Ugeskrift for lægfolk
Nyheder fra Nomedica
uge 39, 2006
-
Mail: Uren hud
-
Mail: Hvordan får jeg energi igen?
- Lykken er lige om hjørnet
- Vrede kan skade lungerne
-
Mail: Hvordan forebygger vi, at kræften vender
tilbage?
-
Læsertip
Kære læser
Du er velkommen til at sende en mail, hvis du har spørgsmål eller
kommentarer til nyhedsbrevet, eller hvis der er bestemte emner, du
ønsker, vi skal tage op.
God weekend!
Med venlig hilsen
John Buhl
1) Mail: Uren hud
Kære John
Jeg vil høre om du har et godt råd til mig mod uren hud. Jeg har i en
del år haft mange talgknopper på bagsiden af lårene især, også lidt på
arme og baller og det ser utroligt grimt ud. Jeg tager vitaminpille hver
dag, Spektro + ekstra zink, b-vitaminer og sørger for at få en omega
3-6-9 pille hver dag.
Da jeg nemt bliver for tynd, bruger jeg meget olivenolie i maden, jeg
får nok tæt på en deciliter hver dag. Jeg lever næsten vegansk, spiser
aldrig hvede eller sukker, kød eller mad med tilsætningsstoffer. Jeg
spiser meget rugbrød 100 % rug, frugt, grønt og ris hver dag. Alt det
sunde er jeg begyndt på indenfor de sidste to år. Indtil for ca. 1½ mdr.
siden har jeg spist fisk hver dag, det er jeg også holdt op med, da der
jo også findes mange miljøgifte i dem. Så hvorfor bliver min hud ikke
bedre?
Jeg smører mig med fugtighedscreme efter bad (også en økologisk). Jeg
tænker selv på om det kan have noget med al den olivenolie at gøre, men
hvordan kan jeg ellers holde vægten (jeg har nikkelallergi og derfor kan
jeg desværre ikke spise nødder m.m.)
Har du forslag til andre måder at få sunde kalorier på? Jeg har
prøvet nogle proteintilskud og jeg synes, de smager hæsligt. Ser meget
frem til at høre fra dig.
Med venlig hilsen
Britt
Kære Britt
Du tager allerede de kosttilskud, som i nogle tilfælde kan hjælpe
(ved mangel på vitaminer, mineraler eller essentielle fedtsyrer).
Jeg tror, du selv giver forklaringen på dine hudproblemer: Al den
olie!
Prøv at undgå olien (al olie). Få i stedet dine kalorier fra sunde
fødevarer. Det er ikke sundt at indtage olie, og slet ikke i de mængder.
Frugt indeholder flere kalorier end grøntsager. Spis både meget frugt
og meget grønt. Spis også de bælgfrugter og fuldkornsprodukter, du kan
spise, selv om du har nikkelallergi (dem som ikke indeholder for meget
nikkel).
Styrketræning vil øge din muskelmasse og nok også din appetit.
Med venlig hilsen
John Buhl
2) Mail: Hvordan får jeg energi igen?
(Uvæsentlige detaljer er ændret i nedenstående mail, så afsenderen
forbliver anonym)
Hej
Jeg har været inde på jeres hjemmeside og syntes der er så mange gode
råd, men jeg er ikke sikker på hvilken der passer til mig ... Lidt om
mig selv ...
Der var nogle stor traumatiske oplevelser med et dødsfald ... og jeg
flyttede sammen med en meget ustabil pige som gjorde det svært for mig
og mine børn ... her ud over havde jeg en risiko for at blive opsagt på
mit arbejde ... Det var lige alt for mange ting på en gang, så jeg gik
ned med stress ... og har ikke haft en stabil tilværelse siden, med
regelmæssig søvn. Dyrkede tidligere fodbold, men det var alt for hård
motion, skulle bruge ca. 3 dage på at komme på benene igen.
Jeg tager ingen form for medicin, men har gået til samtaleterapi ca.
15 gange.
Mit ønske er at få energien igen så jeg kan leve en normal hverdag
sammen med mine børn.
Talte med en Zoneterapeut som mener det er et for lavt blodsukker,
måske har han ret.
Jeg håber du kan hjælpe med gode råd om kost, motion, som jeg kan
følge og få livet igen.
Mange hilser
S.
Hej S.
Det er svært præcist at sige, hvordan netop du griber tingene bedst
an. Men det du først og fremmest kan gøre er:
- at sørge for nok søvn, og god søvn. Sørg også for en god
søvnrytme ved at gå tidligt i seng og stå tidligt op
- at spise sundt
http://www.nomedica.dk/sund_kost.htm
- daglige gå- eller løbeture, eller anden motion der ikke virker
udmattende men alligevel får pulsen op
Når det lykkes dig at få nok og god søvn, og du får indført sunde
kostvaner, får du energien igen!
Læs evt. bøgerne Hvordan Rask? og Kunsten at ændre vaner.
http://helseonline.dk/product.asp?product=297&sub=1&page=1
Du kan også låne dem på biblioteket.
Med venlig hilsen
John Buhl
3) Lykken er lige om hjørnet
Professor Søren Askegaard, Institut for Marketing & Management på SDU
har gennemført et stort internationalt forskningsprojekt om begær.
Undersøgelsen viser bl.a., at bag en stærk længsel efter materielle
ting altid ligger en længsel efter sociale relationer. Man vil være
populær og få en masse venner ved at købe nogle ting, som andre finder
attraktive.
Konklusionen var, at materielle ting kun giver en kortvarig glæde.
Undersøgelsen viste også, at der ingen sammenhæng er mellem velstand
og lykke.
http://www.unet.dk/unyt/index.php?recno_nyhed=5386&sprog=uk
Kommentar:
Nogle mennesker stræber så meget efter den forholdsvise kortvarige
glæde, de opnår ved at anskaffe sig ting og sager, at de glemmer at
satse på det som giver størst chance for en mere vedvarende lykke/glæde.
Hvis vi grundlæggende set ikke bliver lykkeligere af velstand og
materielle goder, og vi alle stræber efter at opleve lykke så meget af
tiden som muligt, hvor finder vi da lykken?
”Den
forunderlige ting med menneskelige væsner er, at vi bestandigt rækker ud
efter stjernerne. Jo mere vi har, desto mere ønsker vi. Og af den grund,
vil vi aldrig have det hele.”
–– Joyce Brothers
"Lær at være
lykkelig, med det du har, imens du stræber efter at nå alt det, du
ønsker."
–– Jim Rohn
"Husk at
lykke er en rejsemåde – ikke et rejsemål."
–– Roy M. Goodman
”Der kan ikke
være nogen lykke, hvis de ting vi tror på er forskellige fra de ting vi
gør.”
–– Freya Stark, 1893––1993, Engelsk rejseforfatter
"Lykke er når
det du tænker, det du siger, og det du gør er i harmoni."
–– Mahatma Gandhi
"Det er såre
simpelt at være lykkelig, men meget vanskeligt at være simpel."
–– Ananda Yogi
"Et lykkeligt
liv består i sindets ro."
–– Cicero
4) Vrede kan skade lungerne
En undersøgelse har vist at vrede og fjendtlighed kan øge den
forringelse af lungefunktion, der følger med alderen.
Der er tidligere fundet en forbindelse mellem vrede, fjendtlighed og
stress og hjertesygdomme, astma og andre sygdomme.
Forskerne mener, at følelserne ændrer biologiske processer,
forstyrrer immunsystemet og forårsager kroniske betændelsestilstande.
(Thorax online 01-09-2006)
http://thorax.bmjjournals.com/cgi/content/abstract/thx.2005.050971v1
5) Mail: Hvordan forebygger vi, at kræften vender tilbage?
Hej John,
Jeg har fundet utrolig meget inspiration gennem dit website, bliv
endelig ved!!
Min kæreste (26 år) har inden for de sidste to år været igennem nogle
meget hårde sygdomsperioder. For ca. 2 år siden blev hun indlagt med
meget store mavesmerter, som viste sig at være Morbus Crohn, som er en
kronisk tarmsygdom. Hun fik fjernet et lille stykke af sin tynd- og
tyktarm og har i dag ikke de store problemer med maven.
Hun går selvfølgelig til regelmæssig kontrol.
For ca. ½ siden blev hun så ramt af modermærkekræft. Hun gennemgik en
operation, hvor man også fjernede to lymfer i den ene armhule
(kontrastvæske viste at lymferne fra modermærket førte til disse lymfer).
Via undersøgelse af det udopererede har man nu fundet ud af, at man fik
fjernet alt skidtet vedr. modermærket og samtidig viste lymferne
heldigvis, at der ikke var spredning. Nu går hun så til regelmæssige
kontrol på Rigshospitalet hver 3 mdr. Her den anden dag fik hun fjernet
yderligere to modermærker, dette dog mest da hun selv var bange for dem,
men lægen mente ikke de så "onde" ud.
Mit spørgsmål er så nu, om vi selv kan gøre noget gennem kosten og
motion for at forebygge at kræften og morbus Crohn vender tilbage.
Selvfølgelig ved jeg godt, at du ikke kan give 100 % garanti, men
forhåbentlig hjælpe til at holde det på afstand, så vi ikke skal kæmpe
med dette mere...
Vi har aldrig spist decideret usundt. Men efter forskrækkelsen med
kræften er vi generelt begyndt at spise grønsager til vores aftensmad
3-4 gange om ugen. Vi får for det meste magert kød dagligt (kylling,
kalkun, magert oksekød mv.) sammen med pasta/ris og grøntsager eller
salat. Derudover sørger vi for at få noget sundt fedt, såsom at vi hver
dag spiser ca. 1 avocado dagligt. Endvidere tager vi Biosym Omnimin samt
Epa-Gla dagligt via kosttilskud.
Samtidig dyrker vi hård motion (spinning) 2-3 gange ugentligt,
hvilket svarer til ca. 3 timers hård træning om ugen.
Jeg kunne godt tænke mig hvis du gad kommenterer på ovenstående i
henseende til de sygdommen jeg har nævnt jf. ovenstående og på hvilke
punkter vi kan optimere samt med eventuelle forslag.
På forhånd mange tak for din hjælp.
Mvh
Brian
Hej Brian
Ja, I kan afgjort gøre meget selv for at forebygge at sygdommene
vender tilbage.
Rigtig flot, at I har forbedret jeres kost.
Det er vigtigt at komme op på 600 - 1000 gram frugt og grønt dagligt,
og så vidt muligt undgå animalske fødevarer (især kød).
Det bedste er, at gå helt over til veganerkost.
Gør hvad I kan for at følge programmet her
http://www.nomedica.dk/hvordan_rask.htm
Motion er vigtig. Hun bør dog undgå meget hård og udmattende motion.
I skal naturligvis følge lægens råd og/eller få lægens accept på
ændringer af hans anbefalinger.
Med venlig hilsen
John Buhl
6) Læsertip
Kære John
Jeg tænkte at følgende måske er noget som du gerne vil fortælle dine
vegetar/veganer-læsere:
Nudler, spagetti og båndnudler med 45-48 % proteiner:
Producent: Vitaquell
Økologiske produkter af soja
Æg-, mælke- og glutenfri pasta
Ingredienser: sojabønner
Per 100 g: 374 kcal/1566 kJ Proteiner: 45-48 g, kulhydrater: 28-45g -
fedt: 6-7 g
Natur-Drogeriet A/S, 8362 Hørning
www.natur-drogeriet.dk - slå op under produkter og priser, og derefter
pasta
Med venlig hilsen
Eva
Kommentar:
Det er et udmærket produkt, som er langt bedre end den almindelige
pasta.
Det er dog ikke noget problem for vegetarer, at få protein nok.
Læs evt. mere på
http://www.vegetarkost.dk
Sojanudler og –spagetti kan købes her:
http://helseonline.dk/group.asp?group=29&sub=29
Indsend også dit tip eller en god opskrift!
Intet i dette nyhedsbrev er et forsøg på at holde dig
fra nødvendig lægebehandling.
Nedtrapning af medicin eller behandling bør ske i samråd med en
kvalificeret læge.
Vælger du at ophøre med lægeordineret behandling eller medicin, uden din
læges samtykke, bærer du selv det fulde ansvar.