Ugeskrift for lægfolk
Nyheder fra Nomedica
uge 24, 2020
- Mindre mættet
fedt og mindre kolesterol giver færre hjerte-kar-sygdomme og længere
levealder
|
UGENS CITAT
"Livet
handler ikke altid om at have gode kort, men nogle gange om at spille en
dårlig hånd godt.”
— Jack London
Mindre mættet fedt og mindre kolesterol giver færre
hjerte-kar-sygdomme og længere levealder
Mindre mættet fedt er en simpel og effektiv
kostændring.
Ifølge en artikel på videnskab.dk — Succes: Danskernes
kolesteroltal er faldet støt — indeholder animalsk fedt fra kød
store mængder af den skadelige kolesterol, der kan give blodpropper.
For år tilbage var hjertekarsygdomme forårsaget af for meget farlig
kolesterol i årerne den hyppigste dødsårsag i Danmark. Nu er udviklingen
vendt.
Markant færre danskere har i dag for meget af den type kolesterol,
der kan give blodpropper, end i 1980’erne, viser et nyt studie.
Danskernes gennemsnitlige kolesteroltal er faldet med 19 procent,
mellem 1980 og 2018.
I andre dele af verden stiger antallet af mennesker med for meget
kolesterol i blodet dramatisk. Det gælder især de lande, som i de
seneste årtier har oplevet en stor økonomisk fremgang, og derfor nu
spiser mere kød.
For højt indhold af farlig kolesterol i blodet var i 2017 ansvarlig
for cirka 3,9 millioner dødsfald på verdensplan.
Læs mere i artiklen på videnskab.dk
På trods af den positive udvikling, indtager vi stadig for meget
mættet fedt i Danmark, og har stadig en al for høj forekomst af
hjerte-kar-sygdomme.
Selv om de danske kostråd anbefaler, at højst 10 % af kalorierne i
kosten kommer fra mættet fedt, indtager vi i gennemsnit ca. 15% af
kalorier fra mættet fedt.
I en ny videnskabelig gennemgang — Public health guidelines should
recommend reducing saturated fat consumption as much as possible: YES
— konkluderer forskerne baseret på årtiers forskning, at stærke beviser
understøtter de nuværende kostråd om at mindske indtagelsen af mættet
fedt, og evt. erstatte mættet fedt med umættet fedt.
Epidemiologiske undersøgelser har vist, at udskiftning af mættet fedt
med umættet fedt (men ikke med raffinerede kulhydrater og tilsat
sukker), er forbundet med en reduktion i koronar hjertesygdomme og død.
Der er meget dokumentation fra kontrollerede kliniske studier, at
mættet fedt øger LDL-kolesterol, som er en væsentlig årsagsfaktor i
udviklingen af hjerte-kar-sygdomme.
Selv om ny forskning viser, at mættet fedt fra mælk og mælkeprodukter
— især fermenterede mejeriprodukter — er bedre end andre former for
mættet fedt, så øger mættet fedt fra mælk og mælkeprodukter stadig
mængden af LDL-kolesterol sammenlignet med umættet fedt fra vegetabilske
fødevarer.
Forskerne anbefaler derfor, at de nuværende kostanbefalinger om at
mindske mættet fedt, og at erstatte mættet fedt med umættet fedt,
fortsat skal være del af de officielle kostråd.
Kilde: Penny M Kris-Etherton, Ronald M Krauss, Public health
guidelines should recommend reducing saturated fat consumption as much
as possible: YES, The American Journal of Clinical Nutrition. https://doi.org/10.1093/ajcn/nqaa110.
Published: 03 June 2020 Article history
En del ernæringseksperter argumenterer endda for, at de officielle
kostråd bør anbefale, at vi sænker indtagelsen af mættet fedt så meget
som muligt — og ikke kun, at vi indtager mindre end 10% af kalorierne
fra fedt.
Det fremgår af artiklen: Should guidelines on saturated fat
consumption recommend lowest intake possible? hvor professor i
ernæring, Penny M. Kris-Etherton, fra the Pennsylvania State University,
argumenterer for at kostrådene anbefaler, at vi mindsker indtagelsen af
mættet fedt så meget som muligt.
Hun nævner to store epidemiologiske undersøgelser, der viser, at vi
kan reducere risikoen for total dødelighed og død pga.
hjerte-kar-sygdomme ved at erstatte mættet fedt med andre fedtstoffer,
især umættede fedtstoffer.
Hun nævner også, at en gennemgang af 15 randomiserede kontrollerede
undersøgelser for nylig viste, at reduktion af mættet fedt i kosten
reducerer hjerte-kar-hændelser med 21%.
Andre undersøgelser har vist, at høj indtagelse af mættet fedt
inducerer cellulær inflammation, ændrer vaskulær funktion og giver en
dårligere tarmflora.
Som det også fremgå af artiklen er ikke alle enige. Det væsentligste
modargument er, at en anbefaling om at mindske indtagelsen af mættet
fedt så meget som muligt, kan få nogle mennesker til at erstatte mættet
fedt med sukker eller raffinerede kulhydrater, hvilket ikke er bedre.
Læs mere i artiklen
Der er ikke enighed om, hvorvidt kostrådene bør ændres fra at
begrænse indtagelsen af mættet fedt til under 10% af kalorierne til at
anbefale, at vi indtager så lidt mættet fedt som muligt, men der er
bred videnskabelig enighed om, at vores indtagelse af mættet fedt bør
ligge under 10% af kalorierne.
De fleste danskere får alt for mange af deres kalorier fra mættet
fedt, og kan med fordel have som målsætning at erstatte en stor del af
fødevarer med mættet fedt med sundere vegetabilske fødevarer.
Fødevarer med højt indhold af mættet fedt øger kolesteroltallet.
Fødevarer med højt indhold af mættet fedt kommer fra dyreriget, men også
kokosfedt og palmeolie er rig på mættet fedt.
Det er hovedsageligt animalske fødevarer, der indeholder mættet fedt,
og kun animalske fødevarer indeholder både mættet fedt og kolesterol.