Ugeskrift for lægfolk
Nyheder fra Nomedica
uge 36, 2008
-
Vær aktiv, ligevægtig og organiseret -- og lev længere
-
Læger udskriver medicin til andet, end den er beregnet til
- Misforståelser om årsager til kræft
- Mail: Kolesterolsænkende medicin
- Mail: Hvor finder jeg kalium
- Lidt af hvert
- Stof til eftertanke
Kære læser
Du er velkommen til at indsende spørgsmål, kommentarer e.l. til
nyhedsbrevet.
God weekend!
Med venlig hilsen
John Buhl
"Den største
fejl du kan lave i livet er hele tiden at være bange for, at du vil lave
en."
-- Elbert
Hubbard
2359 menneskers generelle sundhed blev vurderet i 1958.
50 år senere, her i 2008, brugte forskerne disse data -- der blev
samlet da deltagerne var mellem 17 og 98 år gamle -- til at vurdere
sammenhængen mellem specifikke personlighedstræk.
Det viste sig, at de mænd og kvinder, der scorede over gennemsnittet
i en test for generel aktivitet, følelsesmæssig stabilitet og
samvittighedsfuldhed, i gennemsnit levede 2-3 år længere end de, der
scorede under gennemsnittet.
Resultatet af undersøgelsen indikerer, at folk som er mere aktive og
energiske, mindre tilbøjelige til at blive vrede og nervøse
(følelsesmæssigt stabile) og er bedre informerede, disciplinerede,
organiserede og samvittighedsfulde generelt har mindre risiko for
sygdomme, er mere tilfredse med livet og lever længere.
Det viste sig også, at de deltagere, der var følelsesmæssigt ustabile
-- fx nervøsitet, depression, sårbarhed og vrede -- havde øget risiko
for at dø af hjertekarsygdomme.
Kilde: Psychosomatic Medicine 2008 70: 621-627.
Personality Predictors of Longevity: Activity, Emotional Stability, and
Conscientiousness
I de sidste dage har der været en række artikler i Ingeniøren om brug
af såkaldt off-label medicin –- altså medicin, der udskrives mod
sygdomme, som medicinen slet ikke er godkendt til.
Amerikanske undersøgelser anslår, at omkring 20 % af landets
lægemidler udskrives til andre formål, end de er godkendt til. Og det
menes, at det samme nok er tilfældet i Danmark.
Vi spiser ifølge artiklerne medicin for milliarder, uden at lægen
aner, om det virker. Det tjener medicinalindustrien milliarder af kroner
på. (Ingeniøren 2-9-2008)
Ikke overraskende mener medicinalindustrien, at læger selvfølgelig
skal have lov til at udskrive ikke-godkendt medicin. (Ingeniøren
3-9-2008)
Myndighederne har ikke rigtig styr på, hvad der foregår, og det
kommer helt bagpå politikerne, som nu kræver en redegørelse om medicin
uden dokumenteret effekt. (Ingeniøren 3-9-2008)
Det er vist meget godt, at det her kommer frem i lyset, og bliver
undersøgt til bunds.
Efter min mening er både politikere, læger og patienter alt for
skødesløse, når det gælder medicin. Anvendelse af medicin udgør altid en
vis risiko (selv om indtagelse af medicin naturligvis kan være
nødvendig), men forkert anvendelse af medicin kan være ekstremt farligt.
Patienter (eller deres pårørende) bør ALTID læse HELE indlægssedlen.
I næsten alle pakker med medicin findes der en indlægsseddel, der
fortæller om medicinen, hvordan den virker, hvordan den skal doseres og
hvilke bivirkninger, der kan være ved behandlingen.
Hvis den anvendelse af medicinen, der er beskrevet på indlægssedlen,
ikke ser ud til at passe med den sygdom, medicinen tages imod, eller
noget andet virker forkert, så kontakt med det samme lægen og få en
forklaring. Er du stadig utryg ved medicinen, eller ikke får en god
forklaring, så spørg på apoteket eller en anden læge.
Forkert anvendelse af medicin -- og de potentielle skader det kan
forvolde -- er langt mere udbredt, end de fleste er klar over, og
resulterer årligt i mange skader og dødsfald.
Læs evt. mere
om medicin her
Mange mennesker overvurderer kræftrisikoen fra miljøpåvirkning, mens
de undervurderer den risiko, der er forbundet med veldokumenterede
livsstilsfaktorer som f.eks. alkohol og rygning. Det viser den første
verdensomspændende spørgeundersøgelse, der omfatter interview med 29.925
mennesker i 29 lande verden over.
(cancer.dk 27-8-2008)
Kommentar:
Vi hører ofte om, hvordan bestemte stoffer er kræftfremkaldende. Og
det er naturligvis klogt så vidt muligt at undgå den slags stoffer.
Hvad der er mindre kendt er en række forsøg, foretaget af Dr. T.
Colin Campbell og andre, der viser, at animalske fødevarer (især
animalsk protein) sandsynligvis fremmer de skadelige virkninger af
kræftfremkaldende kemikalier i kroppen (Læs evt. mere om det i bogen
The
China Study).
Du kan altså -- i det mindste i en vis udstrækning -- beskytte din
krop mod miljøgifte ved at spise flere sunde vegetabilske fødevarer og
færre animalske fødevarer. Også god søvn og nok motion er med til at
holde kroppens immunforsvar på toppen, og derved bedre i stand til at
beskytte sig mod giftstoffer.
En vigtig forebyggelse af kræft er at undgå eller kraftigt reducere
indtagelsen af kød (især rødt kød, altså kød fra firbenede dyr som fx
svine-, okse- og lammekød).
For nylig var 300 læger, diætister og andre fagfolk samlet til
en
konference om kostens indflydelse på risikoen for kræft. Så der
kommer heldigvis mere og mere opmærksomhed på i hvor høj grad sund kost
kan forebygge sygdomme.
For ca. 3 år siden startede jeg med cholesterolnedsættende medicin.
Det første præparat jeg fik - kan ikke huske navnet - blev jeg dybt
deprimeret af, så fik jeg i stedet Crestor.
Sidste vinter fik jeg kraftnedsættelser i mine ben, ind imellem
tænkte jeg på, om jeg var ved at få parkinson eller lignende. Samtidigt
havde jeg fået slidgigt i knæ, hænder og fingre.
Egentlig tror jeg slet ikke, at min læge lagde mærke til at jeg havde
den kraftnedsættelse i mine ben, der gjorde min gang yderligere
besværlig.
Slidgigten gjorde at jeg fik rigtig gang i træning, havde en fys. en
overgang, og det har jeg været glad for, og træner rigtig flittig, og
det var jo dejligt. Men der var stadig den kraftløshed i benene. Så
holdt jeg op 4-6 uger med den cholesterolnedsættende medicin, og det
hjalp.
Jeg lever og spiser sundt -- er vegetar.
Så spurgte jeg min læge om ikke jeg kunne holde op med de
cholesterolnedsættende piller (han vidste ikke at det var jeg allerede),
fortalte ham at jeg trænede, levede sundt og havde tabt 8 kg.
Hans svar var "ej tilrådeligt".
Så som det autoritetstro menneske jeg er, startede jeg igen, og vupti
efter 2 uger kom kraftnedsættelsen i benene igen, på trods af vægttab og
træning.
Så tog jeg en bestemmelse, og det er, at jeg vil ikke have den
medicin.
Så nu skal jeg efter min ferie en tur ned til lægen, og fortælle ham
det, og jeg er godt klar over, at det ikke bliver nemt, men der er
ligesom ikke nogen vej udenom.
Hører meget gerne om andre med lignede erfaringer og meget gerne en
kommentar fra dig.
Venlig hilsen
Anne Mathiasen
Kommentar:
Det er som regel forholdsvist let at få et forhøjet kolesteroltal ned
med meget sunde kostvaner. Virker en vegetarkost ikke tilstrækkeligt er
det tid til at prøve veganerkost -- evt. en meget sund veganerkost
(masser af råkost, fedtfattig, ingen mættet fedt, kun lidt eller ingen
vegetabilsk olie). Vægttab ved overvægt og nok motion er også vigtigt.
Lad os også høre andres erfaringer med at nedsætte kolesteroltallet
med sunde vaner!
Jeg har læst om at kalium og magnesium kan nedsætte blodtrykket.
Kalium er blandt andet i kartofler men hvor ellers? Og er der kolesterol
i kartofler og andre grønsager?
Jeg skal gerne sætte mit kolesterol ned fra 5,8 til 3,5 efter en
lille blodprop i hjernen.
Jeg har ikke spist kartofler i flere år men vil gerne i gang igen,
jeg spiser mange rå og kogte grønsager, nu har jeg hørt at det ikke er
godt for min mave (mavesår), som jeg er i behandling for, at jeg spiser
så mange rå grønsager da der skal mere mavesyre til at nedbryde grønt.
På forhånd tak for svaret og for dine gode artikler.
Venlig hilsen
Inger
Hej Inger
Der er ikke kolesterol i grøntsager eller andre vegetabilske
fødevarer. Kolesterol findes kun i animalske fødevarer.
Kartofler er en glimrende kilde til kalium -- men der findes også
kalium i en lang række andre fødevarer.
En
komplet liste finder du her (vælg fra de sunde kilder).
Du skal snakke med din læge om, hvad du helst skal spise (eller hvad
du må/ikke må spise), men dampkogte grøntsager ser jeg ikke noget
problem i, at du spiser! Grøntsagssupper er nok også ideelle for dig i
den situation. Få lige en snak med din læge om det, så du er helt sikker
på, hvad han mener. I de fleste tilfælde kan man prøve sig frem med
forskellige grøntsager -- og naturligvis holde sig fra ting som rå løg,
kål o.l.
Med venlig hilsen
John Buhl
Læger vil ikke rådgive om livsstil
Praktiserende læger tøver med at give deres sukkersygepatienter
livsvigtige råd om, hvordan de skal leve sundt
Videnskab.dk 26-8-2008
Skadelig konservering i cremen er unødvendig
Creme kan sagtens holde sig uden potentielt hormonforstyrrende
konserveringsmidler.
Politiken 1-9-2008
Superfrugt kan vokse i Danmark
Sorte rønnebær, også kaldet aronia-bær, betragtes som verdens
sundeste frugt. Frugten masseproduceres nu i Storbritannien, men kan
også vokse i Danmark.
(Jyllands-posten 1-9-2008)
Parfume kan give dit barn fertilitetsproblemer
Hvis du bruger parfume eller parfumerede cremer under graviditeten
kan det nedbryde fertiliteten hos ufødte drenge. Det viser en ny skotsk
undersøgelse.
(BT 2-9-2008)
Fiskeolie redder hjertepatienters liv
En daglig kapsel fiskeolie redder hjertepatienters liv, viser en
omfattende undersøgelse fra 357 hjerteafdelinger på italienske
hospitaler.
(Jyllands-Posten 2-9-2008)
Kommentar:
Virkningen er sandsynligvis den samme eller bedre, hvis omega-3
fedtsyrerne kommer fra kosten eller vegetabilske olier som hørfrøolie.
Det er også tvivlsomt, at det vil hjælpe at tage ekstra omega-3, hvis
kosten allerede hovedsagelig består af sunde vegetabilske fødevarer.
Rygning farligst for kvinder
Kvindelige rygere risikerer i gennemsnit at få et hjertetilfælde 14
år før deres røgfri medsøstre.
(Jyllands-Posten 2-9-2008)
Røgelse øger risiko for kræft
Ivrig brug af røgelse kan øge risikoen for kræft i luftvejene,
antyder ny dansk forskning.
(videnskab.dk 1-9-2008)
Her en spændende artikel om, at
meditation kan ændre hjernens struktur og i
denne interessante video kommer filmproducenten David Lynch,
fysikeren John Hagelin og en hjerneforsker ind på noget af det samme.
Dr. John Hagelin er også kendt fra filmene
The Secret og
The Bleep.
"Du bliver
måske skuffet, hvis du fejler, men du er fortabt, hvis du ikke prøver."
-- Beverly
Sills