Ugeskrift for lægfolk
Nyheder fra Nomedica
uge 39, 2014
Forvirring er
begyndelsen til viden.
— Kahlil
Gibran (1883-1931)
Proteinmani
Er der ændringer på vej?
Kommer der snart lidt sundere og mere fornuftige råd om proteinindtag
i aviser og blade?
Her den anden dag (16.9.2014) havde Jyllands Posten en god artikel:
Proteinerne hitter hos danskerne (af Kirsten Dons Christensen).
Artiklen er kritisk overfor danskernes høje indtag af proteiner.
Artiklen indeholdt desværre en stor og uforståelig fejl.
Der stod: Det anbefales, at man får 1,5-1,8 gram protein pr. kg.
kropsvægt om dagen.
Det er ikke rigtigt.
Det halve anbefales (af WHO, Sundhedsstyrelsen, Fødevarestyrelsen
m.fl.)!
De officielle anbefalinger — baseret på forskning i emnet — er 0,8 g
protein per kilo kropsvægt (WHO). Eller at mellem 10 og 20 % af
kalorierne kommer fra protein (Fødevarestyrelsen).
Det er korrekt, som det nævnes i artiklen, at man på nogle
proteinkure let kommer op på 2-3 gram protein per kilo kropsvægt.
Ifølge artiklen i Jyllands Posten mener mad-sociolog Jon Fuglesang
ved Professionshøjskolen Metropol, at proteindiæten er slået igennem i
flere dele af befolkningen, end diæter normalt gør, fordi vi altid har
elsket store bøffer, og proteinkuren har givet os en undskyldning for at
holde kødfest.
Og, som hun nævner i artiklen, afhænger gennemslagskraften for
populære diæter ofte af, hvorvidt den giver befolkningen en begrundelse
for at leve, som de har lyst til.
Der rammer hun plet!
- - -
Det mest almindelige argument for at spise mere protein, end du reelt
har brug for, er nok at protein mætter.
Faktisk et ret tyndt argument. Der er mange fødevarer, typer af
fødevarer og tilberedningsformer, der giver øget mæthed.
Fx mætter fiberrige fødevarer lige så godt (og i nogle tilfælde endda
mere) end animalske kilder til protein. Et andet eksempel er gode
råkostsalater, som — i forhold til kalorieindholdet — mætter meget mere
end proteinrige animalske fødevarer. Resistent stivelse i kartofler,
bønner mv. mætter også mindst lige så godt som animalske fødevarer.
Men det værste i alt dette er de helbredsmæssige konsekvenser af for
mange animalske fødevarer i kosten, som jo i mange undersøgelser er
blevet kædet sammen med alvorlige sygdomme — ikke mindst i form af kød
og forarbejdede kødprodukter.
Det er intet mindre end en ernæringsmæssig katastrofe, at store dele
af befolkningen pga. de sidste mange års proteinpropaganda er blevet
overbevist om, at:
- Vi har brug for eller gavn af mere protein, end vi allerede får
— selv om vi i Danmark allerede får nok eller mere end nok protein.
- Vi spiser for mange kulhydrater og skal undgå eller passe på med
kartofler og kornprodukter — selv om vi får for lidt kostfibre fra
grove grøntsager (som fx kartofler, som i øvrigt har et tårnhøjt
mæthedsindeks) og fuldkornsprodukter.
Det mest tankevækkende er, at stort set alle ernæringsforskere og
andre ernæringseksperter ved og hele tiden har vidst, at det nok er
noget rigtig skidt med de massive anbefalinger af proteinkure og især
anbefalingen om at spise mere animalsk protein.
De langsigtede konsekvenser af en kost med store mængder animalske
proteiner kan være endog meget alvorlige, og der er god grund til, at de
fleste fagfolk er bekymrede for de langsigtede konsekvenser af en meget
proteinrig kost — i det mindste når proteinerne kommer fra kød og andre
animalske fødevarer.
Men advarslerne om de potentielt alvorlige helbredsmæssige
konsekvenser af en kost, der indeholder store mængder animalske
fødevarer, ser ud til at prille af på de personer, der anbefaler
proteinrige diæter.
Underligt!
På en eller anden mystisk måde er det lykkedes for en lille gruppe af
personer (hvoraf nogle vist har mere end almindelig gode forbindelser
til fødevareindustrien og medierne) at få overdreven meget plads i
medierne til at formidle et proteinbudskab, som på sigt kan få alvorlige
konsekvenser for befolkningens sundhed.
I de sidste mange år har vi næsten ikke kunnet læse en artikel om
overvægt, kost eller livsstil uden at blive mindet om, at vi skal passe
på med kulhydraterne og spise godt med protein.
Nærmest det omvendte af, hvad vi har bedst af!
Ikke alle er klar over, at verdenssundhedsorganisationen WHO og den
danske Fødevarestyrelse og Sundhedsstyrelse har gennemgået et hav af
relevante videnskabelige undersøgelser og kommet med klare anbefalinger.
Ud fra disse anbefalinger, får vi i Danmark allerede nok eller mere
end nok protein, hvorimod de fleste af os indtager for få kulhydrater i
form af fiberrige fødevarer.
Kræftens bekæmpelse anbefaler af gode grunde, at vi spiser mindre kød
og mere grønt og brød med fuldkorn og kostfibre. Det er nemlig med til
at forebygge kræft.
For ikke så længe siden satte en stor undersøgelse endda
spørgsmålstegn ved påstanden om, at protein forebygger fedme.
Undersøgelsen viste faktisk en øget forekomst af overvægt blandt
personer, der indtog meget protein.
Læs artiklen: Tvivl om protein forebygger fedme af Bodil Kofoed
08-03-2013. Cancer.dk
Nogle studier viser også, at mere protein (animalsk protein) kan
medvirke til vægttab.
Om mere protein slanker, ikke gør nogen forskel eller måske øger
vægten på længere sigt er stadig et åbent spørgsmål.
Det er helt sikkert ikke det sidste, vi har hørt om det emne og den
diskussion.
Men det vi kan konkludere er, at hvis der er en "slankevirkning" fra
at indtage mere animalsk protein er den så minimal, at den nok er
ligegyldig og i hvert fald ikke er risikoen værd.
En stor ny undersøgelse har jo også netop vist, at proteinkure ikke
er mere effektive. Læs artiklen:
Betyder det egentlig noget, hvilken slankekur du vælger?
Det er ikke mindst fordi overvægtige har øget risiko for de sygdomme
og tilstande, som overskud af animalske fødevarer fremmer — fx
inflammation, hjerte-kar-sygdomme og visse kræftformer — at det efter
min mening har været til store skade at så mange overvægtige er blevet
anbefalet og har vænnet sig til en kost med store mængder animalske
fødevarer.
Ingen har brug for eller gavn af kure med meget animalsk protein!
Mad med protein
Alle fødevarer bortset fra stærkt raffinerede fødevarer som sukker og
olie indeholder protein.
Det er derfor svært at komme til at mangle protein.
De fødevarer, der indeholder mest protein, er nødder, frø,
fuldkornsprodukter, bælgfrugter (bønner og ærter) og grøntsager (i
forhold til kalorieindholdet) samt animalske fødevarer (altså kød,
fjerkræ, fisk, æg og mejeriprodukter).
Alle uraffinerede fødevarer indeholder proteiner
Hvis du spiser som de fleste i Danmark:
- Du får allerede mere end nok protein og indtager nok også for
mange animalske fødevarer i form af fx kød og forarbejdede
kødprodukter.
- Du får for lidt kulhydrat i form af hele (uraffinerede)
fiberrige fødevarer (frugt, grøntsager, fuldkornsprodukter og
bælgfrugter).
Hvis det endelig skal være — eller du er en af de få, der kunne have
gavn af lidt mere protein i kosten — kan du gøre det på en sund og
sikker måde ved at øge mængden af proteinrige vegetabilske fødevarer.
Nem adgang
til information er ikke det samme som viden.
— Terry
Pratchett