden. Det skyldes at tavs inflammation får os til at
udvikle fedt inde omkring de indre organer. Fedtet her bliver med tiden
betændt og er med til at udsende de signalstoffer, der aktiverer
immunforsvaret. En let, kronisk inflammation giver derfor som regel en
stor livvidde.(4)
Som professor T. Colin Campbell beskriver i en længere artikel om
protein: ... "Ved at tilføje mere og mere protein til vores kost, og
næsten altid få det fra animalske fødevarer, skaber vi en lang række
ernæringsmæssige problemer."(5)
Jeg mener slet ikke, at det er i orden, at anbefale mere protein til
mennesker, som allerede får nok protein, og især ikke til overvægtige,
som jo i forvejen har øget risiko for nyresygdomme og kronisk
inflammation.
I denne tid, hvor vi er godt i gang med at smadre planetens klima, er
det også af den grund uhørt at råde folk til at øge indtagelsen af
animalske produkter.
Både klimaet og den enkeltes sundhed har bedst af, at vi sænker
indtagelsen af animalske fødevarer.
Læs evt. mere om mit syn på proteinkure på
proteinkur.dk,
hvor du også kan se, at du let kan få mere end nok protein fra sunde
fødevarer som grøntsager og bælgfrugter.
Kilder:
(1) Tvivl om protein forebygger fedme af Bodil Kofoed 08-03-2013.
Cancer.dk
(2) Virginia A. Aparicio m.fl. High-protein diets and renal status in
rats. Nutr Hosp. 2013 Jan-Feb;28(1):232-7.
doi:10.3305/nh.2013.28.1.6165. Læs mere
her og
her
(3) Lawrence A. David, m.fl. Diet rapidly and reproducibly alters the
human gut microbiome
Nature (2013) doi:10.1038/nature12820. Published
online 11 December 2013.
(4) Artiklen: Ung og rask med anti-inflammatorisk livsstil. Mette
Bender.
Helse 10.01.2014.
(5)
The Mystique of Protein and Its Implications af T. Colin Campbell
Folk tror
ikke på, hvad du fortæller dem. De tror sjældent på, hvad du viser dem.
De tror ofte på, hvad deres venner fortæller dem. De tror altid på, hvad
de siger til sig selv.
— Seth Godin