Ugeskrift for lægfolk
Nyheder fra Nomedica
uge 49, 2011
- Har du brug for tilskud af vitaminer eller mineraler?
- Mail: Er soja sundt?
- Mail: Helbredende kost og faste
- Mail: Kalk i vegetabilske fødevarer?
|
|
|
Hvad du
mangler af talent kan gøres op med ønske, ihærdighed og at give dig 110%
hele tiden.
— Don Zimmer,
Baseball manager
Har du brug for tilskud af vitaminer eller mineraler?
Læs også sidste uges artikel
Er det vitamintid?
En del mennesker har risiko for at komme i underskud af vitaminer
eller mineraler.
Det gælder fx:
- Hvis du ikke spiser tilstrækkelig sundt og varieret.
- Hvis du ikke spiser nok på grund af manglende appetit, fx på
grund af sygdom, medicin, efter en operation e.l.
- Hvis du spiser meget lidt eller meget ensidigt — fx på en meget
kaloriefattig slankekur.
- Kvinder, der har kraftige menstruationer, kommer let til at
mangle jern, og det kan være nødvendigt at tage tilskud.
- Kvinder der ønsker at blive gravide, samt gravide i de første 12
uger af graviditeten bør tage tilskud af folinsyre eller få rigeligt
af vitaminet fra kosten.
- Gravide bør ofte tage tilskud af folinsyre, jern, D-vitamin og
evt. kalk — eller være meget påpasselige med at få nok fra kosten.
- Personer med mørk lød eller som går tildækket bør tage tilskud
af D-vitamin.
- Alle der ikke får nok sol om vinteren (fx fra rejser sydpå) kan
komme til at mangle D-vitamin. Det gælder især sidst på vinteren og
tidligt forår. Tilskud af D-vitamin i vinterhalvåret er derfor en
god idé for de fleste danskere.
- Spædbørn skal have tilskud af D-vitamin og måske jern. Lad
sundhedsplejersken rådgive vedr. spædbørn.
- Personer i risiko for knogleskørhed — uanset alder — bør især
være sikre på, at de får nok D-vitamin, kalk og K2-vitamin.
- Vegetarer bør altid tage tilskud af B12-vitamin — og være
opmærksom på, at få nok jern, D-vitamin, kalk, zink, jod og selen.
- Hvis du tager lægemidler kan de muligvis hæmme eller ændre
optagelsen af vitaminer og mineraler. Tag evt. tilskud. Snak med
lægen om, hvad du skal være opmærksom på.
- Mennesker, som bruger olie i maden risikerer en ubalance mellem
omega-3 og omega-6 fedtsyrer, og bør sikre nok omega-3 i kosten
samtidig med, at de begrænser indtagelsen af omega-6.
- Mennesker, der har problemer med helbredet, som muligvis kan
skyldes en mangeltilstand, eller hvor ekstra tilskud måske vil
hjælpe (fx stærke B-vitaminer ved depression eller tilstande hvor
det kan være aktuelt at udnytte den betændelseshæmmende virkning af
høje doser omega-3). Når høje doser anvendes som medicin, bør det
foregå i samråd med din læge eller anden fagperson.
Dette er på ingen måde en komplet liste.
Det forbedrer optagelsen, at tage vitamin- og mineraltilskuddet
sammen med et måltid.
Når du sikrer tilstrækkelig mængder vitaminer og mineraler fra din
kost og/eller fra kosttilskud er det med til at forebygge og sikre et
godt helbred.
Høje doser vitaminer og mineraler
Selv om underskud af vitaminer og mineraler generelt er værre end for
mange vitaminer og mineraler, kan det være skadeligt at indtage for
store doser vitaminer og mineraler i længere tid. Det gælder især de
fedtopløselige vitaminer som A- og D-vitamin og samtlige mineraler.
Du kan normalt ikke få for mange vitaminer og mineraler gennem en
almindelig sund kost. Men når du tager vitamin- og mineraltilskud, bør
du overholde de anviste doseringer.
Eksperimenter ikke med doser af vitaminer og mineraler ud over dem
beskrevet på etiketten. Overhold doseringen på glasset eller doseringen
ordineret af din læge.
Når vitaminer indtages i væsentlig højere doser, end anbefalet, får
de ofte en anden eller i hvert fald stærkere virkning, end de normalt
har. Derfor anvendes kosttilskud med høje doser af bestemte vitaminer
mv. ofte af alternative behandlere og visse læger.
Tilskud af meget høje doser vitaminer er næsten altid sikre, så længe
doseringen på glasset overholdes eller indtagelsen foregår under kyndig
vejledning, men vær alligevel på vagt.
Nogle vitaminer og mineraler har fx indflydelse på, hvordan andre
vitaminer og mineraler optages og udnyttes i kroppen. Er der alt for
meget af et bestemt vitamin eller mineral eller en fedtsyre kan kroppen
komme til at mangle andre.
Meget høje doser bør anvendes med omtanke og kun så længe, det er
nødvendigt. De anvendes som regel kun i en kortere periode for så
hurtigt som muligt at genoprette en mangeltilstand.
Det er meget lettere for kroppen at opmagasinere overskud af
vitaminer til senere brug — eller skille sig af med overskuddet — end
det er for kroppen at skille sig af med overskud af mineraler.
Det er derfor især høje doser af mineraler, du skal være forsigtig
med.
Du kan fx uden problemer indtage 100 x den anbefalede mængde
B12-vitamin i kosttilskud, hvorimod blot få gange den anbefalede
indtagelse af mineraler i en længere periode er meget skadeligt.
Både underskud og overskud af vitaminer og mineraler kan give
problemer — i sjældne tilfælde endog alvorlige problemer. Gør hvad du
kan for at være dækket ind via kosten og suppler med tilskud, når
nødvendigt.
Kosttilskud og medicin
Hvis du indtager medicin, skal du være opmærksom på, at nogle
lægemidler påvirker optagelsen af vitaminer og mineraler. Og i nogle
tilfælde vil vitaminer og mineraler — især i høje doser — påvirke,
hvordan lægemidler virker.
Snak evt. med din læge om, hvilke kosttilskud du kan tage, og hvilke
du ikke bør tage, hvis du indtager medicin.
Du kan selv undersøge, hvordan visse vitaminer, mineraler,
naturlægemidler og lægemidler kan påvirke hinanden på
medicinkombination.dk.
2) Mail: Er soja sundt?
Jeg har for nylig læst at sojamælk er farligt for danske kvinder, at
det kan fremme risikoen for brystkræft! Hvad siger du om det?
V.H Ulla
Hej Ulla
At sojamælk skulle være direkte farligt er en vild overdrivelse!
Det har i flere år været diskuteret om de plantestoffer i soja, der
minder om østrogen, også kan have negative virkninger, hvis man spiser
for meget soja.
Langt de fleste undersøgelser, der er foretaget med soja, har fundet
positive virkninger. Men i nogle tilfælde, skal man muligvis holde igen
eller udelade soja.
På cancer.dk kan du blandt andet læse at soja eller planteøstrogener
som kosttilskud frarådes til kvinder, der har eller har haft brystkræft.
Soja og sojaprodukter bremser den medicinske virkning af Tamoxifen, og
dermed øges risikoen for tilbagefald og metastaser, da medicinen ikke
virker efter hensigten.
Læs mere her >> (Du kan læse mere og uddybende ved at klikke på
links på siden).
Jeg mener:
- at soja uden problemer kan indgå i kosten sammen med andre
vegetabilske fødevarer — og det er langt sundere, end at spise kød.
- Lad være med at tage sojatilskud med koncentrerede
planteøstrogener som en kur eller som forebyggelse. Det er måske
gavnligt, måske skadeligt.
- Det er en misforståelse, at det er nødvendigt at spise soja for
at få nok proteiner, hvis man undgår kød. Det er helt unødvendigt.
Soja er blot en af mange fødevarer, der kan indgå i en fornuftig
plantekost.
Du kan også læse flere artikler om soja på
vegetarbladet.dk
Med venlig hilsen
John Buhl
3) Mail: Helbredende kost og faste
Du skriver i artiklen "rask uden medicin" om en 7-10 dages faste og
om nogle diæter, der har hjulpet nogle personer af med deres lidelser.
Hvordan kan man gennemføre 10 dages faste og samtidigt fungere i sin
hverdag? og hvad er det for diæter? Det kunne jeg godt lide at vide.
VH ... (Anonym)
Svar:
De ”diæter”, du har læst om på
Hvordan Rask siderne går
mest ud på at spise en sund veganerkost. Ved forskellige tilstande og
sygdomme justeres kosten lidt, men grundlæggende set vil en kost uden
animalske fødevarer, uden eller næsten uden raffinerede fødevarer
(herunder sukker, olie, hvidt mel og salt) og uden stimulanser være
effektiv overfor mange lidelser.
Læs artiklerne i serien om helbredende kost (1-11).
Links her
Egentlig er kosten ikke helbredende som sådan, men en kost, der så
vidt muligt kun tilvejebringer gavnlige substanser i de rette mængder,
vil i væsentlig grad fremme de helbredende processer i kroppen.
Motion, frisk luft, god søvn og følelsesmæssig balance har
naturligvis også betydning.
Det er de OMFATTENDE ændringer – langt mere omfattende end de fleste
umiddelbart har lyst til at gennemføre – der gør forskellen, når
kostændringer har til formål at lindre eller afhjælpe alvorlige
sygdomme.
Du bør ikke faste, medmindre du har sat dig grundigt ind i emnet og
ved hvornår og hvordan, du faster. Jeg skriver lidt om det i bogen
”Hvordan Rask?”. Emnet er grundigt beskrevet i Dr. Joel Fuhrmanns bog
Fasting - And Eating - For Health
Med venlig hilsen
John Buhl
4)
Mail: Kalk i vegetabilske fødevarer?
Vil du ikke nævne de vegetabilske fødevarer, der indeholder mest kalk?
Jeg spiser ikke mælkeprodukter, men de er vel også tvivlsomme i den
retning.
Jeg har fået konstateret et lille mineralunderskud i mine knogler, og
vil derfor gerne forsøge at bygge dem op. Jeg tager tilskud af Calcium,
Magnesium og D-vitamin.
På forhånd tak for svaret
Venlig hilsen
Hanne
Hej Hanne
Her er en komplet liste over
fødevarer med kalk
Du vælger så blot fra de vegetabilske kilder.
Godt, du tager tilskud af kalk og D-vitamin. Det er vigtigt at dyrke
motion og begrænse eller helt undgå ting som sodavand, tobak, kød og
sukker.
Læs artiklerne i tidligere nyhedsbreve:
Nok kalk uden
mælk
Almindelig kost
uden mælk kan give kalkmangel
Nok kalk — men
ikke for meget
Med venlig hilsen
John Buhl
Lad være med
at bekymre dig om at være et geni. Lad være med at bekymre dig om at
være smart. Hav tillid til hårdt arbejde, udholdenhed og beslutsomhed.
— Sir
Frederick Treves