Ugeskrift for lægfolk
Nyheder fra Nomedica
uge 10, 2021
- Frisk luft
gavner hjerte og lunger
- Nyt studie: Lugten af ny bil er
lugten af usunde kemikalier
- Det er lettere at forebygge
overvægt end at tabe sig
|
UGENS CITAT
"Ukrudt er
også blomster, når man først lærer dem at kende."
— Peter Plys
Frisk luft gavner hjerte og lunger
Lang tids udsættelse for selv mindre grad af luftforurening øger
risiko for hjerte- og lungesygdomme.
Forskere undersøgte indlæggelsesoptegnelser for mere end 63 millioner
personer fra 2000 til 2016, for at vurdere, hvordan langvarig
eksponering for luftforurening påvirker hospitalsindlæggelser for
specifikke kardiovaskulære og respiratoriske problemer.
Det viste sig, at eksponering for, hvad der betragtes som lave
niveauer af luftforurening over en lang periode, kan øge risikoen for
hjerteanfald, slagtilfælde, atrieflimren og lungebetændelse blandt
mennesker i alderen 65 år og derover.
Luftforurening kan forårsage skade på hjerte-kar- og
åndedrætssystemer på grund af dens virkning på inflammation i hjertet og
i hele kroppen.
Kilde: American Heart Association. "Long-term exposure to low levels
of air pollution increases risk of heart and lung disease." ScienceDaily.
ScienceDaily, 22 February 2021. <www.sciencedaily.com/releases/2021/02/210222082622.htm>
Kommentar:
Især på længere sigt, har ren luft en stor og ofte undervurderet
betydning for vores sundhed.
Hjerteforeningen anslår fx, at 2.000 blodpropper i Danmark skyldes
luftforurening og opfordrer derfor regeringen til at sætte grænseværdier
for små partikler.
Det er især et dårligt indeklima, der er sundhedsskadeligt, og
eftersom de fleste af os overvejende opholder os inden døre, er god og
grundig udluftning en simpel vane, som gør en forskel.
Bor du i et område med meget trafik, lufter du ud på de tidspunkter,
hvor der er mindst trafik og ikke ud mod vejen.
Bor du i et område, hvor mange bruger brændeovne, lufter du ud, når
vindretningen forhindrer, at du får skadelige partikler fra
brændeovnsrøg ind i din bolig.
En anden sund og god måde at indånde ren luft på er at komme ud i den
friske luft. På den måde får du både de gavnlige virkninger fra frisk
luft, motion og sollys/dagslys.
Nyt studie: Lugten af ny bil er lugten af usunde kemikalier
Under en bilproduktion bliver der brugt flere forskellige kemikalier
til fremstillingen af blandt andet plastik, skum, tekstiler og andre
materialer. Disse kemikalier kan langsomt sive ud i luften over tid.
Ny forskning viser, at personer, der tilbringer mere end 20 minutter
i en bil, er i højere risiko for at blive udsat for en for høj mængde af
to forskellige typer af kræftfremkaldende carcinogener, nemlig benzen og
formaldehyd, som bliver brugt i bilproduktionen.
Læs
mere på videnskab.dk
Kommentar:
Ny bil, nye møbler, nyt gulvtæppe, ny computer og meget andet, der
dufter/lugter af "nyt", skyldes ofte mere eller mindre skadelige
kemikalier. Ekstra grundig og hyppig udluftning er en rigtig god ide,
indtil der ikke længere afgives lugte.
Det er lettere at forebygge overvægt end at tabe sig
– Der er ingen vej uden om en kostændring, hvis du er overvægtig og
vil tabe dig for at gøre en indsats for dit helbred, understreger Bjørn
Richelsen, der er er professor og overlæge på Steno Diabetes Center
Aarhus og Aarhus Universitet, ifølge
en artikel på rm.dk
– Fysisk aktivitet er sundt i sig selv og godt for alle, men det
giver sjældent store vægttab ved svært overvægtige personer. Du kan
sædvanligvis ikke løbe dig til et vægttab på 15–20 kg eller mere, siger
han.
Som professoren nævner i artiklen er et større vægttab svært, fordi
kroppen opfatter vægttab som en trussel mod din overlevelse som under
f.eks. en hungersnød. Derfor ryger appetitten op og stofskiftet ned med
henblik på at få kroppen til at tage det tabte på igen, og kroppen tager
på igen, selv om din vilje og bevidsthed ønsker det modsatte.
I en anden artikel:
Fup eller fakta: 9 påstande om overvægt og vægttab giver han svar på
ni udbredte påstande om overvægt og vægttab. Han understreger blandt
andet, at det er din totale kalorieindtagelse, der afgør om du taber dig
– ikke om du spiser mindre kulhydrater, fedt eller proteiner. Han nævner
også, at et lavt stofskifte ikke fører til reel fedme – højst et par kg
ekstra.