Ugeskrift for lægfolk
Nyheder fra Nomedica
uge 34, 2015
- Afhængighed
Den sandsynlige årsag til afhængighed er blevet opdaget, og det er
ikke, hvad du tror
- Kosttilskud -- kun, hvad du har brug for (2)
|
|
|
Det er bedre at forstå
lidt end at misforstå en masse
– Anatole France,
1844-1924, fransk forfatter.
Afhængighed
Afhængighed af stoffer -- men også af stimulanser, alkohol, spil,
usunde fødevarer mv. -- spiller en stor rolle i vores samfund og i mange
menneskers liv.
Denne gang en artikel af Johann Hari, som kommer med en spændende
teori om emnet.
Der er mere til emnet, end beskrevet af Johann Hari, men han har
afgjort fat i noget interessant her ...
Den sandsynlige årsag til afhængighed er blevet opdaget, og det er
ikke, hvad du tror
Oversat og bragt med tilladelse fra forfatteren: Johann Hari
Artiklen på engelsk i Huffington Post: The Likely Cause of
Addiction Has Been Discovered, and It Is Not What You Think.
Oversat af Robert Svendsen
---
Det er nu et hundrede år siden, narkotika først blev forbudt - og
gennem hele dette lange århundredes krigsførelse mod narkotika har vi
fået fortalt en historie om afhængighed af vores lærere og vores
regeringer. Denne historie er så dybt integreret i os, at vi tager den
for givet. Det synes indlysende. Som den skinbarligste sandhed. Indtil
jeg for tre og et halvt år siden drog ud på en 30.000 mils rejse for min
nye bog,
Chasing The Scream: The First And Last Days of the War on Drugs, for
at finde ud af, hvad der virkelig driver narkokrigen, troede jeg det
også. Men hvad jeg lærte på vejen er, at næsten alt, hvad vi har fået at
vide om afhængighed, er forkert - og der er en helt anden historie der
venter på os, hvis bare vi er klar til at høre den.
Hvis vi helhjertet tager denne nye historie til os, vil vi være nødt
til at ændre meget mere end selve narkokrigen. Vi bliver nødt til at
ændre os selv.
Jeg lærte det fra en usædvanlig blandet gruppe af personer, jeg mødte
på mine rejser. Fra de overlevende venner af Billie Holiday, der hjalp
mig til at indse, hvordan grundlæggeren af krigen mod narkotika
forfulgte og hjalp med at dræbe hende. Fra en jødisk læge, som var
smuglet ud af Budapest ghettoen som baby, for som voksen mand at afsløre
hemmelighederne bag afhængighed. Fra en transseksuel crack-forhandler i
Brooklyn, som blev undfanget, da hans mor, en crack-afhængig, blev
voldtaget af sin far, en ansat politimand i New York. Fra en mand, der
blev skjult på bunden af en brønd i to år af et torturerende diktatur,
for senere at ende ud med at blive valgt som Uruguays præsident og
begynde de sidste dage af krigen på stoffer.
Jeg havde en helt personlig grund til at søge efter disse svar. En af
mine tidligste erindringer som barn er, at jeg prøver at vække en af
mine slægtninge og ikke er i stand til det. Lige siden da har jeg i mine
tanker vendt det grundlæggende mysterium ved afhængighed … hvad er det,
der får nogle mennesker til at blive så besat af narkotika eller en
bestemt adfærd, indtil de ikke kan stoppe igen? Hvordan kan vi hjælpe de
mennesker til at komme tilbage til os? Da jeg blev ældre, var der en
anden af mine nære slægtninge, som udviklede et kokainmisbrug, og jeg
faldt i et forhold med en heroinafhængig. Jeg gætter på, at afhængighed
føltes ligesom hjem for mig.
Hvis du havde spurgt mig, hvad det er, der forårsager stofmisbrug i
starten, ville jeg have set på dig, som var du en idiot, og jeg ville
have sagt: "Stoffer?" Det er da ikke svært at forstå. Jeg troede, jeg
havde set det i mit eget liv. Vi kan alle forklare det. Forestil dig, at
du og jeg og de næste tyve personer, der passerer os på gaden, tager et
virkeligt potent stof i tyve dage. Der er stærke kemiske kroge i disse
stoffer, så hvis vi stoppede på dag enogtyve, ville vores krop have brug
for denne kemi. Vi ville have en vild trang. Vi ville være afhængige.
Det er, hvad afhængighed betyder.
En af de måder denne teori først blev fastslået skete ved forsøg med
rotter … dem, der blev injiceret i den amerikanske psyke i 1980'erne, i
en berømt annonce af
Partnership for a Drug-Free America (partnerskabet for et stoffrit
Amerika). Du kan muligvis huske det. Forsøget er enkelt. Sæt en rotte i
et bur, alene, med to vandflasker. En indeholder bare vand. Den anden er
vand tilsat heroin eller kokain. Næsten hver gang du kører dette
eksperiment, vil rotten blive besat af vandet tilsat narkotika og kommer
efter mere og mere, indtil det dræber den.
Annoncen forklarer: ”Kun ét stof er så afhængighedsskabende, at ni ud
af ti laboratorie-rotter vil bruge det. Og bruge det. Og bruge det. Helt
til døden. Det kaldes kokain. Og det kan gøre det samme for dig.”
Men i 1970'erne var der en professor i psykologi i Vancouver ved navn
Bruce Alexander, der observerede noget besynderligt ved dette
eksperiment. Rotten er sat i buret alene. Den har intet andet at
foretage sig end at tage narkotikaen. Han spekulerede over, hvad der
ville ske, hvis vi prøvede dette anderledes? Så byggede professor
Alexander en ”rotte-park.” Det er et luksuriøst bur, hvor rotterne ville
have farvede bolde, den bedste rotte-mad, tunneler at løbe rundt i og
masser af venner: alt det, en rotte i byen kunne ønske sig. Alexander
ønskede at vide, hvad der nu ville ske.
I rotte-parken prøvede alle rotterne naturligvis begge vandflaskerne,
da de ikke vidste, hvad der var i dem. Men det der skete næstefter var
overraskende.
Rotterne med det gode liv kunne ikke lide vandet tilsat narkotika.
For det meste undgik de det. Sammenlignet med de isolerede rotter indtog
de mindre en fjerdedel. Ingen af dem døde. Mens alle de rotter, som var
alene og ulykkelige blev storforbrugere, var der ingen af de rotter, som
var i det glade miljø, der blev storforbrugere.
Først troede jeg, det blot var en særhed ved rotter, indtil jeg
opdagede, at der på samme tid som rotte-park eksperimentet fandt noget
tilsvarende sted med mennesker. Det blev kaldt Vietnam-krigen. Time
Magazine rapporterede, at brugen af heroin var lige ”så almindeligt som
tyggegummi” blandt amerikanske soldater, og der er solide beviser til at
underbygge dette. Omkring 20 procent af de amerikanske soldater var
blevet afhængige af heroin der, ifølge en undersøgelse offentliggjort i
Archives of General Psychiatry. Mange mennesker var forståeligt nok
rædselsslagne. De troede, at et stort antal narkomaner var på vej hjem
igen, når krigen sluttede.
Men i virkeligheden stoppede omkring 95 procent af de afhængige
soldater ganske enkelt, ifølge den samme undersøgelse. Meget få var på
afvænning. De udskiftede et skrækindjagende bur med et behageligt og
ønskede dermed ikke længere stoffet.
Professor Alexander argumenterer for, at denne opdagelse er en stor
udfordring for både højrefløjs synspunktet, at afhængighed ses som et
moralsk svigt, som skyldes for meget hedonistisk fest, og for det
liberale synspunkt, at afhængighed er en sygdom, der finder sted i en
kemisk terroriseret hjerne. Faktisk hævder han, at afhængighed er en
tilpasning. Det er ikke dig. Det er dit bur.
Efter første fase af rotte-park forsøget, gik professor Alexander et
skridt videre med denne test. Han gentog de tidlige eksperimenter, hvor
rotterne var ladt alene, og blev tvangsforbrugere af narkotika. Han lod
dem bruge det i 57 dage - hvis noget kan fange dig, så er det det. Så
tog han dem ud af isolationen og anbragte dem i rotte-parken. Han ville
vide, at hvis du er kommet i denne tilstand af afhængighed, om din
hjerne da er så terroriseret, at du ikke kan komme dig igen. Har
narkotikaen taget helt over? Hvad der skete er - igen - slående.
Rotterne syntes at have ganske ringe sitren ved ophør, men de stoppede
snart med deres storforbrug og vendte tilbage til at have et normalt
liv. Det gode bur reddede dem. (Den fulde reference til alle
undersøgelserne, jeg diskuterer, findes i bogen.)
Da jeg først lærte om dette, blev jeg forundret. Hvordan kan det
være? Denne nye teori er så radikalt et angreb på det, vi er blevet
fortalt, at det føltes, som det ikke kunne være sandt. Men jo flere
forskere jeg interviewede, og jo mere jeg undersøgte deres studier, jo
mere opdagede jeg ting, der ikke synes at give mening - medmindre du
tager højde for denne nye tilgang.
Her er et eksempel på et eksperiment, der sker rundt om dig, og meget
vel vil kunne ske for dig en dag. Hvis du bliver kørt over i dag, og du
brækker din hofte, vil du sandsynligvis få diacetylmorfin, det
medicinske navn for heroin. På hospitalet omkring dig vil der være
masser af mennesker, som også får heroin i lange perioder som
smertelindring. Den heroin, du får fra lægen, vil have en meget højere
renhed og styrke end den heroin, som bliver brugt af gade-narkomaner,
der må købe fra kriminelle, der blander det op. Så hvis den gamle teori
om afhængighed er rigtig - at det er stofferne, der gør det, som får din
krop til at blive afhængig af dem - så er det indlysende, hvad der
skulle ske. Masser af mennesker burde forlade hospitalet og forsøge at
score et skud heroin på gaden for at tilfredsstille deres vane.
Men her er det mærkelige: Det sker så godt som aldrig. Som den
canadiske læge Gabor
Mate var den første til at forklare mig, så standser medicinbrugere
bare trods måneders brug. Det samme stof, der anvendes over samme
tidslængde, gør gade-brugerne til desperate misbrugere og efterlader de
medicinske patienter upåvirket.
Hvis du stadig tror - som jeg plejede - at afhængighed er forårsaget
af kemiske kroge, giver det ingen mening. Men hvis du tror på Bruce
Alexanders teori, så falder billedet på plads. Gade-narkomanen er som
rotterne i det første bur, isoleret, alene, med kun én kilde, hvor de
kan hente trøst. Den medicinske patient er som rotterne i det andet bur.
Hun vender hjem til et liv, hvor hun er omgivet af de mennesker, hun
elsker. Lægemidlet er det samme, men miljøet er anderledes.
Dette giver os en indsigt, der går langt dybere end behovet for at
forstå misbrugere. Professor Peter Cohen hævder, at mennesker har et
dybt behov for at knytte sig og danne forbindelser. Det er den måde, vi
opnår tilfredshed. Hvis vi ikke kan knytte bånd med andre, knytter vi os
til noget andet, vi kan finde – vingesuset fra en roulette eller stikket
af en sprøjte. Han siger, at vi helt må holde op med at tale om
”afhængighed” og i stedet kalde det at ”bonde.” En heroinafhængig har
bondet med heroin, fordi hun ikke kunne bonde fuldt ud med noget andet.
Så det modsatte af afhængighed er ikke ædruelighed. Det er
forbindelse mellem mennesker.
Da jeg forstod alt dette, fandt jeg det langsomt overbevisende, men
jeg kunne stadig ikke ryste den nagende tvivl af mig. Siger disse
videnskabsfolk, at kemiske kroge ikke gøre nogen forskel? Det blev
forklaret mig - du kan blive afhængig af at gamble, og ingen vil tænke,
at du injicerer et spil kort i dine årer. Du kan have al afhængigheden
og ingen af de kemiske kroge. Jeg gik til møde i Gamblers 'Anonyme i Las
Vegas (med tilladelse fra alle de tilstedeværende, der vidste, jeg var
der for at observere), og de var så tydeligt afhængige som de kokain- og
heroinmisbrugere, jeg har kendt i mit liv. Alligevel er der ingen
kemiske kroge på et spillebord.
Men jeg spurgte naturligvis stadig, om ikke kemikalier spiller en
rolle? Det viser sig, at der er et eksperiment, som giver os svar på
dette i temmelig præcise termer, som jeg lærte om i Richard DeGrandpres
bog The Cult of Pharmacology.
Alle er enige om, at cigaretrygning udgør en af de mest vanedannende
forandringer i vores omgivelser. De kemiske kroge i tobak kommer fra et
stoffet nikotin. Så da nikotinplastre blev udviklet i starten af
1990'erne, var der en enorm bølge af optimisme - cigaretrygere kunne få
alle deres kemiske kroge, uden de andre beskidte (og dødbringende)
virkninger af cigaretrygning. Det ville de blive befriet for.
Men kontoret for Surgeon General har konstateret, at kun 17,7 procent
af cigaretrygere er i stand til at stoppe med at bruge nikotinplastre.
Dette er ikke ingenting. Hvis kemikalierne står bag 17,7 procent af
afhængigheden, som det viser sig, betyder det stadig millioner af liv
ødelagt globalt. Men hvad det ydermere afslører er, at den historie, vi
har lært om årsagen til afhængighed, der har med de kemiske kroge at
gøre er faktisk reel, men kun en mindre del af et meget større billede.
Dette har kæmpemæssige konsekvenser for den et hundrede år gamle krig
mod narkotika. Denne massive krig - som jeg indså det, dræber folk fra
indkøbscentrene i Mexico til gaderne i Liverpool - er baseret på den
påstand, at vi er nødt til helt fysisk at fjerne en hel vifte af
kemikalier, fordi de terroriserer folks hjerner og skaber afhængighed.
Men hvis stofferne ikke er drivkraften bag afhængighed, men at blive
hægtet af i virkeligheden er det, der driver afhængigheden - så giver
dette ingen mening.
Ironisk nok, så øger krigen mod narkotika faktisk alle de større
kræfter bag afhængighed. For eksempel besøgte jeg et fængsel, i Arizona
- ”Tent
City” - hvor indsatte tilbageholdes i små isolations bure af sten,
”The Hole”, i ugevis som straf for deres stofmisbrug. Det er så tæt på
en menneskelig genskabelse af de bure, som garanterede den dødbringende
afhængighed hos rotterne, jeg kan forestille mig. Og når de fanger
kommer ud, vil de være uarbejdsdygtige på grund af deres kriminelle
straffeattest. De vil med garanti være endnu mere afskåret. Jeg så dette
udspille sig i de menneskelige historier, jeg mødte rundt omkring i hele
verden.
Der er et alternativ. Du kan bygge et system, der er designet til at
hjælpe stofafhængige til at genoprette forbindelsen med verden - og på
den måde lægge afhængigheden bag sig.
Dette er ikke teoretisk. Det sker. Jeg har set det. For næsten femten
år siden havde Portugal en af de værste narkotikaproblemer i Europa med
1 procent af befolkningen afhængige af heroin. De havde forsøgt en krig
mod narkotika, men problemet blev bare ved med at vokse. Derfor
besluttede de sig for at gøre noget radikalt anderledes. De tog den
beslutning at afkriminalisere alle stoffer. De overførte alle de penge,
de plejede at bruge på at arrestere og fængsle narkomaner og brugte dem
i stedet på at bringe dem i kontakt med deres egne følelser og det
bredere samfund. Det mest afgørende skridt er at få dem ind i sikre
boliger og i støttende jobtilbud, så de har et formål i livet, og der er
noget at stå op for om morgenen. Jeg iagttog den måde, de blev hjulpet
på, i omsorgsfulde og indbydende klinikker, hvor de kunne lære at
genskabe forbindelsen med deres følelser efter års traumer og bedøvelse
med narkotika.
Et eksempel jeg lærte om, var en gruppe af misbrugere, som fik et lån
til at oprette et flyttefirma. De var en gruppe, og pludselig var alle
bundet til hinanden, til samfundet og følte sig ansvarlige for hinandens
omsorg.
Resultaterne af alt dette er nu taget for gode. En uafhængig
undersøgelse fra ”British Journal of Criminology” fandt, at efter den
totale afkriminalisering er afhængigheden dalet og det intravenøse
stofmisbrug er faldet til 50 procent. Jeg vil gentage, at intravenøs
stofmisbrug er nede på 50 procent. Afkriminalisering har været så
åbenlys en succes, at meget få mennesker i Portugal ønsker at gå tilbage
til det gamle system. Den vigtigste forkæmper mod afkriminalisering
tilbage i 2000 var Joao Figueira, landets øverste narko-betjent. Han
udgød alle de dystre advarsler, som vi ville forvente fra Daily Mail
eller Fox News. Men da vi sad sammen i Lissabon, fortalte han mig, at
alt det, han forudsagde, var ikke sket … og han håber nu, at hele verden
vil følge Portugals eksempel.
Dette er ikke alene relevant for de narkomaner, jeg elsker. Det er
relevant for os alle, fordi det tvinger os til at tænke anderledes om os
selv. Mennesker er væsener skabt til fællesskaber. Vi har brug for at
knytte bånd og mærke kærlighed. Den viseste sætning i det tyvende
århundrede var E.M. Forsters – ”only connect.” Men vi har skabt et miljø
og en kultur, der afskærer os fra at knytte venskaber eller som blot
tilbyder en parodi af det på internettet. Fremkomsten af afhængighed er
et symptom på en dybere sygdom, i den måde vi lever på - hele tiden at
rette blikket mod det næste skinnende objekt, vi skal købe, i stedet for
på de mennesker, der er rundt omkring os.
Forfatteren George Monbiot har kaldt dette for "ensomhedens
tidsalder". Vi har skabt menneskelige samfund, hvor det er lettere
for folk at blive afskåret fra alle menneskelige forbindelser end
nogensinde før. Bruce Alexander - skaberen af rotte-parken - fortalte
mig, at alt for længe har vi udelukkende talt om individuel helbredelse
fra afhængighed. Vi har nu brug for at tale om social genoprettelse -
hvordan vi alle i fællesskab kan blive helbredt for isolationens sygdom,
som sænker sig over os som en tyk tåge.
Men dette nye vidnesbyrd er ikke alene en udfordring for os politisk.
Det tvinger os ikke bare til at ændre vores tankesæt. Det tvinger os til
at ændre vores hjerter.
At elske en narkoman er virkelig hårdt. Når jeg så på de narkomaner,
jeg elsker, var det altid fristende at følge det hårde kærligheds råd
som fremstilles af reality shows såsom Intervention - fortæl misbrugeren
at tage sig sammen eller skær dem af. Deres budskab er, at en narkoman,
som ikke vil stoppe, bør afvises. Det er logikken i krigen mod
narkotika, vi indfører i vores privatliv. Men i virkeligheden lærte jeg,
at det kun vil gøre deres afhængighed endnu dybere - og du kan miste dem
helt. Jeg vendte hjem fast besluttet på at knytte narkomaner nærmere til
mig end nogensinde tidligere i mit liv - at lade dem vide, at jeg elsker
dem betingelsesløst, uanset om de stopper, eller om de ikke kan.
Da jeg vendte tilbage fra min lange rejse, kiggede jeg på min
ex-kæreste, i abstinenser, rystende på min gæsteseng, og jeg tænkte
anderledes om ham. I et hundrede år nu har vi sunget krigssange om
misbrugere. Det forekom mig, da jeg tørrede hans pande, at vi skulle
have sunget kærlighedssange til dem alle sammen.
Den fulde historie om Johann Haris rejse - fortalt gennem historier
om mennesker, han mødte - kan læses i Chasing The Scream: The First and
Last Days of the War on Drugs, udgivet af Bloomsbury. Bogen er blevet
rost af alle fra Elton John til Glenn Greenwald til Naomi Klein. Du kan
mere på
www.chasingthescream.com.
De fulde referencer og kilder til alle de oplysninger, citeret i
denne artikel, findes i bogens omfattende slutnoter.
Hvis du ønsker flere opdateringer om bogen og dette emne, vil du
kunne lide denne
Facebook-side
Følg
Johann Hari på Twitter
Kosttilskud -- kun, hvad du har brug for (2)
Som
nævnt i sidste uge er dine valg af sunde fødevarer langt vigtigere
end hvilke kosttilskud, du tager — ikke mindst fordi de plantestoffer,
de fleste mennesker får for få af, ikke på fornuftig måde kan indtages
som kosttilskud. De findes kun i tilstrækkelige mængder og variation i
sunde fødevarer.
Er din kost næringsfattig er løsningen at ændre dine kostvaner. Der
er ingen anden god løsning. Tag kosttilskud sideløbende, indtil du er
sikker på at være dækket ind fra din kost.
En del mennesker har risiko for at komme i underskud af vitaminer
eller mineraler. Og de bør enten ændre deres kost, så den er dækkende --
hvis det er muligt -- eller tage kosttilskud.
Læs mere i artiklen:
Har du brug for tilskud af vitaminer eller mineraler?
Det kan evt. forbedre optagelsen, at tage kosttilskud sammen med et
måltid.
Når du sørger for at få nok vitaminer og mineraler fra din kost
og/eller fra kosttilskud er det med til at forebygge sygdomme og sikre
et godt helbred.
