Ugeskrift for lægfolk
Nyheder fra Nomedica
uge 14, 2024
- Kostfibre kan være med til at
forbedre hjernefunktion
- Over halvdelen af alle voksne
danskere bevæger sig for lidt
- Stort studie: Motion reducerer
symptomer på depression
- Støvsugning, græsslåning og en
tur op ad trappen er guld værd for dit helbred.
|
UGENS CITAT
"Spis mad.
Ikke for meget. Mest planter."
— Michael Pollan
Kostfibre kan være med til at forbedre hjernefunktion
Ny forskning viser, at noget så simpelt som et dagligt fibertilskud
kan forbedre hjernefunktionen hos ældre mennesker på blot 12 uger.
36 tvillingepar – i alt 72 personer – over 60 år deltog i
undersøgelsen. Hver tvilling fik enten placebo eller et fibertilskud på
7,5 gram (den type fiber, der nærer de gode bakterier i tarmen.
Efter 12 uger fandt forskerne, at de deltagere, der havde fået
kostfibre, også havde betydelige ændringer i deres tarmmikrobiom, blandt
andet en betydelig stigning i antallet af gavnlige bakterier kaldet
bifidobakterier.
Deltagerne, der tog fibertilskud, klarede sig bedre i test, der
vurderede hjernens funktion.
Hjernen og tarmen sender beskeder til hinanden, som kan påvirke
hinanden positivt eller negativt, siger eksperten Melissa Prest. "Når
vores tarmmikrobiom er forstyrret, kan det føre til forskellige
neurologiske lidelser".
Forskning har vist, at folk, der indtager større mængder kostfibre,
er mindre tilbøjelige til at udvikle demens, siger Prest.
Kilder:
Ni Lochlainn, M., Bowyer, R.C.E., Moll, J.M. et al. Effect of gut
microbiome modulation on muscle function and cognition: the PROMOTe
randomised controlled trial. Nat Commun 15, 1859 (2024).
https://doi.org/10.1038/s41467-024-46116-y
Prevention.com
Kommentar:
I Danmark indtager voksne i gennemsnit ca. 22 gram kostfibre dagligt.
Det er mindre end de anbefalede 25 - 35 gram kostfibre om dagen.
Det er oplagt bedre at få kostfibre fra kosten frem for kosttilskud.
De fiberrige fødevarer — frugt, grøntsager, bælgfrugter og fuldkorn —
indeholder samtidig en lang række andre gavnlige stoffer i tillæg til de
vigtige kostfibre.
Over halvdelen af alle voksne danskere bevæger sig for lidt
En stor del af befolkningen får ikke pulsen op i tilstrækkelig grad,
viser nyt notat. De fleste vil dog gerne være mere fysisk aktiv.
Mere end halvdelen af alle voksne danskere lever ikke op til WHO’s
minimumsanbefalinger for fysisk aktivitet - det vil sige, at de ikke er
moderat til hårdt fysisk aktiv i mindst 2,5 time om ugen.
Men hvad kendetegner de, der ikke lever op til anbefalingerne?
I et nyt notat har Statens Institut for Folkesundhed for første gang
i en dansk sammenhæng beskrevet, hvad der karakteriserer voksne
danskere, der ikke lever op til minimumsanbefalingerne, i forhold til
blandt andet køn, alder, uddannelseslængde og samlivsstatus.
Størstedelen, nemlig 70 procent af de personer, som ikke efterlever
WHO’s minimumsanbefalinger for fysisk aktivitet, svarer, at de ønsker at
være mere fysisk aktiv. Det gælder særligt blandt dem, der er mindst
fysisk aktiv.
Læs
mere på sdu.dk
Stort studie: Motion reducerer symptomer på depression
Resultaterne i ny undersøgelse, der har samlet viden fra over 200
lodtrækningsforsøg, understreger endnu engang, at fysisk aktivitet skal
tænkes ind som en del af behandlingen af depression, mener danske
forskere.
Fysisk aktivitet er en effektiv måde at reducere symptomer på
depression på – i hvert fald de milde til moderate.
Poul Videbech, der forsker i depression som professor ved Københavns
Universitet, understreger ifølge videnskab.dk, at selvom konklusionen
ikke er ny, er det meget nyttigt at få det bekræftet endnu en gang.
Christina Bjørk Petersen, lektor ved Statens Institut for
Folkesundhed ved Syddansk Universitet, udtaler ifølge artiklen: »Studiet
er med til at støtte op om budskabet om, at vi skal tænke fysisk
aktivitet ind som en del af behandlingen af depression,« ... »Det skal i
højere grad italesættes, for det kan bidrage – i nogle tilfælde måske på
lige niveau med medicin. Så vi skal anse det for en behandlingsmetode,
som ikke har bivirkninger.«
Læs
mere på videnskab.dk
Støvsugning, græsslåning og en tur op ad trappen er guld værd for
dit helbred
Du behøver ikke bruge adskillige timer i fitnesscenter for at mærke
en ændring.
Almindelige dagligdags aktiviteter gør også en forskel for din
sundhed.
Forskningen inden for området viser sundhedsmæssige fordele for
mennesker, der er let til moderat fysisk aktive i bare 10-59 minutter om
ugen, i sammenligning med fysisk inaktive personer.
Kan det lykkes at bevæge sig ud i naturen, er det en ekstra gevinst;
man får lys, luft og et sansebombardement af lyde og lugte. Samtidig
stortrives kroppen ved at blive udfordret på den ujævne sti eller ved
turen op og ned ad bakkerne.
Læs
mere på videnskab.dk