Ugeskrift for lægfolk
Nyheder fra Nomedica
uge 17, 2014
- Meninger og spørgsmål om kosttilskud mod kræft
|
|
|
Hvis du
brugte dit liv på at koncentrere dig om, hvad alle andre tænkte om dig,
ville du glemme, hvem du virkelig var?
— Jodi
Picoult
Meninger og spørgsmål om kosttilskud mod kræft
Mange har kommenteret og spurgt vedr. kræft og kræftkure. Ikke mindst
efter artiklen
Alternative kræftkure
Nedenfor et kort resumé af spørgsmål og svar vedr. kosttilskud
mod kræft, som måske har din interesse.
Mange har henvist til bøger, artikler, beskrivelser af præparater
mv., som de vil have jeg skal studere nærmere (så jeg kan blive klogere,
og forstå hvordan tingene hænger sammen).
Tak for alle links og forslag. Jeg er altid nysgerrig, og kan altid
blive klogere.
Indtil videre har det ikke fået mig til at ændre mening om det, jeg
skrev i artiklen, men det kan måske nås endnu :-) ... send gerne din
kritik, spørgsmål, links til artikler/bøger, jeg bør læse mv.
Spørgsmål: Hvilket belæg har du egentligt
for at sige, at det er skadeligt at indtage kosttilskud o.l. i
kræftbehandlingen!
Svar: Jeg skriver ikke, at det er skadeligt, at indtage
kosttilskud o.l. i kræftbehandling. Jeg skriver, at det kan være
skadeligt. Jeg skrev bl.a.:
»De fleste af den slags kure og præparater er uskadelige eller rimelig
uskadelige, og nogle kan måske hjælpe lidt. ...
Kræftramte og deres pårørende kan stirre sig så blinde på kure og
præparater, at de ikke får gennemført de ændringer, der virkelig kan
gøre en forskel. ...
Kræftpatienter bør passe på med næsten alle former for kosttilskud og
naturpræparater. »
Nogle kosttilskud kan være gavnlige, andre kan måske endda gavne
kræftceller lige så meget eller mere end de normale celler.
Der er naturligvis mange undtagelser, og hvis en kræftramt af en
eller anden grund ikke kan få de nødvendige næringsstoffer fra kosten,
er kosttilskud naturligvis en god ide eller nødvendige.
Du går medicinindustriens ærinde, når du
påstår at der ikke findes effektive alternative kure mod kræft!
Svar: Jeg går kræftramtes ærinde. Alt for mange kræftramte
fravælger omfattende forbedringer i kost, livsstil og livsbetingelser
til fordel for en eller anden kur eller et eller andet præparat, de
hører eller læser kan helbrede kræft.
Spørgsmål: Hvorfor er du imod kosttilskud?
Svar: Jeg er for kosttilskud, når de er nødvendige eller
gavner. Jeg er imod, at man påstår at bestemte vitaminer, mineraler
eller ekstrakter fra urter har en helbredende virkning overfor kræft,
når de enten ikke har det, virkningen er tvivlsom eller de endda
muligvis har en negative virkning.
Pas på med kosttilskud af enhver slags. Tag kun de tilskud og de
mængder, der er sikre og som har en mulig gavnlig virkning.
Spørgsmål: Har du hørt, at_____(et eller
andet produkt) kan helbrede kræft?
Svar: Det er let at falde for overbevisende argumenter om, at
bestemte kosttilskud, detox-præparater, urter mv. er løsningen, selv om
der reelt ikke er dokumentation for påstandene.
Spørgsmål: Hvad er forskellen på, at få
næringsstoffer (e.l.) i kosten vs. kosttilskud?
Svar: Der er stor forskel på at få stoffer fra maden og få dem
som ekstrakter i piller og kapsler.
I nogle tilfælde ved vi endda, at koncentrerede isolerede stoffer i
kosttilskud har en direkte negativ virkning i kroppen, hvorimod de i
rigtig mad har en positiv virkning.
Spørgsmål: Vitaminer fra kosttilskud med
naturlige vitaminer er vel lige så gode som de vitaminer, vi kan få i
maden?
Svar:
1) Mad indeholder bogstavelig talt tusindvis af stoffer, og der er
stor forskel på at indtage et enkelt vitamin eller nogle enkelte
vitaminer isoleret fra andre stoffer, og at få dem i den mængde og
kombination, de findes i fødevarer.
2) Vitaminer i kosttilskud kan ikke siges at være naturlige, heller
ikke selv om de rent kemisk er identiske med vitaminer i naturen. De
bliver som regel fremstillet i et laboratorium og virker ikke på samme
måde som de naturlige vitaminer, der findes sammen med alt muligt andet
godt i rigtig mad.
Spørgsmål: Jeg har læst, at B17-vitamin kan
helbrede kræft ...
Svar: Det er en sejlivet og ældgammel myte, at amygdalin (også
kaldet "B17-vitamin") virker mod kræft.
Amygdalin virker ikke mod kræft, og er faktisk giftigt.
Det er heller ikke lovligt at sælge B17-vitamin. Netop fordi det ikke
er lovligt køber mange abrikoskerner eller ekstrakter fra abrikoser for
at få B17-vitamin.
Men selv om firmaer, der sælger abrikoskerner, direkte eller
indirekte skriver (eller antyder), at man kan tage abrikoskerner for at
få amygdalin, er det en rigtig dårlig idé.
Kræftens bekæmpelse skriver
om Amygdalin her
Noget af det sidste en kræftramt ønsker er, at forgifte, svække eller
belaste kroppen med stoffer, som ingen virkning har på kræften.
Spørgsmål: Kræftramte uden appetit skal ved
have en del kosttilskud?
Svar: Der kan være mange situationer, hvor en kræftramt har
brug for kosttilskud. Snak med lægen, en diætist eller en anden
fagperson, der kender den specifikke situation. Få så vidt muligt alle
næringsstoffer fra sund mad. Suppler med kosttilskud, når det er
nødvendigt.
Spørgsmål: Hvad med store doser C-vitamin?
Hvad med intravenøst C-vitamin?
Svar: Jeg ved det ikke.
En af de behandlingsmetoder som for tiden undersøges i videnskabelige
forsøg er høje doser af intravenøs vitamin-C.
Kræftens bekæmpelse skrev: Der er for nuværende ikke dokumentation
for, at C-vitamin i høje doser givet som indsprøjtninger (intravenøst)
kan behandle kræft.
Læs evt. mere her
Men dokumentationen kommer måske snart. Vi får se! Indtil vi får
resultaterne af de forsøg, der er i gang, er det uvis hvilken virkning
intravenøs C-vitamin har overfor kræft eller hvilke bivirkninger, der
evt. kan være.
Spørgsmål: Jeg læser mange steder om
effektive naturprodukter mod kræft ... hvordan kan du skrive, at de ikke
er effektive?
Svar: Det, du læser om så mange steder i forbindelse med
alternative kure mod kræft, er antagelser, overbevisninger eller
holdninger mere end reel viden om en kur, der helbreder kræft. Der er
stor forskel på at argumentere for sine overbevisninger og fremvise god
dokumentation for en reel virkning. Der er stor forskel på reklamesnak
fra producenter og klinikker og den virkelige verden.
Spørgsmål: Canabis mod kræft?
Svar: I en artikel på videnskab.dk fremgår det blandt andet,
at Cannabinoiderne i cannabis kan hindre, at kræftceller spreder sig, og
kan medvirke til kræftcelledød. Men at cannabinoiderne også dræber
immuncellerne, hvilket ikke er godt i forbindelse med kræft. (Læs evt.
artiklen her)
Der forskes i cannabis virkning på kræft — både på kort og længere
sigt. Men der er nok ikke meget ved at hæmme kræftcellers vækst på kort
sigt, hvis den samme behandling fremmer kræftcellers vækst på længere
sigt (fx fordi immunsystemet tager skade).
Jeg har ingen mening om indtagelse af cannabis i forbindelse med
kræft. Måske lykkes det for forskerne på sigt at udvikle stoffer fra
cannabis, som hæmmer kræftcellers vækst uden at skade immunsystemet.
Spørgsmål: Hvilke kosttilskud må man tage
sammen med kemoterapi?
Svar: Hvis en kræftramt modtager behandling og samtidig tager
kosttilskud er det meget vigtigt at fortælle kræftlægen om, hvilke
kosttilskud, urter, ekstrakter mv. han tager.
Det gælder også, selv om det er ulovlige produkter hentet hjem fra
udlandet e.l.
Der er både risikoen for interaktioner mellem kosttilskud og fx
kemoterapi og risiko for at ingredienser i kosttilskud kan fremme
udvikling af kræft eller være direkte giftigt for kroppen (fx
B17-vitamin).
Ifølge kræftens bekæmpelse kan indsprøjtninger med C-vitamin muligvis
hæmme virkningen af flere former for kemoterapi.
Den kræftramte skal fortælle hospitalet om alle præparater og al
anden behandling, han evt. modtager sideløbende med traditionel
behandling.
Kosttilskud med planteøstrogener kan modvirke behandling med
Tamoxifen (medicin til kvinder, der har haft brystkræft).
Og der kan være mange andre eksempler.
Bekymring er
misbrug af fantasi
— Dan Zadra