Ugeskrift for lægfolk
Nyheder fra Nomedica
uge 16, 2020
- C-vitamin mod
coronavirus?
|
UGENS CITAT
"Frihed fra
trangen til et svar er afgørende for at forstå et problem.”
— Jiddu
Krishnamurti (1895-1986)
C-vitamin mod coronavirus?
Frugt og grønt er rig på C-vitamin
Den mest anbefalede og brugte alternative "kur", til
at booste immunsystemet eller til behandling af COVID-19, er høje doser af
C-vitamin.
Eftersom jeg har modtaget flere mails om emnet — inkl.
kritik af min skepsis vedr. indtagelse af C-vitamin til styrkelse af
immunforsvaret eller til behandling af COVID-19 — kommer her en længere
smøre med min holdning til emnet sammen med nogle relevante links og
referencer.
Først må vi lige gøre det helt klart: Ingen ved om
eller i hvilken udstrækning C-vitamin er relevant til forebyggelse eller
behandling af COVID-19.
Som altid, når der ikke er sikker viden om noget, er der
en frygtelig masse "eksperter", som med stor sikkerhed forklarer andre,
hvordan tingene hænger sammen.
I nogle tilfælde (heldigvis ikke så mange, men de
forekommer!) støder vi på anbefalinger, som er skadelige eller direkte
farlige at følge. Det gælder ikke C-vitamin (medmindre man følger helt
skøre råd om anvendelse), eftersom C-vitamin er relativt ugiftigt i selv
pænt høje doser.
I mange artikler om C-vitamin i forbindelsen med
COVID-18 henvises der til undersøgelser, som viser, at C-vitamin er
vigtig for immunsystemet. Der henvises også nogle gange til udtalelser
om, at "Kina bruger C-vitamin mod COVID-19".
En del artikler, der anbefaler C-vitamin som
forebyggelse eller behandling at COVID-19, lister en række referencer
til videnskabelige undersøgelser, der angiveligt dokumenterer, at
C-vitamin er en god forebyggelse/behandling ved COVID-19. Det virker
troværdigt, og fordi stort set ingen har tid eller gider fordybe sig i
videnskabelige referencer (og det ER da også meget tidskrævende),
antager mange, at der er videnskabelig dokumentation for, at C-vitamin
er sagen ved COVID-19.
Kan C-vitamin hjælpe patienter, der er kritisk syge
med coronavirus?
Måske .. i nogle tilfælde.
Baseret på rapporter om, at C-vitamin har hjulpet
patienter i Kina, bliver alvorligt syge patienter på New York statens
største hospital givet massive doser af C-vitamin. Ifølge artiklen:
New York hospitals treating coronavirus patients with vitamin C i New
York Post
Dr. Andrew G. Weber, en pulmonolog og specialist i
kritisk pleje, udtaler, at vitamin C-niveauer hos coronavirus-patienter
falder dramatisk, når de lider af
sepsis (blodforgiftning), en inflammatorisk reaktion, der opstår,
når deres krop overreagerer på infektionen, og de patienter, der modtog
C-vitamin, klarede sig markant bedre end dem, der ikke fik C-vitamin.
”Det giver al mening i verden at forsøge at opretholde
dette niveau af C-vitamin,” udtaler han.
Behandlingen består af 1.500 mg intravenøst C-vitamin tre eller fire
gange om dagen, baseret på eksperimentelle behandlinger administreret
til personer med coronavirus i Shanghai, Kina.
Læs
mere i New York Post
Som nævnt i et tidligere nyhedsbrev
Coronavirus (covid-19) er der et klinisk forsøg i gang, og vi kender
snart den reelle effekt af store mængder C-vitamin intravenøst som
behandling af kritisk syge med COVID-19.
Vi krydser fingre for at intravenøs anvendelse af
C-vitamin kan være en hjælp til hårdtramte patienter, og at behandlingen
kun har få bivirkninger.
Det er logisk nok, at C-vitamin — intravenøst
administreret af læger — kan have en positiv effekt hos kritisk syge
COVID-19 patienter, der har lavt niveau af C-vitamin i blodet. Så
snart (indenfor få måneder) der er mere vished om virkninger og
bivirkninger, vil læger i større udstrækning begynde at administrere
intravenøst C-vitamin, når det er relevant.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at intravenøs
C-vitamin — administreret af læger til COVID-19 patienter med
blodforgiftning, som oplever et drastisk fald af C-vitamin i blodet —
ikke viser noget om, hvorvidt det evt. er gavnligt for raske ikke
smittede at tage ekstra C-vitamin.
Det siger heller ikke noget om, hvorvidt det er gavnligt
for smittede at tage C-vitamin, hvis de ikke er kritisk syge med
blodforgiftning og har lavt niveau af C-vitamin i blodet.
Ingen ved om C-vitamin, hvis du allerede får nok fra
kosten, har nogen som helst forebyggende effekt, eller om høje doser
C-vitamin kan være med til at forhindre et kritisk forløb ved smitte.
Ingen ved heller om de kæmpedoser C-vitamin, som nogle
tager "for at styrke immunforsvaret" eller forebygge smitte, gør mere
skade end gavn. Det er mere end bare lidt tvivlsomt, at kæmpe doser
C-vitamin kan forebygge smitte eller forbedre immunforsvaret.
Hvis du tager kosttilskud med C-vitamin, så overhold
doseringen. Lad være med at eksperimentere med de enorme doser, vi
finder nævnt flere steder på nettet.
Det, vi ved, er, at det er en rigtig god ide at spise
rigelige mængder frugt og grøntsager, så du både får godt med
C-vitamin og mange andre vigtige nærings- og plantestoffer — endda på
langt den sundeste måde.