Ugeskrift for lægfolk
Nyheder fra Nomedica
uge 24, 2013
- Motion mod depression - hvad er bedst?
- Fedme tidligt i 20'erne giver ofte alvorlige problemer som
midaldrende
- Mail: Er soja kræftfremkaldende?
- Mail: Hvor meget væske?
- Lidt af hvert ...
|
|
|
De største
resultater i livet er normalt opnået med enkle midler og udøvelse af
almindelige egenskaber. Disse kan for det meste sammenfattes i disse to:
sund fornuft og udholdenhed.
— Owen
Feltham
Motion mod depression — hvad er bedst?
Forskere har undersøgt, hvilken motion der er bedst mod depression,
og de konkluderer ud fra tilgængelige data, at
motion i form af konditionstræning er den foretrukne form for motion for
patienter med depression. Men også styrketræning gavner.
Med hensyn til hyppighed og varighed, anbefaler forskerne, at
deprimerede træner/motionerer i 45-60 min. 3-5 gange om ugen.
Med hensyn til intensiteten af konditionstræning anbefaler de, at
deprimerede opnår en puls, der ligger på 50 til 85 procent af den
enkeltes maksimale puls.
Motionen må altså gerne være lidt anstrengende.
For styrketrænings vedkommende anbefaler de en bred vifte af øvelser.
Tre sæt på otte gentagelser ved 80 procent af 1-repetition maksimum (det
vil sige 80 procent af den maksimale vægt, som personen kan løfte en
gang).
Data tyder på, at patienter kan opleve forbedring i depressive
symptomer allerede efter fire ugers motion. Men forskerne understreger,
at motionsprogrammet bør fortsætte i mindst ti til tolv uger for at opnå
den største antidepressive virkning.
Dette studie viste, at kun 15 % af patienterne faldt fra, hvilket
nogenlunde er den samme procent, som falder fra ved behandling med
medicin eller psykoterapi.
Kilde: Chad Rethorst and Madhukar Trivedi. Evidence-Based
Recommendations for the Prescription of Exercise for Major Depressive
Disorder. Journal of Psychiatric Practice. 19(3):204-212, May 2013. doi:
10.1097/01.pra.0000430504.16952.3e
Kommentar:
Eksempler på konditionstræning er raske gåture, løb, cykling,
aerobic, sport, sjipning, dans, gymnastik der får pulsen op, svømning
o.l.
Det mest interessante her er nok, at denne undersøgelse viser, at de
fleste deprimerende er i stand til at gennemføre et effektivt
motionsprogram.
Det er ellers et af de mest almindelige modargumenter — fra mange
deprimerede, psykologer og psykiatere — at depressionen i sig selv gør
det urealistisk for personen at tage sig sammen til at motionere
tilstrækkeligt til, at det gør en forskel.
Deprimerede bør overtales til at dyrke nok motion, også selv om de
slet ikke har lyst eller ikke mener, de kan overkomme det.
En af de vigtigste faktorer, når deprimerede skal ændre vaner — fx at
komme i gang med motion — er opbakning!
Deprimerede kan fx prøve at få familie en ven eller bekendt til at
holde dem i ørene og/eller motionere sammen med dem.
Deprimerede har ofte brug for ekstra meget støtte og opmuntring — og
af og til et venligt men bestemt(!) skub i den rigtige retning.
Læs også bogen
Depressioner —
er der en naturlig løsning?
Fedme tidligt i 20'erne giver ofte alvorlige problemer som
midaldrende
Unge mænd, der er overvægtige i begyndelsen af 20'erne er signifikant
mere tilbøjelige til at udvikle alvorlige problemer med helbredet, når
de bliver midaldrende, eller de når måske ikke engang den alder.
Forskerne analyserede data om 6500 danske 22-årige mænd som dækkede
en periode på 33 år.
Næsten halvdelen af de mænd, der blev klassificeret som svært
overvægtige i en alder af 22, blev diagnosticeret med diabetes, forhøjet
blodtryk, hjerteanfald, slagtilfælde, blodpropper i ben eller lunger,
eller var døde før de var 55 år gamle.
De havde hele otte gange større risiko for at få diabetes
sammenlignet med normalvægtige, og de havde fire gange så stor risiko
for at få en potentielt dødelig blodprop.
De var også mere end dobbelt så tilbøjelige til at udvikle højt
blodtryk, at have haft et hjerteanfald eller at være døde, før de blev
55.
Hver enhed stigning i BMI (Body Mass Indeks) svarede til en øget
risiko for hjerteanfald på 5 %, forhøjet blodtryk og blodprop på 10 % og
en øget risiko for diabetes på 20 %.
I alt var svært overvægtige unge mænd tre gange så tilbøjelige til at
få enhver af disse alvorlige tilstande sammenlignet med deres
normalvægtige jævnaldrende, når de var midaldrende. Det giver en absolut
risiko på næsten 50% sammenlignet med kun 20% blandt deres normalvægtige
jævnaldrende.
Kilde: Morten Schmidt, Henrik Toft Sørensen m.fl. Obesity in young
men, and individual and combined risks of type 2 diabetes,
cardiovascular morbidity and death before 55 years of age: a Danish
33-year follow-up study. BMJ Open 2013;3:e002698
doi:10.1136/bmjopen-2013-002698. På engelsk
her
Kommentar:
Det er svært helt at gennemskue i hvor stor udstrækning fedme i sig
selv er årsag til problemerne.
Det er sandsynligt, at det var deres livsstil mere end overvægten i
sig selv, der både gav fedme og væsentlig øget risiko for sygdomme og
for tidlig død.
Som jeg ser det, har svært overvægtige to muligheder:
1) at satse på at tabe sig ved at indføre en sundere livsstil. Læs
evt. mere på www.slankeprogram.dk
2) at mindske risikoen for alvorlige sygdomme ved at gennemføre
ændringer, som ikke nødvendigvis vil være nok til at give et vægttab af
betydning, men som kan give en væsentlig forbedring i den generelle
sundhed.
Problemet er, at svært overvægtige som regel allerede har forsøgt at
tabe sig mange gange uden, at det er lykkedes.
For overvægtige, med mange forfejlede slankekure bag sig, vil det
ofte være bedst i første omgang at satse på en sundere livsstil uden at
forvente et vægttab.
Hvis svært overvægtige først og fremmest tænker på deres helbred er
der mange små trin, som er lette eller overkommelige at gennemføre, men
som vil gøre en stor forskel!
Det kan være mindre ændringer som:
- at spise mindre kød, mindre sukker og mindre fedt
- at gå i seng en time tidligere og stå en halv time tidligere op
- at rejse sig og gå rundt i stuen et par min. for hver gang, man
sidder ned i et kvarter
- at gå en tur på 10-15 min et par gange dagligt (gerne i et
tempo, der er en lille smule anstrengende). Eller en rask gåtur en
gang dagligt på 20-30 min.
- at spise 200 gram ekstra grøntsager — uanset om man har lyst
eller ej — og efterhånden lære at tilberede og holde af grøntsager.
Og der er mange andre muligheder. Det er ikke svært at gøre en hel
del for sin sundhed og forebygge sygdomme, selv om vægten tynger.
Mail: Er soja kræftfremkaldende?
I dag er det en måned siden jeg skiftede livsstil og jeg elsker mine
nye kostvaner. Maden er jo så meget mere lækker, farvestrålende og ikke
mindst sundere. Min krop har det fint og jeg er blevet 4½ kg lettere.
Jeg har dog et lille spørgsmål til dig. Jeg bruger en del sojadrik,
både i madlavning og på min havregrød. Men har læst at det kan være
kræftfremkaldende og at man skal holde sig fra det, især hvis man har
haft brystkræft. Det har jeg ikke men flere i familien har og jeg vil
gerne høre din mening om dette. Skal jeg skifte til f.eks. rismælk eller
fortsætte?
Med venlig hilsen
Bente
Hej Bente
Tillykke med dit skifte og dit vægttab :-)
Soja er ikke kræftfremkaldende.
Sandsynligvis tværtimod.
Den eneste undtagelse er, at soja måske
kan mindske virkningen af kræftmedicinen Tamoxifen.
Med venlig hilsen
John Buhl
Mail: Hvor meget væske?
Jeg er meget i tvivl med hensyn til at drikke meget vand, min læge
siger 1,5 ltr om dagen og du siger: drik når du er tørstig, hvad skal
man tro på. Jeg vil gerne tabe 5 kg.
Nu skal du ikke sige: gør som din læge siger, det er jo ikke sikkert
at han har ret. Jeg har stor tillid til dig.
Venligst Anny
Hej Anny
Det er ikke helt sikkert, at din læge har ret, men som et gennemsnit
er det nok ikke helt ved siden af.
De fleste mennesker – hvis de følger deres tørst – vil drikke mellem
1-2 liter væske dagligt (al væske talt med).
Men, der er mange faktorer, der har indflydelse på dit væskebehov.
Ikke mindst, hvor meget du sveder, din kost, hvor meget salt du indtager
mv.
Med venlig hilsen
John Buhl
Lidt af hvert
Vi vil have enkle kostråd
En ny undersøgelse foretaget af Aarhus universitet for
Fødevarestyrelsen, viser at dansker generelt har godt fat i de nuværende
kostråd, men at formuleringerne i nogle råd kan skabe forvirring om
budskabet. (altomkost)
Ok da, her er de enkle kostråd:
1. Hovedvægt på plantemad med masser af grøntsager
2. undgå fødevarer fra dyr (eller indtag kun meget lidt)
3. undgå eller begræns indtagelsen af raffinerede fødevarer (sukker,
olie, salt, raffineret mel) eller indtag kun meget små mængder.
Læs også artiklen:
Rask uden medicin — hvad er vigtigst?
Flere amerikanske atleter går over til plantebaseret kost
Fitness eksperter udtaler, at en plantebaseret kost kan give udbytte i
form af mere energi, dybere søvn og bedre præstation. (Reuters.com)
Personer med kontorarbejde sidder ned næsten hele dagen
En mindre undersøgelse blandt en gruppe voksne med kontorarbejde viser,
at de i gennemsnit sidder ned 74 % af arbejdstiden og 56 % af fritiden
på hverdage, eller i alt 11 timer om dagen. (si-folkesundhed.dk)
Babyhjerner stimuleres af at kravle
Babyer bliver bedre til at bedømme afstand og fart, når de begynder at
kravle. Det viser, at udviklingen af hjernen, sanseopfattelsen og
motorikken går hånd i hånd. (videnskab.dk)
Fremtidens børn bliver dummere, fordi vi forgifter dem
Hvert år udledes giftige kemikalier i samfundet, som hjerneskader fostre
og småbørn. Det vil få uoverskuelige konsekvenser, hvis vi ikke griber
ind nu, siger dansk miljøprofessor. (videnskab.dk)
Gode vaner redder dig under stress
Ny undersøgelse afslører, at vores evne til selvkontrol hænger sammen
med vores vaner i hverdagen. (berlingske.dk)
Forsøg skal vise, om farvet lys kan helbrede patienter
Danske sygehuse eksperimenterer med at justere lyset på patientstuerne
efter tidspunktet på døgnet. Det giver bedre søvn, mindre forvirring og
hurtigere heling. To nye forsøg skal måle effekterne videnskabeligt.
Novo undlod at offentliggøre problematiske fund hos aber
Novo Nordisk valgte at gå uden om et forsøg, der viste, at
bugspytkirtler i aber voksede, når de fik Victoza, da selskabet
offentliggjorde en artikel, som konkluderede, at der ikke var problemer
i selskabets dyreforsøg. (business.dk)
Vaccinationer er ren russisk roulette
Der er hårdt brug for at lægge medicinalindustrien i lovgivningsmæssig
benlås. (politiken.dk)
Efter spillet
går kongen og bonden ind i den samme boks
— Italiensk
ordsprog