Ugeskrift for lægfolk
Nyheder fra Nomedica
uge 22, 2021
- Mindre sukker og fedt i kosten,
mindre risiko for inflammation i tarmene
- Sund livsstil giver væsentlig
lavere risiko for colorektal kræft
- Danmark er et af de eneste rige
lande uden overdødelighed på grund af corona
- Mere frugt og grønt forbundet med
mindre stress
|
UGENS CITAT
"Hvor ord
svigter, taler musikken."
— H.C. Andersen
Mindre sukker og fedt i kosten, mindre risiko for inflammation i tarmene
En undersøgelse af mus og mennesker viser, at en kost rig på sukker
og fedt giver skader på de såkaldte Paneth-celler, som er immunceller i
tarmen, der hjælper med at holde inflammation i skak.
Når Paneth-celler ikke fungerer ordentligt øges risikoen for
inflammation i tarmene, og det forhindrer effektiv kontrol af
sygdomsfremkaldende mikrober.
Forskerne analyserede data om 400 personer, herunder en vurdering af
hver persons Paneth-celler, og fandt, at høj BMI (overvægt/fedme) var
forbundet med Paneth-celler, der så unormale og usunde ud under et
mikroskop.
Jo højere en persons BMI var, desto værre så hans eller hendes
Paneth-celler ud.
Fedme er ofte en konsekvens af en kost, der er rig på fedt og sukker.
"Fedme var ikke problemet i sig selv," udtalte hovedforfatteren
Ta-Ching Liu. "At spise for meget af en sund kost påvirkede ikke
Paneth-cellerne. Det var den fedt- og sukkerrige kost, der var
problemet."
Læs
om undersøgelsen her.
En kost med begrænset indhold af sukker og fedt vil både gøre vægttab
lettere og forhindre eller mindske inflammation i tarmene.
Årsagen eller en af årsagerne til, at for meget sukker øger risikoen
for inflammation i tarmene, er sandsynligvis, at en sukkerrig kost kan
skade tarmfloraen.
En skadet tarmflora risikerer at udtynde det slimlag, der beskytter
slimhinden i tyktarmen, hvilket øger risikoen for infektion med andre
bakterier.
Dette slimlag beskytter tarmens slimhindevæv, og efterhånden som
slimlaget nedbrydes, kommer tarmbakterier tættere på epitelaget i
tyktarmen, og brud på epitelbarrieren er det første vigtige trin i
udviklingen af betændelse i tarmen.
Læs mere:
Sukkerrig kost kan sandsynligvis skade tarmfloraen og øge risikoen for
tyktarmsbetændelse
En fornuftig plantebaseret kost uden for meget sukker og fedt (med
eller uden animalske fødevarer) er generelt sundest for tarmene og
forebygger mange problemer.
Sund livsstil giver væsentlig lavere risiko for colorektal kræft
Colorektal kræft er kræft i tyk- eller endetarm.
I en analyse undersøgte forskerne, hvordan faktorer som fedt om
maven, fysisk aktivitet, indtagelse af forarbejdet og rødt kød,
indtagelse af grøntsager og frugt, alkohol og rygning påvirkede risikoen
for colorektal kræft.
De fandt, at en sund livsstil var forbundet med en næsten 40%
reduktion i risiko for colorektal kræft blandt dem med en høj genetisk
risiko for at udvikle sygdommen og en 25% lavere risiko hos personer med
lav genetisk risiko for denne type kræft.
Læs mere om undersøgelsen
her og
her.
Danmark er et af de eneste rige lande uden overdødelighed på grund
af corona
I Danmark har nedlukninger og restriktioner forhindret overdødelighed
pga. corona.
I andre lande har pandemien medført ekstrem overdødelighed. Forskerne
mener endda, at dødelighed i verden pga. corona er massivt
underrapporteret (mindst 1,6 gange højere end rapporteret).
Læs
mere på videnskab.dk
Mere frugt og grønt forbundet med mindre stress
Et studie undersøgte sammenhængen mellem indtag af frugt og
grøntsager og stressniveauer hos mere end 8.600 australiere i alderen 25
til 91. Det viste sig, at de personer, der spiste mindst 470 gram frugt
og grøntsager dagligt, havde 10 procent lavere stressniveauer end dem,
der indtog mindre end 230 gram.
"Vi fandt ud af, at folk, der har et højere indtag af frugt og
grøntsager, er mindre stressede end dem med et lavere indtag, hvilket
tyder på, at kosten spiller en nøglerolle for mental velvære," udtaler
den ledende forsker Simone Radavelli-Bagatini.
Det er uklart, hvordan indtag af frugt- og grøntsager påvirker
stress, men Radavelli-Bagatini udtaler: "Grøntsager og frugter
indeholder vigtige næringsstoffer som vitaminer, mineraler, flavonoider
og carotenoider, der kan reducere inflammation og oxidativ stress og
derfor forbedrer mental velvære.
Inflammation og oxidativ stress i kroppen er anerkendte faktorer, der
kan føre til øget stress, angst og dårligere humør."
Læs mere på
eco.edu.au