 |
Det er efterhånden blevet klart for mange, at der er problemer
forbundet med både at diagnosticere og behandle børn med
adfærdsproblemer.
ADHD
(Attention Deficit Hyperactivity Disorder) og DAMP (Deficits in Attention
Motor Control and Perception) er eksempler på diagnostiske betegnelser,
der har retfærdiggjort at millioner af raske børn verden over pludselig er
blevet til psykiatriske patienter, der i mange tilfælde ordineres
Ritalin (nervemedicin hvis virkning minder om kokain).
Uanset hvilken anden hjælp urolige, aggressive eller på anden måde
"umulige" børn har brug for, er følgende vigtigt:
-
Mindre tid ved tv., video
og computer
-
Mere tid til snak, leg og fysisk aktivitet
-
Bedre kost (næringsrig kost, der ikke er
fyldt med sukker, sødestoffer og/eller fedt)
Her er nogle generelle punkter, som man efter min mening skal overveje
(delvist baseret på erfaring og positive tilbagemeldinger)
- Det er naturligvis oplagt, at gøre, hvad der er muligt, for at
forbedre barnets trivsel og levevilkår
- Er der noget fysisk galt, som er blevet overset? Vedvarende let
ørepine, mavepine o.l. kan f.eks. irritere og gøre barnet mere
aggressiv. Det samme kan for lidt eller for dårlig søvn i øvrigt - det
er derfor særlig vigtig at hyperaktive børn får nok søvn).
En læser fortalte om pige der var hyperaktiv, som fik undersøgt sine ører.
Det viste sig
at hun havde en høj summen i øret som hun blev helt tosset af, da den kom
væk blev hun helt normalt rolig og var nu til at være sammen med. Smerter
og ubehagelige fornemmelser kan genere barnets nervesystem så meget at
det udarter sig i "dårlig opførsel"
- Vær kærlig men bestemt i opdragelsen. Det duer altså ikke, hvis børn
først opdager, at de kan styre forældrene, og får hvad de vil have, hvis
de bare plager længe nok eller er umulige. Beløn aldrig negativ opførsel.
Beløn kun positiv opførsel, udførte pligter osv. Giv aldrig efter overfor
hysterisk plageri for husfredens skyld!
- Sund og næringsrig kost er vigtig, og kan gøre en meget stor
forskel! Pas især på med sukker, hvidt mel og andre raffinerede
kulhydrater. Hos nogle mennesker giver det forstyrrelser - og kan
irritere nervesystemet så meget, at barnet bliver "hyperaktiv".
Allergi/overfølsomhed overfor visse føde- og drikkevarer kan være en
vigtig faktor
- Giv barnet mulighed og lov til at afreagere i form a leg, sport, fysisk
aktivitet. Brug evt. selv noget tid på leg, boldspil o.l. med barnet
- Vær opmærksom på hvad barnet reagerer negativt overfor, og gør noget
ved problemet. Nogle børn bliver "umulige", når de keder sig, hvis de ser
uhyggelige film i fjernsynet, efter de har været sammen med bestemte
mennesker osv.
- Det kan ofte være nødvendigt at begrænse tiden foran fjernsynet. Og
helt små børn bør slet ikke se fjernsyn.
En amerikansk undersøgelse konkluderede faktisk, at ti procent af børn på et og
tre år, der ser godt to timers TV om dagen, havde udviklet DAMP-lignende
symptomer som opmærksomhedsproblemer, hyperaktivitet og
indlæringsvanskeligheder, da de nåede syvårsalderen.
(berlingske.dk, Lars Wikborg, Urban 13. april 2004)
- Styr dine egne følelser og reaktioner! Et umuligt barn kan tirre sine
forældre til at blive umulige forældre. Nogle gange vil umulige forældre
tirre et barn til at få "adfærdsproblemer"!
- Husk at børn er forskellige. Hvert barn har sin egen personlighed.
Måske er adfærden en naturlig reaktion på det, som er barnets egentlige
problem
- Bruger dine børn for meget tid foran skærmen, så sæt en grænse for hvor
meget tid de må bruge på tv, video og computerspil. Giv evt. en belønning,
når de overholder tidsgrænsen.
Det er måske langt vigtigere, end du
tror
- Hvis du vælger, at dit barn skal modtage behandling, uanset om det
er traditionel eller alternativ behandling, bør du alligevel arbejde
seriøst med ovennævnte punkter.
Dette er på ingen måde ment som et fuldstændigt program mod adfærdsproblemer - det er
blot nogle muligheder, som man kan overveje, og som næsten altid har
positiv effekt.
Tilbage til start
Fra Ugeskrift for lægfolk 31/2003:
Børn, som får diagnosen "adfærdsforstyrrelser", har måske blot brug for at
afreagere, påstår en ekspert. Professor Priscilla Alderson, en ekspert i barndomsstudier på London's
Institute of Education, mener, at tilstande som 'attention deficit
hyperactive disorder' (ADHD) og mild autisme bliver overdiagnosticeret. Hun siger, at mange af børnenes problemer var forårsaget af dårlig
opdragelse, og psykologer på udkig efter lettjente penge. Børn 'indespærres' hjemme, siger hun, og gives ikke mulighed for at løbe
den ekstra energi af sig i parker og på legepladser. Professor Alderson siger, at mange børn simpelthen følte sig rastløse og
anspændte. "Penge er bag alt dette. Psykologer ønsker arbejdet og sænker derfor deres
krav til diagnoser".
... "Men børn behøver plads og frihed til at lege, løbe og klatre - uden
det, bliver de rastløse og kommer til at virke unormalt 'hyperaktive'.",
siger hun.
(news.bbc.co.uk 28 juli 2003)
http://news.bbc.co.uk/1/hi/health/3102137.stm
Tilbage til start Men hvad nu hvis børnene ikke vil ud og lege - hvad nu hvis de hænger
foran fjernsynet eller computeren i mange timer hver dag? Hvad nu hvis
børnene er ligeglade med hvad forældrene siger og ønsker? ...
Nogle børn, som beskyldes for at være hyperaktive, er blot ofre for dårlig
opdragelse. Det gælder naturligvis langt fra alle hyperaktive børn, men
meget tyder nu på, at en del af de millioner af børn, som verden over får Ritalin mod hyperaktivitet, blot er ofre for slap opdragelse. Adfærdseksperten Warwick Dyer mener, at forældrene bliver nødt til at
acceptere deres ansvar for deres børns "forstyrrelser" og komme væk fra at
slå børnene ned med kemisk medicin. Han har udviklet et program, der fokusere på den måde forældre opfører
sig overfor deres børn - og han påstår, at han har haft 100% succes med
metoden i løbet af de sidste fem år. Det bemærkelsesværdige er, at han aldrig ser det pågældende barn og kun
har én personlig konsultation med forældrene. Resten af hans arbejde er
begrænset til en daglig telefonbriefing med forældrene om hvordan de skal
behandle deres barn. Dyer's teori er baseret på simple ideer, som f.eks. et strengt system af
belønninger og sanktioner for god og dårlig opførsel, samtidig med at der
insisteres på høflighed overfor forældrene - og et krav om, at mødre og
fædre også kontrollerer deres temperament. Dyer siger: "Problemet er, at en masse forældre ganske enkelt ikke er
forældre. I løbet af de sidste 20 år er forældre begyndt at snakke meget
mere med deres børn, men de er holdt op med at have kontrollen over dem". Janice Hill, fra "The Overload network", en forældre støttegruppe,
udtaler: "Warwick Dyer har vist at ideen om ADHD er en myte. Børn gives
medicin, der har den samme farmakologi som kokain, når rent faktisk alt
hvad de og deres forældre behøver er hjælp med deres adfærd. Læger bør
stoppe med at uddele Ritalin og begynde at anvende sikre alternativer, som
har vist sig at virke". (News.independent.co.uk 21 juli 2003)
http://news.independent.co.uk/uk/health/story.jsp?story=426206
Tilbage til start
Uddrag fra Ugeskrift for Lægfolk 12/2001
Spørgsmålet er, om de psykologer, pædagoger og andre eksperter, som
forventes at hjælpe hyperaktive børn, i nogle tilfælde ikke netop selv er en del af problemet!?
Hvad mener professor i psykiatri, Dr. Thomas Szasz? Her er et uddrag af en artikel han skrev
om emnet til Los Angeles Times:
Med
venner som disse kan man kun have ondt af Amerikas børn For halvtreds år siden var der børn, var der skoler og var der våben i
Amerika. Men der var ingen "skoleskyderier". Det er der nu.
...
For halvtreds år siden led skolebørn ikke af DAMP eller depression, slog
sjældent sig selv ihjel, tog ikke på skydeorgier og havde ikke brug for
"professionel" hjælp, når de sørgede. For halvtreds år siden gik de, der var ansvarlige for de offentlige
skoler, ud fra, at deres hovedansvar var at undervise, sikkerheden var
givet.
I dag forudsætter de, der er ansvarlige for de offentlige skoler, at
forældrene ikke er kompetente til at lære deres børn leveregler, at kun
"professionelle" er kvalificerede til at give børn "seksualundervisning,"
"uddannelse om stoffer", "menneskerelationer" og "konfliktløsning."' "Opdragerne" tror også, at det er deres pligt at kontrollere hvad børnene
putter i munden og at opsnuse, hvad de tænker på. Den vigtigste funktion i
den offentlige skole er ikke undervisning men samfundskontrol. Resultatet
er, at skolerne er upålidelige og prøveresultaterne er dystre. For halvtreds år siden havde de fleste ikke en sentimental opfattelse af
barndommen som en uskyldighedens periode med ubekymret lykke...
For halvtreds år siden troede man at nogle børn var gode og nogle var
slemme. Nu ved alle, at alle børn er gode, men at nogle er psykisk sunde
og nogle er psykisk syge. I ord og gerninger fortæller unge mennesker os i dag, at de ikke kan lide
at blive overbeskyttet, at blive bragt til at føle sig unyttige og at
blive passet i dagfængsler, som kaldes "skoler". Skoleledere, lærere, børnepsykiatere, børnepsykologer, socialrådgivere,
sorg terapeuter, medicinalfirmaer og de mange andre professioner, som har
fordel af uddannelsesfidusen, er ikke de børnevenner, som de erklærer de
er. De økonomiske og eksistentielle egeninteresser hos disse godgørere er
skadelige for virkelig uddannelse og rationel disciplin. "Beskyt mig mod mine venner, jeg klarer selv mine fjender" siger et
gammelt ordsprog. Amerikanske børn har i dag ikke andet end venner. Er der noget mærkeligt i at de keder sig, er frustrerede, vrede, bekymrede
og dårligt uddannede og at nogen, en gang imellem, indlader sig på
desperate ødelæggelseshandlinger.
(Los Angeles Times 15/3-01). Tilbage til start
|
|
