Ugeskrift for lægfolk
Nyheder fra Nomedica
uge 36, 2020
- Antibiotika forbundet med øget
risiko for inflammatorisk tarmsygdom
- Vi ældes sundere med et passende
niveau af jern i blodet
- Nyt studie tyder på, at motion
kan forsinke eller forhindre synstab
- Storrygere har kæmpe øget risiko
for alvorlige sygdomme
- Nye anbefalinger om alkohol på
vej?
- Studie: At betro sig til en ven
er den bedste måde at forebygge depression.
|
UGENS CITAT
"Hvis du dømmer
mennesker, har du ikke tid til at elske dem."
— Mother Teresa.
Antibiotika forbundet med øget risiko for inflammatorisk tarmsygdom
I den hidtil største undersøgelse, der forbinder
antibiotikabehandling og risiko for inflammatorisk tarmsygdom, kunne
forskere i Sverige og USA påvise, at hyppigere brug af antibiotika var
forbundet med udviklingen af inflammatorisk tarmsygdom og dens
undertyper ulcerøs colitis og Crohns sygdom.
Tidligere brug af antibiotika var forbundet med en næsten dobbelt så
stor risiko for inflammatorisk tarmsygdom. Der blev observeret øget
risiko for både ulcerøs colitis og Crohns sygdom — det gjaldt især ved
brug af bredspektret antibiotika.
Kilde: Karolinska Institutet. "Antibiotics associated with increased
risk of inflammatory bowel disease." ScienceDaily. ScienceDaily, 17
August 2020. <www.sciencedaily.com/releases/2020/08/200817191743.htm>
Vi ældes sundere med et passende niveau af jern i blodet
En international undersøgelse med genetiske data fra mere end en
million mennesker peger på, at opretholdelse af et sundt niveau af jern
i blodet kan have stor betydning for, at vi ældes bedre og lever
længere.
Både for høje og for lave niveauer af jern er forbundet med
aldersrelaterede tilstande som Parkinsons sygdom, leversygdom og et fald
i kroppens evne til at bekæmpe infektion, efterhånden som vi ældes.
Dr. Paul Timmers fra Usher Institute ved University of Edinburgh,
udtaler: "Vi er meget begejstrede for disse fund, da de kraftigt tyder
på, at høje niveauer af jern i blodet reducerer vores sunde leveår, og
at holde disse niveauer i kontrol kunne forhindre aldersrelateret skade.
Vi spekulerer i, at vores fund om jernmetabolisme muligvis også kan
begynde at forklare, hvorfor meget høje niveauer af jernrigt rødt kød i
kosten er blevet knyttet til aldersrelaterede tilstande som
hjertesygdomme."
Kilde:
Blood iron levels could be key to slowing ageing
Det er kendt, at for meget jern i blodet — fx fra indtag af rødt kød
— er skadeligt.
Omvendt kan en plantebaseret kost i nogle tilfælde indeholde for lidt
jern. Mere om det, og hvad du kan gøre, i
artiklen Jern i vegetarkost.
Som nævnt i den artikel kan kroppens manglende evne til i tilstrækkelig
grad at regulere optagelsen af den jern, vi finder i kød (hæmjern), øge
risikoen for, at vi får for meget jern, hvilket øger risikoen for visse
alvorlige sygdomme.
Det er meget lettere for kroppen at regulere optagelsen af
ikke-hæmjern (jern fra vegetabilske fødevarer), hvilket betyder, at
vegetabilske fødevarer ikke giver risiko for overskud af jern.
Nyt studie tyder på, at motion kan forsinke eller forhindre synstab
En undersøgelse fra University of Virginia School of Medicine fandt,
at motion reducerede den skadelige overvækst af blodkar i øjnene på mus
med op til 45%. Denne overvækst af blodkar er en vigtig bidragyder til
makuladegeneration og adskillige andre øjensygdomme.
Undersøgelsen tyder på, at motion kan reducere sværhedsgraden af
makuladegeneration, en førende årsag til synstab, rapporterer forskerne.
Kilde: University of Virginia Health System. "Exercise can slow or
prevent vision loss, study finds." ScienceDaily. ScienceDaily, 1 July
2020. <www.sciencedaily.com/releases/2020/07/200701100025.htm>
Storrygere har kæmpe øget risiko for alvorlige sygdomme
For hver daglig cigaret, en storryger ryger, øges risikoen for nogle
sygdomme med mere end 30 %, ifølge en ny international undersøgelse.
Forskere fra Australien fandt sammenhæng mellem storrygere og hele 17
gange stigning i emfysem, 8 gange stigning i åreforkalkning (tilstoppede
arterier) og en 6½ gange stigning i forekomst af lungekræft.
Forbindelserne mellem storrygning og emfysem, hjertesygdomme,
lungebetændelse og luftvejskræft var særlig høje, men forskerne fandt
også sammenhænge med mange andre luftvejssygdomme, nyresvigt,
blodforgiftning, øjenlidelser og komplikationer ved operation eller
medicinske procedurer.
"Tobaksrygning er den førende forebyggelige dødsårsag i hele verden,
og rygere dør typisk 10 år tidligere end ikke-rygere," udtaler den
ledende forsker professor Elina Hypponen.
Kilde: University of South Australia. "Heavier smoking linked to
skyrocketing health risks." ScienceDaily. ScienceDaily, 7 August 2020. <www.sciencedaily.com/releases/2020/08/200807102335.htm>.
Nye anbefalinger om alkohol på vej?
I adskillige årtier har sundhedsmyndighederne i USA (på linje med
Sundhedsstyrelsen i Danmark) anbefalet, at mænd bør begrænse deres
alkoholforbrug til højst to genstande om dagen. Nu foreslår et panel af
sundhedseksperter en ny retningslinje, der vil reducere denne grænse til
halvdelen.
Panelet sætter spørgsmålstegn ved om moderat indtagelse af alkohol
har sundhedsmæssige fordele — såsom at mindske forekomsten af
hjerte-kar-sygdom, type 2-diabetes, Alzheimers og demens — og
understreger i stedet, at selv små mængder alkohol er blevet forbundet
med flere typer kræft.
Kilde: Harvard:
Panel proposes a new guideline for men: just one drink per day.
Studie: At betro sig til en ven er den bedste måde at forebygge
depression
Forskerne bag et nyt studie har gennemtrawlet patientdata fra 100.000
briter, hvor de har fokuseret på mere end 100 kendte risikofaktorer, som
kan føre til depression, heriblandt social interaktion, mediebrug,
søvnrytme, kost og fysisk aktivitet. De konkluderede, at sociale
forbindelser og social sammenhæng er langt det mest effektive middel til
ikke blot at bekæmpe, men også forebygge depression. Næstbedst er fysisk
aktivitet.
Værst for ens mentale velvære er at sidde alene foran Tv’et mange
timer ad gangen.
Læs
mere på videnskab.dk