Ugeskrift for lægfolk
Nyheder fra Nomedica
uge 23, 2020
- En fiberrig
kost hjælper diabetikere, og de lever længere
- Ingen evidens for at høje doser
D-vitamin i form af kosttilskud kan hjælpe i forbindelse med
COVID-19
- Nyt studie: Deprimerede skal lære
at ignorere tankerne med metakognitiv terapi.
|
UGENS CITAT
"Bekymringer
plejer ikke at stoppe de dårlige ting i at ske, de stopper dig blot fra
at nyde de gode.”
(Søren Brun)
En fiberrig kost hjælper diabetikere, og de lever
længere
Kostfibre hjælper diabetikere
To nylige undersøgelser fra University of Otago-forskere har vist,
at flere fibre i kosten forbedrer forventet levetid.
En undersøgelse, der anvendte data indsamlet fra 8300 voksne med type
1 eller type 2 diabetes, viste, at diabetikere med et højere fiberindtag
kunne forvente længere levetid.
Sammenlignet med diabetikere, der havde et gennemsnitligt indtag af
kostfibre på 19 gram dagligt, gav et indtag på 35 gram dagligt en 35%
nedsat risiko for at dø tidligt.
Forskningsteamet analyserede også 42 forsøg med 1789 deltagere, hvor
voksne med prediabetes, type 1 eller type 2 diabetes fik mere fiber og
fuldkorn i mindst seks uger. Der opstod vedvarende forbedringer i
blodsukkerkontrol, kolesterolniveauer og reduktioner i kropsvægt, når
deltagerne øgede deres fiber- eller fuldkornsindtagelse.
Ingen evidens for at høje doser D-vitamin i form af
kosttilskud kan hjælpe i forbindelse med COVID-19
Efter ubekræftede rapporter om, at høje doser af D-vitamin — over
4000 IU / 100 µg dagligt — kan mindske risikoen for smitte med COVID-19
eller på andre måde hjælpe i forbindelse med COVID-19, har forskere fra
Storbritannien, Europa og USA, inklusive eksperter fra University of
Birmingham, offentliggjort en
D-vitamin konsensusrapport, der advarer mod høje doser af
D-vitamintilskud.
Efter en gennemgang af undersøgelser om emnet konkluderer de, at der
i øjeblikket ikke er tilstrækkelig videnskabelig dokumentation for, at
D-vitamin er fordelagtigt til forebyggelse eller behandling af Covid-19.
Forskerne konkluderede, at påstande om fordelene ved vitaminet i
behandlingen af virussen ikke i øjeblikket understøttes af
tilstrækkelige humane undersøgelser, men at anbefalingen af høje doser
D-vitamin er baseret på fund fra undersøgelser, der ikke specifikt
undersøgte denne mulighed.
Kommentar:
Det er naturligvis vigtigt at få NOK D-vitamin — også set i relation
til COVID-19 — eftersom D-vitamin blandt andet spiller en vigtig rolle
for vores immunsystem.
Solen er den bedste kilde til D-vitamin.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du får nok D-vitamin eller om du vil
have gavn af ekstra D-vitamin, så hold dig til moderate/normale doser,
og undgå meget høje doser som kosttilskud (medmindre anbefalet af en
læge, diætist eller anden fagperson). Overhold dosering på glasset.
Medmindre du ved, at du mangler D-vitamin, bør du nok ikke tage
kosttilskud over 20 µg dagligt (eller vælge en stærk tablet, du kun
tager nogle gange om ugen).
På denne tid af året er langt den bedste kilde til D-vitamin solen.
Nyd den (uden at blive rød/forbrændt) og du får masser af D-vitamin.
Selv om du får meget mere D-vitamin fra solen, end du kan få fra
kosttilskud, kan du ikke få for meget D-vitamin fra solen (fordi
optagelsen og udnyttelsen foregår på en anden og mere naturlig måde, end
når du tager tilskud).
En af grundene til, at daglige høje doser af D-vitamin som
kosttilskud ikke anbefales, er en mistanke om, at det måske kan være med
til at forårsage en hyper-immunrespons (et overaktivt immunsystem),
hvilket absolut ikke er ønskeligt ved COVID-19, eftersom det netop er
immunsystemets overreaktion, der er årsag til de fleste COVID-19
dødsfald.
Selv om vi indtil videre ikke har studier af D-vitamintilskud til
COVID-19-patienter, så kommer de. Vi ved ganske enkelt ikke, om høje
doser af D-vitamin gør mere skade end gavn ved covid-19.
Du får masser af D-vitamin fra solen på denne årstid, og det er langt
den bedste og sikreste måde at tanke op med D-vitamin.
Nyt studie: Deprimerede skal lære at ignorere tankerne
med metakognitiv terapi
Terapi, der hjælper deprimerede med at lade tankerne passere, virker
bedre end traditionel terapi i stort forsøg. Men der skal forskes mere,
siger professor.
Et nyt lodtrækningsstudie indikerer, at deprimerede får mere ud af en
type terapi, hvor de i stedet for at arbejde med sig selv og deres
tanker får hjælp til at rette opmærksomheden ud mod omverdenen.
Grubleri eller rumination, som det hedder på lægesprog, er et
gennemgående symptom ved depression. Tankerne tager magten, og den
deprimerede grubler konstant over fejl, utilstrækkelighed og
forfærdelige forudsigelser.
Grundtanken i metakognitiv terapi er, at man skal lære at ignorere
tankerne, for eksempel ved at fokusere på noget andet eller ved at lave
noget andet.
Læs
mere på videnskab.dk