Ugeskrift for lægfolk
Nyheder fra Nomedica
uge 42, 2008
- Diagnoser
-
Høje doser C-vitamin passer ikke sammen med kemoterapi
-
Visse kosttilskud undergraver måske kræftbehandling
- B6-vitamin måske med til at forebygge kræft
- Mail: Vegetarer på restaurant
- Lidt af hvert
Kære læser
Du er velkommen til at indsende spørgsmål, kommentarer e.l. til
nyhedsbrevet. Send til
[email protected]
God weekend!
Med venlig hilsen
John Buhl
"Begynd med
at gøre hvad der er nødvendigt; gør derefter hvad der er muligt; og
pludselig gør du det umulige."
-- St.
Francis of Assisi
Jeg bringer her en lille mail-veksling med en læser, som måske vil
interessere dig.
Det er ikke så meget selve emnet -- for lidt mavesyre -- som det
faktum, at læseren mere eller mindre har accepteret en diagnose på et
meget tyndt grundlag. En udpræget tendens hos næsten alle, der besøger
læger og alternative behandlere for at få en afklaring på deres
symptomer.
Vi forsætter snakken om diagnoser efter nedenstående mails:
Hej John!
Jeg har i mange år lidt af for lidt mavesyre. Symptomerne er stort
set de samme som ved for meget mavesyre, og jeg er blevet diagnosticeret
af en bio- og homøopat.
Hun anbefalede nogle tabletter som hjalp mig meget og som blev
forbudt efter et par år. Jeg fik så HCL COMPLEX fra Natur Drogeriet i
nogle år, så blev de forbudt, så fik jeg ostevalle (smager frygteligt)
og har nu i det seneste 1/2 års tid, haft stor glæde af PB Complex, igen
fra Natur Drogeriet! Da jeg ville købe nogle i dag, fik jeg at vide, at
de er blevet forbudt af Lægemiddelstyrelsen. Det eneste alternativ er
igen ostevalle!
Har du et andet godt råd, for jeg er meget plaget af mavesyremanglen
- specielt når jeg er stresset, hvilket jeg er i denne periode, fordi
jeg er arbejdssøgende!
Undskyld dette laaaaaaaaaaange spørgsmål - jeg er desperat!
Gode hilsener
Kirstine
Hej Kirstine
Først: Er du sikker på, at du har for lidt mavesyre?
Hvordan har din biopat/homøopat testet det? (Jeg kender ingen biopat-
eller homøopattest, der kan vise det).
Normalt producerer kroppen den mavesyre, der er nødvendig. Og hvis
der er problemer med mavesyre (eller andre problemer med
mave-tarm-systemet) forsvinder de som regel helt af sig selv med de
rette kostvaner.
Men først og fremmest skal du gå til din læge og forklare dine
symptomer, og få en snak med ham om, hvad der evt. er galt. Hvis han
ikke ved, hvad der er galt, kan du som sagt alligevel komme langt med
meget sunde kostvaner!
Med venlig hilsen
John Buhl
Hej John!
Det er ca. 16-17 år siden, jeg fik diagnosen. Testen var noget med at
jeg holdt en kort stang med en ledning i hver hånd og ledningerne førte
op til et apparat, der målte reaktionen (?), når forskellige præparater
kom i nærheden af mig -- husker ikke hvordan ...
Jeg vil så prøve min læge!
Lune hilsner
Kirstine
Hej Kirstine
Den test, du fik fortaget, måler elektriske spændinger forskellige
steder på huden (akupunkturpunkter). Det er ikke en test, der på nogen
måde kan vise, om du har for lidt eller for meget mavesyre.
Jeg synes, at du skal glemme alt om den diagnose, og få en snak med
din læge om dine problemer.
Det er ikke sikkert, at din læge umiddelbart kan sige, hvad der er
galt -- måske begynder han også bare at gætte -- så lær at være lidt
skeptisk, når du får diagnoser, uanset om de kommer fra en læge eller
alternativ behandler.
Stil spørgsmål og få en forklaring på, hvordan lægen/behandleren er
kommet frem til diagnosen.
Læger og alternative behandlere er ofte alt for hurtige til at komme
med forklaringer eller deres bedste gæt og glemmer så, at patienten ikke
altid er klar over, at diagnosen er et gæt eller måske blot den mest
sandsynlige forklaring.
Uanset hvad du ellers gør, så begynd at forbedre dine kostvaner.
Med venlig hilsen
John Buhl
Mere om diagnoser ...
Røntgen, lydscanning, blodprøver og andre undersøgelser kan vise hvad
der er galt, og hvad der skal gøres.
Alt for mange diagnoser er dog vage, utilstrækkelige eller ganske
enkelt gætteri. ”Det er en virus, der giver dig feber”, ”Du har lavt
blodsukker”, ”Din hovedpine skyldes stress på dit arbejde” og den slags
udtalelser er som regel ren gætteri.
Mange læger og alternative behandlere er tilbøjelige til at stille
diagnoser på et meget løst grundlag.
Faktisk er forkerte diagnoser ret almindelige.
Har du på fornemmelsen, at din læge eller naturlæge stiller en
diagnose på et tyndt grundlag, har du sandsynligvis ret!
Når diagnosen stilles på baggrund af konkrete og pålidelige tests
(eller viden) -- fx er blodtrykket højt, hvis en måling viser det, en
arm er brækket, hvis et røntgenbillede viser det osv. -- er diagnosen
naturligvis meget vigtig for at kunne vælge den rette behandling.
Men mange diagnoser skal tages med forbehold -- især hvis
lægen/behandleren ikke er sikker, men vurderer eller gætter (hvilket der
ikke er noget galt i, så længe det er klart for både patient og
læge/behandler at det er en vurdering eller sandsynlig forklaring).
Hvis du lider af symptomer eller en sygdom, som du har svært ved at
få bugt med er årsagen måske, at du er overbevist om, at en forkert
stillet diagnose er rigtig -- altså at du modtager behandling eller
behandler dig selv på baggrund af en forkert eller utilstrækkelig
diagnose.
Det er naturligvis også muligt at du modtager forkert behandling selv
om diagnosen er korrekt.
Hvis du i større eller mindre grad har tilrettelagt dit liv, din
livsstil eller en næsten vedvarende behandling efter en diagnose -- som
en læge, naturlæge, din mor, din chef eller en anden har givet dig, uden
det har ført ret meget godt med sig -- bør du tage den op til ny
vurdering.
Hvis den behandling, du modtager lindrer eller afhjælper dine
symptomer, men symptomerne vender tilbage hver gang, du holder op med
medicinen eller afbryder behandlingen, er det nok også på høje tid, at
du griber tingene an på en lidt anden måde!
Få evt. inspiration til, hvad du kan gøre, under
Hvordan Rask? på
nomedica.dk
Et forsøg har vist, at C-vitamin i form af askorbinsyretilskud måske
beskytter kræftceller mere end de beskytter raske celler, og derved
mindsker virkningen af kræftmedicin.
Tilskud med askorbinsyre har altså måske den uheldige virkning, at
kræftpatienter reagerer dårligere på kemoterapi.
Amerikanske forskere testede virkningen af askorbinsyre sammen med en
række præparater mod kræft og fandt, at alle de præparater, de testede,
virkede dårligere, når celler først var blevet behandlet med
askorbinsyre.
I et laboratorium blev 30 - 70 % færre kræftceller dræbt af
forskellige former for kemoterapi, når celler i laboratoriet først var
blevet behandlet med askorbinsyre.
Et opfølgende forsøg med mus viste at svulster voksede hurtigere i
mus, når musene først var blevet behandlet med askorbinsyre.
På baggrund af undersøgelsen vurderer forskerne, at noget tilsvarende
kan være tilfældet hos kræftpatienter. I forsøget blev der givet, hvad
der svarer til en høj dosis af C-vitamin.
Forskerteamet har i en tidligere undersøgelse påvist, at C-vitamin
ser ud til at hobe sig mere op i kræftceller end i normale og sunde
celler, hvilket forklarer hvorfor C-vitaminet beskytter kræftceller
ekstra meget mod kemoterapi.
Visse tidligere studier har også tydet på, at ekstra mængder af
vitaminet måske kan være gavnligt for kræftpatienter, da C-vitamin er en
antioxidant, men i dette nye studie, opdagede forskerne, at C-vitamin
tilsyneladende især beskytter de såkaldte mitochondrier inde i
kræftcellerne, som kræftmedicin forsøger at påvirke så cellen dør.
Derved gøres kræftmedicinen mindre effektiv.
Forskerne understreger, at der skal mere forskning til, der også
inkluderer mennesker, før det med sikkerhed kan siges, om det er godt
eller skidt for kræftpatienter at tage tilskud af C-vitamin under
kræftbehandling.
Forskerne opfordrer kræftpatienter til at få deres vitaminer gennem
en varieret kost.
BBC 30-9-2008
Kommentar:
Der er i høj grad brug for mere forskning og vished om virkningen af
vitaminer og andre kosttilskud, som mange kræftpatienter indtager!
Der er også forsøg der angiveligt har vist, at C-vitamin har en
positiv virkning overfor kræft.
Speciallæge Claus Hancke skriver bl.a., at C-vitamin bremser
kræftvækst. Han mener, at mere end 30 års erfaring har vist
kræfthæmmende effekt af C-vitamin i såvel reagensglasforsøg, dyreforsøg
som humanforsøg. Læs evt.
hele hans
artikel her
Indtil der er mere klarhed/vished om, hvordan C-vitamin (og andre
tilskud) virker ved kræft -- og sammen men kræftbehandling -- er det
meget vigtigt, at kræftpatienter:
1) fortæller deres læge ALT om hvilke kosttilskud og andre præparater
de indtager
2) så vist muligt får alle vitaminer og andre næringsstoffer fra
kosten
Efter min mening er kræftlæger alt for hurtige til at afskrive anden
behandling, end den de står for. Og alternative behandlere er generelt
alt for hurtige til at afskrive traditionel kræftbehandling og i stedet
anbefale tvivlsomme eller virkningsløse præparater.
Og nu vi er ved emnet ...
Ved at efterligne virkningen af østrogen i kroppen, kan genistein (et
”planteøstrogen”, der findes i visse kosttilskud) ophæve virkningen af
bestemte former for kræftbehandling.
Forskerne opdagede, at kemoterapi til mus med østrogen-afhængig
brystkræft virkede dårligere, når musene havde fået genistein -- og jo
højere koncentration af genistein, desto mindre effektiv var letrozole
(kræftmedicin).
Kilde: PubMed.
Carcinogenesis. 2008 Jul 16. [Epub ahead of print]
Kommentar:
Ovenstående understreger, hvor vigtigt det er, at kræftpatienter
altid fortæller deres læge om de vitaminer og naturprodukter de evt.
tager ved siden af deres kræftbehandling.
Jeg ved godt, at isoflavon soja eller Genistein på visse hjemmesider
roses til skyerne og direkte anbefales til kræftpatienter, og en del
patienter køber da givetvis også produkterne til det formål, men det kan
altså være en rigtig dårlig idé!
Under alle omstændigheder skal lægen vide besked, og alle præparater,
kræftpatienter ønsker at bruge sideløbende med en kræftbehandling, bør
kun indtages i samråd med lægen/hospitalet.
Studier og befolkningsundersøgelser støtter tesen om, at B6-vitamin
har en beskyttende virkning overfor endetarmskræft. Og nu har et stort
studie fra Skotland, der inkluderede 2.028 mennesker med endetarmskræft
og 2.722 i en kontrolgruppe, bekræftet at B6-vitamin i kosten eller som
kosttilskud er med til at forebygge endetarmskræft.
Også en gennemgang af offentliggjorte videnskabelige studier viste en
sammenhæng mellem B6-vitamin og lavere forekomst af endetamskræft.
Kilde: Dietary Vitamin B6 Intake and the Risk of Colorectal Cancer
Cancer Epidemiology Biomarkers & Prevention 17, 171-182, January 1,
2008. doi: 10.1158/1055-9965.EPI-07-0621
Kommentar:
Her finder du en
omfattende liste af fødevarer der indeholder B6-vitamin.
Vælg så vidt muligt vegetabilske kilder og fravælg animalske kilder
til B6-vitamin.
Hej John,
Jeg har med interesse læst de forskellige input til din brevkasse,
fra vegetarer, om syn på de problemer der opstår ved vegetarens
restaurant besøg.
Jeg håber jeg kan bidrage med lidt baggrunds info, der måske kan
kaste lidt lys over problemet, altså den grøft der er, set fra vegetaren
kontra restauranten.
Jeg er af den opfattelse at jeg kan forstå begge lejre, dels har jeg
en mediterransk køkkenskole, placeret i Grækenland, med fokus på sund
kost, dels er jeg sæsonmæssigt køkkenchef i en dansk restaurant.
Restauranters menukort afspejler eller bør afspejle hvad restauranten
er bedst tjent med at sælge (den lever som bekendt af overskuddet fra
sit salg).
Dette syn ser anderledes ud fra køkkenet end fra kundens side. Hvad
enten restauranten anvender en avanceret Boston model [1] til at vælge
sine retter på spisekortet, eller blot en snusfornuftig holdning, så vil
det kun i yderste tilfælde være niche menuerne der overlever i de fleste
restauranter.
Det betyder, at hvis der kun er ringe efterspørgsel på vegetarretter
er det svært at give plads til dem på menukortet. Da danskerne generelt
er meget kødspisende er det denne kundegruppe der favoriseres på
spisekortet, og jeg tror desværre ikke på restauranten som
sundhedsmoralsk forgangsmand, idet der er risiko for at man så taber
kunder, hvis restauranten bliver moraliserende.
Travlhedsniveau m.m. er ofte den direkte årsag til manglende
fleksibilitet, og travlhedsniveauet kan ikke altid ses fra kundens
siddeplads.
Der er naturligvis også en menneske (kok) holdning til hvad der er
interessant at arbejde med i køkkenet der spiller ind. Ligesom det
undertiden ikke er helt entydigt for en kok hvad en vegetar egentlig
spiser. (Når vi i køkkenet lægger øre til kundeønsker fra vegetarer er
det sjældent den teoretiske definition på en vegetar, der ligger til
grund).
Nu kan man mene, at det er der ikke megen service i, men det må
huskes, at begrebet service er noget der foregår i den enkeltes hoved og
ikke er almengyldigt målbart, så talemåden, at restauranter lever af at
give god service kan ikke i alle tilfælde strækkes til at alle kunder
vil opleve det således.
Dette kunne være lidt forsvar for hvorfor ikke alle restauranter kan
leve op til vegetarens forventning.
På den anden side kan det jo ikke være så svært, at køkkenet i det
mindste kan lave en grøntsagstallerken, når råvarerne alligevel er i
køkkenet – deri er jeg ganske enig, men måske mangler der fantasi eller
vilje?
Da vi mig bekendt ikke er født vegetarer, men det er en beslutning
hen af vejen, er vegetarens mulighed i at tilpasse sine madindtagelser
noget anderledes end fx allergiker der ikke i samme grad kan tilpasse
sig. En vegetar kan fravælge at spise kødet på tallerkenen, men spise
resten.
Jeg har i en periode i min karriere været kok på en Israelsk
ambassade og om nogen er kosher spiseregler indviklede at håndtere,
såvel i køkkenet som af den der spiser. Jeg har i den forbindelse set
mange jøder som jeg ikke var bekendt med var jøder. Når jeg møder dem i
restaurationssammenhæng gør disse ikke synderlig opmærksom på deres
svært omsættelige spiseregler, det er sædvanligvis en privat handling på
tallerknen, hvor det, der ikke kan spises, blot levnes. De har normalt
en meget diplomatisk måde at håndtere problemet på. Desværre har jeg
ikke samme opfattelse af vegetaren, mange gør utrolig meget opmærksom på
sig selv for at få andre til at indrette konceptet til deres opfattelse,
det er faktisk ganske uklædeligt og flytter undertiden fokus for et helt
selskab.
De danske restauranter skal ved indgangen have et synligt menukort,
det er også gældende for vegetarer, at det kan læses før man sætter sig.
Finder man ikke det man ønsker vil det være høfligt inden man sætter
sig, at forhøre sig om det vil være muligt osv., eller efterlade en
høflig opfordring om at det et i tidens ånd at der også føres
vegetarretter.
I Grækenland er det ved lov (gammel) bestemt at det altid skal være
muligt at bestille suppe. En dygtig lobbyist gruppe kunne måske starte
en lignende indsats for dansk restaurations lovgivning, så vegetarretter
blev obligatorisk i Danmark!
Set fra restaurantens side kunne man jo måske også ønske som
Brillat-Saverin skrev i 1826: Den uundværlige Egenskab hos Kokken er
Punktlighed: det samme bør kunne siges om Gæsten. Med det mener jeg, at
der en tilbøjelig hos gæsten til at efterspørge hvad der ikke står i
menukortet, end at acceptere og se frem til at lade restaurantens kok
fortolke maden, inden kunden fortolker den!
Med venlig hilsen
Niels-Aage Hansen
[1] Bostonmodellen er en økonomisk model til afgørelse for
rentabilitet, er oparbejdet til en menuenginering hvor den enkelte
restomsætning og økonomi vægtes. Denne model anvendes på de menuer der
er i menukortet og ud fra en økonomisk betragtning findes en værdi for
den enkelte rets overlevelses anbefaling.
Kommentar:
Hvad er din mening om restauranters udvalg af vegetarretter, og
hvordan man som vegetar løse problemet på en god og diplomatisk måde?
Danskerne propper sig med sovepiller
Danskerne kan ikke sove, og det giver en god omsætning på
søvnmedicin. Ikke en sund udvikling, mener eksperter. Trods advarsler
skyller tusindvis af danskere hver aften et par stærkt vanedannende
sovepiller ned inden sengetid.
Politiken 8-10-2008
’Noller’ anklager: Læger pusher piller
Skarp kritik fra Grand Prix-vinder Niels ’Noller’ Olsen: Læger
udskriver alt for mange stærkt vanedannede nervepiller. Lægerne 'burde
skamme sig', siger musikeren.
BT
12-10-2008
Forskere advarer om global epidemi
Problemet med resistente bakterier stiger nu ifølge forskerne i et
alarmerende tempo, især i de industrialiserede lande, og de frygter
globale epidemier. Årsagen er, at stadig flere bakterier udvikler
resistens (modstandsdygtighed) mod antibiotika.
videnskab.dk 30-9-2008
"Vores
forestilling er den eneste begrænsning for, hvad vi kan håbe på at have
i fremtiden."
-- Charles F. Kettering